Anja i Malawi: august 2007

Hvor skal jeg mon starte?
Lige nu sidder jeg paa en snusket computercafe med lilla vaege og en inder med briller og fipskaeg har lige vist mig min computer. Udenfor er luften ved at vaere aften koelig og meget stoevet for vejen udenfor har en roed sandet rabat som I resten af Malawi.
Der er mennesker over alt, her hvor vi bor denne nat I Lilongwe kan jeg ikke sige meget om. Byen har jeg ikke vaeret i. Altsaa centrum, for jeg tror ikke det helt eksisterer, det er en by der er meget spredt, haaber at forstaa den bedre senere paa aret.
I gaar ville vi se os lidt omkring. Vi gaar ud af hotellet og gik paa maa og for ned af den store vej, og spoer efter markedet. En venlig politimand viser os vej mens vi desperate spekulerer paa hvad der egentlig er hans job, for han staar primaert og smiler i midten af krydset.
Vi gaar over en bro, og kigger ned paa riveren under os. Der bliver vasket og lavet andre gode sager. En stank river os I naesen, den bliver baaret af den varme luft og fylder naeseborene med daarlig kloakering, bilos, afbraending af skraeld og gammel mad affald. Vi lader os ikke skraemme og fortsaetter ned til markedet. Her er der ikke mange hvide der kommer for alle kommenterer os, hilser, fniser og raaber et og andet. Bodene ligger taet I taet, og her kan handles alt fra klipklappere, vaekkeure, tasker til Nsimagroed og groentsager. Det er primaert vestlige beklaedningsgenstande. Jeg faar hurtigt nok af det trange markede som I oevrigt er ved at lukke, og af at jeg ikke skal koebe noget. Som en contrast til det gaar vi op til et supermarked der minder om en meget stor superbrugs. Her er det kun overklasse folk som ca 20 procent af Malawis befolkning er, der vaager sig ind. De handler ind og er klaedt i business toej og hoeje haele, da de lige har faaet fri fra deres banker og kontorer.
Der er der heller ikke rart at vaere jeg koeber min ynglings yougurt, Orange og peach drinking yougurt, I den gustne gule farve og den klistrede, lille dunk bliver hurtig min god ven, koeler mig ned og slaar tiden ihjel til at moedes med de andre…
Spise stedet om aftenen ere get af indere der ser Bollywood film, og suppen er god…
Det er naesten alt jeg kan sige om Lilongwe, for det er kun her jeg har vaeret, eller dvs.

Folkekirkens noedhjaelps kontor ligger I et andet slags kvarter, med stor parcelhuse og frodige haver, med store mure og vagter der holder vagt 12 timer af gangen. En uge om natten, naeste uge om dagen. De har familie og boern og er soede mod os. De tjener ca. 5000 kvaca paa en maaned hvilket svarer til 40 kr gange 5…
De er dejlige paa kontoret, og I dag fik vi rigtig god introduction af de forskellige der arbejder der. Med foot secureti, civic and political rights, HIV AIDS….de goer et meget velovervejet arbejde gennem deres partnerorganisationer som vi skal vaere hos fra I morgen af.
Denne uge har vaeret en spaendene introduction til landet, som at vaere turist og lidt mere.
Jeg vil skrive min dagbog ind her lidt senere for at give et par tanker og beskrivelser med paa vejen..

Vush!Det roede landskab straaler op I mod os! Fra vinduet I flyet moeder det venlige land mig, smiler op til mig og byder mig velkommen. En cyclist en gruppe huse og flyet lander I Blantyre.
Den tykke varme luft laegger sig som en varm tryg dyne omkring mig, mens kufferter og tasker varsomt bliver lagt paa en traktoer trukken vogn.
Mine oejne er ved at trille ud af hovedet paa mig, og jeg bliver derfor staaende midt paa landingsbanen og kigger paa alle de varme moerke spaendende mennesker, lige til en politimand kommer og beder os om at flytte os.
Mens vi forgaeves spejder efter vores baggage er vi havnet I koen til at faa et stempel.
Vi blivewr moedt af Melton der glad fortaeller os om CARD, og behandler os so mom vi havde kendt ham hele livet, og var I familie med ham, og var laenge ventet.
Han har studeret development studies I England, har en kone og 3 boern. Melton har ferie, men var lige I omraadet, og ville meget gerne hjaelpe til og moede os.

Det er en fantastisk lille lufthavn, paa tagterrassen kan man sidde og kigge ud paa de smaa fly der flyver rundt I landet, og en lille flok boern og et par unge har slaaet sign ed paa kanten der og sidder og venter paa flyene skal lette, mens de droemmer sig vaek. De har ikke travlt, og sidder bare der I en stor gruppe. Vi er blevet moedt af en venlig mand der hedder Melton og han snakker glad med boernene som han ikke kinder, det smitter a fog jeg bliver ogsaa gode venner med dem. De griner og syntes jeg ser maerkelig ud, og vil gerne ha min flaske med vand.

Flyet til Lilongwe er overbooked, bagagen vaek, men vores ven Melton tar os med ud til hans Toyota, og laesser glad og tilfreds vores baggage om bagi, og Martin og jeg med. Mit livs koeretur kommer mig I moede.
Den friske vindf og varmen goer mig godt tilpas. Langs vejen gaar de afslappede mennesker paa deres helt egen afrikanske afslappede made I den stoevede rabat. 2 piger med skole uniform, damer med flotte farver, babyer paa ryggen og kaempe baljer paa hovedet, men skulder mod skulder og armene om hinanden. Grupper af drenge der bare sidder I det toerre stoev og tjatter med hinanden.
Tit hiver de en tommel I vejret, en arm, et kaempe smil, Det runger: “vellkommen” I hele min krop, og klinger I mit hoved at jeg er I AFRIKA……wouw….Vi kan ikke andet end at smile tilbage og vinke paa livet loes.
Jeg er I Afrika, Malawi, “ De warm hart of Afrika”, siger de, og det er jeg kun enig i.
Landskabet er dyrket og I baggrunden rejser bjerge sig I forme jeg ikke kender.
I et nu er det som alt uvaesentligt bliver skraellet af tilvaerelsen, af det at leve. Som at faa fortalt hemmeligheden af det at leve, at knaekke koden, et Ganske lille glimt af det harde men virkelige on the ground liv..
Deres glaede, samvhver afslappede atityde mens de gaar langs vejen til Blantyre. Hjem fra skole uden taske, med blaa skoleuniform og haender der klapper en ny sang.

Vi overnatter I Blantyre og flyver foerst til Lilongwe naeste dag. Den lille lufthavn skal lige aabne, skiltet skal haenges op, computeren startes, og det lille fly er som et duke fly der ryster I den harde vind. Vi er spaendte……..

Det er tredje gang han kommer gaaende rundt om vores bord. Skaalen med noedder packet I plastic, bearer han forsigtigt paa sit hove dog kigger stift frem for sig. I skolealderen men tvunget til at gaa rundt der, rundt og rundt. Hvem vil koebe?

Som en skygge fra bilen, staar hun bag vores bord paa drop in restaurentens oarkeringsplads.
Lille og spinkel, med en lilla haeklet hat og en sort taske. Hun tigger ikke, staar bare og venter paa at vi forslugne europaere skal blive fardige med at gufle ris og kylling ned. Hendes oejne ser langt efter vores mange rester, der effektivt bliver baaret ind af den rutinerede tjener. Hun mumler klagende med tjeneren ignorerer hende. Til sin store lettelse ser hun vi rejser os, og tjeneren har endnu ikke baaret de sidste to tallerkener ind. Hun saetter sig til bords, og spiser genert af vores aflagte rester. Vi gaar og oplevelsen sidder I brystet paa mig saa der ikke er plads til al den mad jeg selv lige lykkelig har
fortaeret.

Tidlig Morgen sol

Mentalt retarderet

Sister

“Mzungu” ha ha ha… Landsbyboernene I Zombe staar I en lille taet flok et stenkast fra vores bi log raaber halvskraemte til hinanden og til os. Mange af boernene har ikke set en Mzungu (hvid) foer., paa trods af de blot 3-4 km til markedet I Salima.
Vi sidder I bilen og venter fordi Levi e rude hos de aeldste I landsbyen og spoerge om han maa tage 3 hvide med ind I deres kirke. Ikke fordi vi ikke er velkomne, men mere fordi det vaekker helt veldt meget opmaerksomhed, og at kirken er grundlagt af en Afrikaner og at den ikke er sponsoreret af hvide.
Snakken gaar, med smil, haandkast og store armbevaegelser. Levi koerer bilen helt op til det sted I landsbyen hvor grundlaeggeren af kirken, ‘s soen bor. Han er meget glad og beaeret over vores besoeg og beder os hilse paa alle de aeldstebroedrene I kirken. Snart sidder vi stuvet sammen I deres lille stue, med jesus billeder, en traekomode, et skaevt tag, og en gammel slidt sofa. Der breeder sig en varm tyk luft, og blandingen fra alle de forskellige kropsaromaer er ikke ligefrem laekre.
Muli bwanj, ndili bwini koerer paa kryds og tvaers, alle skal igennem, og det er lige til at grine af denne lange hilsen proces. Det tager tid at faa praesenteret hele kirkens historie, og der bliver brummet og stirret paa os fra alle sider. De beslutter sig for at skyde gudstjenesten til vi har set gravstedet til grundlaeggeren og er blevet vel introduceret.
Snakken gaar stolt om deres sydafrikanske grundlaegger.
Hans gravsted er en smuk hvid bygning der er mere velholdt en familiens hus, og de aeldste fra kirken tager ydmygt skoene af inden de gaar ind I det lille hus.
Der bliver debatteret haeftigt om hvorvidt vi skal sidde oppe foran, om der skal oversaettes og meget mere, til sidst bliver de vist enige og vi gaar sammen ned til den store tome kirkebygning I udkanten af den fattige landsby lidt udenfor Salima.
Der bliver slaaet paa klokken, og vi saetter os ind I det stille rum, some r svagt oplyst af de hoejtsiddende vinduer og den aabne doer. Gulvet er ler, og baenkene stoebt ud af gulvet, og der haenger mange loevgrene ned fra tvaerbjaelkerne til minde om de afdoede.
Kirken virker uffattelig stor og tom, men en helt saerlig forventning viler I rummet. Vi saetter os paa paa en baenk og glider ind I forventnings stemningen.
Pludselig hoerer vi en smuk mandestemme singe en frase, med en helt egen haes inderlig stemme. Kvinderne svarer paa hans messeagtige frase . Sangen bliver ved, den bliver staerkere og staerkere og flere mennesker klaedt I fantastiske flotte farver kommer stille og hoejtideligt ind af doeren. De kneeler ned foran en baenk, kvinderne I den ene side, maendene I den anden, og stemmer med I den smukke sang. Det er som sangen tiltraekker hele landsbyen, og jeg ville oenske den aldrig ville slutte, jeg lukker oejnene og lader mig fylde op af deres rolige men kraftfulde stemmer.
De lange hvide praestekjoler svinger rundt oppe foran. Praesterne staar I en slags halvcirkel og lovpriser Gud med klap og den smukkeste sang jeg nogensinde har hoert. Kvinderne og boernene stemmer I og rejser sig og svinger stille fra side til side og klapper med.
Vi sidder tae tog der kommer hele tiden flere. Babyer og smaa boern sidder slappe paa deres mors ryg, med en farverig Chitenga omkring. Nogle smaasover, nogle kigger med store skraemte oejne paa de maerkelige gaester de sidder ved siden af. Det er ikke alle der naar de smaas toiletbesoeg til tiden, da de ikke burger ble. En lille pige foran os, paa ryggen, kom lige til at tisse en straale ned til vores raekke, til stor morskab for de lidt stoerre boern omkring, der fniser og pejer paa den unge mor.
Kollekten er en hel historie for sig selv, for der ryger bade penge op og ned fra kurven. Tror det er et slags Robin Hood system, det er maegtig fint. Det er primaert unge moedre der river penge til sig fra kurven.
2. kollekt, tager noget laengere tid. Foerst gaar maendene op til alteret, saa kvinderne, og deres beloeb bliver sagt hoejt I kirken bagefter. Til sidst det hele beloeb raabt op til stor jubel I hele kirken, som glaeder sig til at faa stoebt flere baenke I deres kirke.
Praediken foregaar I 5. gear I modsaetning til alt andet her I Malawi, ja lige bortset fra koereturene op og ned af vejene. Praesten har et langt fip skaeg, og peger haeftigt op I luften og ned I jorden og raaber med haes stemme om Gud og vintraer, efterfulgt af HALLELUJA, og kirken svarer AMEN. Eftersom tiden skrider frem bliver han saa energisk at han maa faa hans ven til at lease teksten op, og praesten noejes saa derfor med at raabe teksten lidt hoejere og med flere armbevaegelser end vennen der holder biblen. Det er fantastisk morsomt at hoere og se paa, da jeg ikke forstaar en bjaelde af det;)
Prikken over iet er den lille biskop der begynder at liste rundt med en lang bambuspind, som han forsigtigt prikker til folk med saa de ikke falder I soevn. Men med en gudstjeneste paa over 3 timer, uden morgenmad og van dog haardt arbejde kan jeg godt forstaa de smukke mennesker bliver traette efterhaanden.
Der bliver kigget, peget og fniset af os meget under gudstjenesten, men bagefter bliver der givet de hjerteligste ZIKOMOER (taker) jeg nogensinde har faaet. Kvinderne kommer og giver haanden paa deres hjertelige made, med lidt ned I knae, og begge haender om min, og smiler uden taender, eller med et flot turban paa hovedet.
Vi bliver indviteret paa kiks og fanta, og jeg foeler mig saa lykkelig over disse menneskers varme velkomst, og deres inderlige made at tilbede Gud paa.
Taenk hvis vi kunne velkomme vores gaester paa same hjertelige maade?

Dyt, dyt dyt
Der bliver dyttet og vi venter maks 5 sekunder og verdens gladeste mand kommer loebende I fuld fart.
Hans ansigt straaler af stolthed og det bestaar primaert af et kaempe hvidt smil.
Han maegler faa ord med Levi hver gang vi kommer og viser os hjertelig og stolt den lille plet med graes til bilen. Han er den bedste doeraabner jeg nogensinde har moedt

Harmonisk og roligt menykort

Jeg skal gaa nu de venter….jeg vil skrive de andre ned ogsaa don’t worry….
Kan ikke naa at vedhaefte, tror ikke jeg kan faa billederne ind her, det er aeldgamle computere. Det maa I have til gode…….
Tusind knus Anja

Billeder flyver hen over skærmen, lige ud i hovederne på os der skal rejse om en uge. Til en anden virkelighed går turen. Vi snakker og læser, tænker og forbereder os, men vi kan aldrig forberede os på det kulturchok der vil ramme os, før eller siden......

I den 4 år gamle dokumentarfilm beskrives for os tidligere volontøres oplevelser i Uganda og Tanzania, gennem billeder, interwiews og deres hudløst ælige ansigtsudtryk, når kameraet bliver smækket op foran fjæset på dem.

De rammes af den varme luft i lufthavnen, når hovedstaden midt om natten, og vågner op til gadebørn og sælgere, slum og kaos. Biler overalt og mudder i gaderne. De er overraskede over storbyen i Uganda. Ligesom jeg selv har de tendens til at romantiseres forestillingen om Afrika i sit farverige tøj, skønne lugte, åbne mennesker og livlig musik. De møder en mur af fremmedartedhed man ikke kan læse sig til, i nogen som helst teoribog over forberedelsestips til en rejse.

En rejse til anden virkelighed. Det var folkekirkens nødhjælps 1. hold med volontører der blev sendt afsted. Det er sådan at folkekirkens nødhjælp har 12 fokuslande, med partnerorganisationer som de støtter økonomisk. Volontørerne fra filmen havde helt andre forestillinger om det ukendte og det ramte dem hårdt hver i sær, hvad deres opgave var, hvorfor de var der, hjælpe- og magtesløsheden tog sommetider pusten fra dem. For fire år siden var der ikke noget der hed forberedelsestid, snakke om observant-rollen, undervisning i kulturmøde og længere samtaler med tidligere berejste mennesker.

Jeg er så glad for jeg ikke var i deres sted.

Den 1.havde fået to turberculosestik i armen, og fik betændelse, havde en værtsmor der drak, og måtte arbejde meget hårdt i bommuldsmarken, derhjemme, med de 8 børn, og var indvolveret i organisationens arbejde udover.

Den 2. fik frygtelig hjemve, var blevet placeret 100 meter fra en bace hvor de trænede børnesoldater, græd meget tit og følte sig helt forkert i familien hvor begge forældre var døde af AIDS og en enlig tynd bestemor tog sig af 7 børn i kummerlige forhold.

Den 3. blev til stadighed betragtet som en slags Gud, fik mad hele tiden, og måtte ikke røre en finger, mens den 4. havde en værtsbror der insisterede på at læse avisen højt for hende selvom hun godt kunne læse, og at han i øvrigt ville giftes med hende.

Nogle af disse volontører troede de skulle ud og redde verden på et halvt år. Et så barnagtigt og idealistisk forhold til ulandsarbejde og deres mening med opholdet skal man lede længe efter.Vi var alle på mit hold chokerede.

Jeg er så taknemmelig for denne forberedelsestid med de mange foredrag, videoer, snakke, diskusioner, tid til at læse og fordybe sig og blive kendt med de andre volontører. Heldigvis er de fleste af os meget klar over vores rolle det næste halve år. Vi skal observere, lære om langsigtet bistand, lære en ny kultur at kende som et slags feltophold for en Antropologistuderende. Vi skal suge til os og formidle herhjemme. Det er også derfor jeg bl.a har startet denne blog, kære læser.

Der er en tendens til at vi hænger meget rundt her, som en slags efterskolefluer, der socialiserer, drikker kaffe, spiser kage og spiller fodbol samt klodsmajor. Men denne aften tror jeg der gik en hvis alvor op for hver enkelt af os..........

Jeg trænger til at være lidt mere alene også. Tænke skrive og lære mere af lokalsproget samt lave huskelister til alt jeg skal nå lige inden afrejse.

Så mange gode råd og tips til det ene og andet, intet er for småt til at blive snakket om, og lavet huskelister på.

I morgen har vi et skriftligt formidlingskursus så jeg kan gøre mig mere forståelig gennem denne blog, og i mine artikler. Mørket er for længst faldet på, og en dag i morgen kalder.