Fra Landsbybeboer til Backpacker med alt for meget I sin taske!
Vi paa vejen igen!!
Aldrig har jeg transporteret mig selv paa saa mange maerkelige maader.
Liggende sovende I ske, seks mennesker paa et lille lad. Stoppet sammen 25 mennesker I en bjergambullanse. Paa skoedet af en gut med en braekket arm. Med 5 saekke kassavaer (Afrikanske kartofler), og 20 malawianske kvinder med majs og store pakker. I busser med smaa saeder og “altid plads til en til mentaliteten”. Vi har sovet I telt og levet budget, pruttet om priser og oevet os I teamwork. Nu det snart jul, og vi skal danse omkring en palme og synge fra julehaefter som Simons farmor har sendt ned til os.

Alle Malawianere bor da I lerhytter, goer de ikke?
Paa toppen af et bjerg ligger Livingstonia. Og et syn uden lige moeder mig. Flotte bygninger, skoler og hospitaler, og et museum, universitet og et bibliotek med Computere? Hvor er vi? Jeg gaar ind paa museet og faar af vide at en hvis Gordon Brown var her. Han var missionaer og der er en kaempe skotsk kirke. Mine sko er tunge af mudder og mine tanker koerer. Teknisk universitet, laererseminar og hospital, og det fungerer.
Hvilket tilfaelde!
Regnen vaelter pludselig ned, og vi soeger ly paa en terrasse.
Efter lidt tid kommer en rar gammel mand ud, med overskaeg og sideskilning I sit graa krusede haar. Han byder os indenfor, og hans lille kone med groen bowlerhat paa skraa og et dejligt smil, saetter the og hjemmebagte boller frem. Her sidder vi I deres stue og stirrer forbloeffet paa fasciliteterne. Sofaer, klaver, badevaerelse med badekar, koeekken og alt hvad hjertet begaerer. Den gamle mand begynder at fortaelle.”Da de hvide kom hertil vores egn, loeb alle hen til hulerne for at gemme os. Men den hvide mand sagde:-I skal ikke vaere bange for mig, og hyrede tre mand til at baere hans bagage og arbejde for ham. Den ene var min morfar!”, fortaeller han mens han peger op paa et falmet billede paa den tapeserede vaeg. Vi kigger paa ham og klaveret og han fortaeller om sin musikuddanelse I Londan. Han har komponeret utallige kor til den prespyterianske kirke I Malawi, skriver noder og minder om en engelsk bedstefar. Hans kor lyder engelsk og vaelkendte og vi kan naermest nynne med fordi det er saa I orenfaldende.
Hans datter studerer ogsaa I london og han viser os stolte sine diplomer og eksamensbeviser. Pludselig hiver han en bog frem jeg lige har koebt, og fortaeller at han fra et baand har skrevet folkemelodier ned til bogen. Foer I tiden kendte han ikke til Copyright, og han var engang udsat for at en hvis gut tog alle sine kladder paa korvaerker med til London og udgav dem uden han fik en krone. Han er en hyggelig fyr, og jeg nynner en Kenyansk folkevise for ham som han kender og vi synger den sammen. Jeg er glad for moedet med manden, og spiller og synger lidt norsk folkemusik for ham. Han lyser op. Jeg spoerger om han stadig bevarer sin smukke Malawianske sang tradition, og kultur. Han kigger lidt ned I jorden og fortaeller at han syntes det var svaert at laere klaver paa musikstudierne I London, og at teorien hang langt bagefter. Jeg kigger undrende paa ham, og forklarer spoergsmaalet igen. Han er naermest uforstaaende. Min egen kultur. Min tradition? Til sidst finder hans kroellede fingre guitaren og han synger en slags Malawiansk vise med sin spinkle stemme.

Gir’ du en kop kaffe?
Vi ankommer traette til Chakaka efter 3 timers rask gaatur opaf de mudrede bjergveje, hvor bilerne for laengst har opgivet deres gang. Vi er omgivet af groenne frodige bjerge og kaffeboender. Vi slaar telt op midt paa kaffeplantagen. “Kan vi koebe en kop kaffe?” Det kan vi men foerst I morgen, fyren skal nemlig hoejt op paa bjerget, riste og male boenderne for os. Det smager fantastisk der midt paa plantagen. Han fortaeller at en hvid man I 60 erne kom med froene og spurgte om de ikke ville dyrke. Folk gik med til det og nu er de 360 boender tilknyttet et lille Kaffecoorporativ der salger til Mzuzu kaffe. Bonden med den gule undertroeje der lige knapt kan haenge fast paa skulderen, fortaeller at chefen nu ikke er nem at arbejde med. De skal ha 100 k, for et kilo boender uristede. Men de afleverer altid saekkendetil en truck der ikke betaler dem direkte, og naa betalingen staar for doeren er bosserne altid forsinkede og fortaeller at de kun kan faa 30 k for deres boenner. Jeg snakker med ham om rettighedder og at de maa proeve at slaa haanden I bordet og lave nogle nye aftaler, men det ser ikke ud til det er saa nemt. Men han er glad for at vaere kaffebonde og salger ogsaa haanding som de fleste andre boender her I bjergene I nord.

Tak for gaven?
Cathterine min vaertsoster skal I 8. klasse, og jeg taenker at den bedste gave maa vaere en skolebog I Social Studies…….
Hun jubler og det lyser af stolthed ud af oejnene paa hende. “Er hilsenen paa dansk?” spoerger hun min vaertsmor? Jeg kigger forskraekket paa hende. Alt undervisning hun har haft de sidste 5 aar har jo vaeret paa engelsk, og hun kan ikke laese min simple hilsen foran bogen paa engelsk. Jeg har lyst til at rive mig i haaret. Hvorfor er skolesystemet her paa engelsk? Det er jo haabloest at uddane de unge paa engelsk naar de ikke engang kan se at en simpel julehilsen er paa engelsk!

Saa kom regnen!
Alt blomstrer og spirer. Hvor der foer blot var toert roedt sand spirer nu smaat groent graes. Tropevarmt og fugtigt! Jeg sveder. Folk gaar med paraplyer og bliver inde I deres smaa huse naar de vaerste skyld vaelter ned. Smaa stier bliver omdannet til mudder der er totalt ufremkommeligt.
Alle for pludselig travlt I de mudrede marker, hvad der foer er blevet udskudt til I morgen, skal nu goeres I dag. Kuponner bliver hentet, og der indloeses kunstgoedning I store saekke. Dramaer uden lige udspiller sig! Kurruption pga. Kunstgoedning og et drab fra Politimaend I Lipiri er hverdag pga. Kunstgoedningens skaeve fordeling.
Men hvad med goedning? De fleste boender har jo mulighed for at lave en fremragende kompost, med gedelort, madrester og mangoskaller. Grav et hul og held blade og aske fra baalet I? Men hver morgen bliver gedelorten og alt det andet fejet hid og did og bliver ikke brugt til noget nyttigt. \\

Nanzikambe! (Teater I verdensklasse)
Der er moerkt I salen og teaterforestillingen loebes igang I modsaetning til derhjemme hvor alt er time. Lidt komedie der lokker folk til og salen bliver I loebet af en halv time nogenlunde fyldt. Vi er I Lilongwe og der er ikke mange der kender dette lille kultursted, da det primaert har vaeret teater for de hvides boern I skolen. Med nye ejere og nye visioner koerer stedet fint nu, der er bare flere der skal vide om det.
Nu gaar teateret igang. Det er som at vaere til en formiddabel teaterforestilling I Tjekiet bortset fra at her synger og danser de hundrede gange bedre. Det er en oplevelse uden lige, og jeg leder paa programmet efter Skuespillernes nationalitet, baggrund og uddanelse. ALLE er amatoerer, frivillige og har en anden uddanelse end skuespillere. Jeg er molloes. Flotte effekter, kostumer, video, masker, dans, humor, og yderst relevant emne. DEMOKRATI! Der bliver diskuteret haeftigt efter forestillingen, og gruppen sigter da ogsaa mod at oplyse med deres teater.
Det rykker!

JULEGAVER!
Paa SASO (Salimas Aids Support Organisation) hvor jeg har vaeret de sidste to maaneder, har modtaget en god portion penge fra folkekirkens noedhjaelp, maerket Julegaver. Ved du hvad det er?
Jo det er husdyr, med kursus, og det er verdens bedste julegave for mange familier der mangler et lille input for at bryde ud af en cirkel af fattigdom. Det samme sker paa Chisomo Childrens Club, hvor tidligere gadeborns familier besteammer sig for et husdyr og sender en ansoegning.
Flere af os volontoerer har boet og vaeret I landsbyer som har faaet kaempe glaede af disse husdyr. Geder, hoens, hjaelp til koekkenhave mm.
Drop det nye playstationspil, og den elektroniske vinoptraekker paa jul, og koeb en julegave fra folkekirkens noedhjaelp!

Taarekultur
Vi evaluerer med vores partnerorganisationer, og de naevner at vi er for unge fordi vi graeder med taarer. Jeg taenker saa det knager, jeg foeler mig ikke for ung til det her, og taarer og graad er jo dybt naturligt I Dansk kultur. Vi graeder over en kaereste, naar noget gaar os paa, over savn eller selv I biografen. Men her sidder 12 ledere af organisationer der har misforstaaet vores taarer. I Malawi graeder man ikke aabenlyst, og slet ikke over bagateller. Jeg har kun en gang set en kvinde graede, og det var af bekymring over sin mand!
Men med saa meget sygdom, komplikationer og alt de maa igennem til tider, forstaar vi jo ikke hvordan de kan lade vaere med at graede.
“Maybe it would help us if you could warn us! Now I am going to cry. It is so difficult for us to understand, and we get very wooried.”
Vi kan ikke lade vaere med at grine af den kaere mand, men han mener det jo dybt alvorligt. En komisk scene udspiller sig I mit hoved, og jeg sprutter af grin

Intet gaar til spilde
“Skkkkrrr…--“ “skkkkkrrr…--“
Vi sidder og spiser sidste morgenmaaltid I regnvejr I Mkhuki, min vaertsmor og to doetre. Jeg taenker at det bliver sidste gang jeg skal vaere vidne til den irriterende lyd af en ske der skraber det braendte groed ud af gryden. Der staar massere af groed stillet frem I en skaal, men de vil ikke spise af den foer jeg har spist, og der skrabes loes. Har du smagt braendt rissengroed? Og der skrabes, og jeg eksploderer…..naesten

”Boern med vaerdighed er selvstaendige og ansvarsbevidste!”

Chisomo Childrens Club i Malawi sigter mod en langsigtet forandring i livet af gadeboern under 14 aar. Med ”Haab” og ”En fremtid” som kerneord i deres mission, hjaelper de gadeboernene tilbage til deres landsbyer hvor kvalificerede medarbejdere raadgiver familier til selvstaendighed og underviser boernene i deres rettighedder saa de selv kan tage ansvar.

”Vi havde et afhaengighedssyndrom med vores udstrakte haand!”, Hawadi Jafai, 14

”Det var de hvide der gav, jeg syntes det var fedt, men jeg var afhaengig af det og gik ikke i skole!” Hawadi Jafai, 14

”Den lille dreng haler op paa siden af mig. Med fremstrakt haand siger han i takt med sine faste fodtrin, som en slags rap. ”Give me, Give me, Give me!” Jeg proever at smile til ham og klasker min haand i hans lille snavsede en, med et ”high 5, men han syntes absolut ikke det er spor morsomt at klappe kage med mig. Han er sulten!”

”Han sidder lige paa hjoernet ved pengeautomaten- det er allerede blevet moerkt. Med et stykke pizza i haanden, er jeg paa vej tilbage til hotellet. Jeg giver resolut pizzastykket til drengen!
Det er foerste og eneste gang jeg har givet til et barn der tigger, og jeg fortryder det bittert!”
--------”Hvorfor?”

Mørket sænker sig over hovedstaden Lilongwe i Malawi. Kvinder med farverige tørklæder, babyer og indkøbsposer lunter ud af det oplyste indkøbscenter i den gamle bydel. Et par gadedrenge står med fremstrakt hånd og venter på 10 Kwacha fra den næste hvide turist. Butikker bliver lukket ned og nattevagter sætter sig klar på verandaerne mens et par drenge lægger sig til rette på papkasser i hjørnet. Auspicious Ndamuwa, socialarbejder fra Chisomo Childrens Club, kender drengene og snakker lidt med dem. Han fortæller, at fordi disse drenge ikke selv er interreseret i at blive hjulpet tilbage til deres landsbyer og værger, samt at genoptage skolegangen, kan Chisomo ikke gøre mere for dem. (Chisomo Childrens Club er en organisation der arbejder med at rådgive børn på gaden til at søge tilbage til deres egen familie eller landsby, genoptage skolegangen og gøre den enkelte familie i stand til fx. at tage et lån til at kunne tage sig af sine egne børn v.h.a en lille familiebuisness eller nye husdyr.)

”Haab” og ”En fremtid”

”Jeg kunne koebe hvad jeg ville, og selv bestemme!”, Hawadi Jafai, 14
De tre drenge sidder i blå plastikstole på Chisomo-centeret og dingler med benene mens de kigger nysgerrigt og lidt skeptisk på mig og min mikrofon. ”Jeg boede på gaden i 2 år”, fortæller Hawadi Jafai på 14, som nu er flyttet hjem igen til sin mor der har taget et laan og faaet raadgivning hos Chisomo. Hawadi er lille af vækst og fortæller med hæs og genert stemme om livet på gaden mens han kigger med blanke øjne ud af det støvede vindue. ”Nogle gange når jeg havde tjent noget kom de store og slog og sparkede for at tage mine penge. Jeg tjente gerne mellem 80 og 100 kwacha (ca. 4 kroner) på en dag, og det var de hvide der gav mig penge. Vi sov tit paa butikkernes verandaer paa papkasser og jeg var kun bange hvis jeg skulle sove alene. Jeg gik ikke i skole. En dag kom der nogle fra Chisomo, og jeg var bange for dem fordi jeg troede de var nogle der solgte børn, og måske ville misbruge mig, men de købte et godt måltid mad til mig og snakkede med mig. Jeg besluttede at tage med hen til deres center dagen efter. De fortalte at de ville hjælpe mig og min familie, og spurgte om jeg ikke ville prøve at tage hjem og starte i skole igen. Jeg havde ikke lyst, for hjemme var der normalt ikke mad til os alle, og mig og mine søskende tiggede på gaden fordi vores far er død og min mor ikke tjente penge. Jeg delte ikke mine penge med familien og kunne godt lide at kunne købe det jeg havde brug for selv,” siger Hawadi skamfuldt. ”Jeg var bange for at tage hjem og fortaelle hvor jeg havde vaeret, men efter et par dage accepterede min mor mig. De lavede en lille mappe om mig på deres kontor, og fordi min mor har taget et laan kan hun nu saelge kul og koekkengrej på markedet. I skolen tog de sig paent af mig da jeg kom tilbage. Jeg var bange for at jeg ikke ville kunne foelge med og blive holdt udenfor, for det havde jeg hoert var sket (ske) for nogle andre drenge,” fortsaetter Hawadi. ”Det er dejligt at spise 3 gange om dagen, og jeg er rigtig glad for at være tilbage i skolen, for jeg vil gerne være en læge der kan hjælpe alle dem der er saa syge her i Malawi.” Hawadi kommer på Chisomo centeret to dage om ugen for at modtage undervisning i livsfærdigheder, spise en omgang mad og spille fodbold med alle de andre drenge. ”Jeg kan godt lide at spille fodbold for så føler jeg mig saa staerk og glad. Vi kommer rundt til nogle andre steder og spiller turneringer og det er fedt at vaere sammen med de andre drenge, men nogle gange er det også lidt farligt hvis man bliver fældet eller vrikker foden om”, smiler han genert. ”Vi syntedes det var fedt at de hvide gav os penge, men det skabte et afhaengighedssyndrom i mig og drengene”, siger han og peger paa de andre. ”Vi var saa afhaengige af dem der gav, at vi ikke kunne staa paa egne ben, og var holdt fanget i at tigge!”, siger han mut. ”Det var ikke engang saerlig meget vi tjente, og uden uddanelse kommer man jo ikke langt”, forsaetter en taenksom Hawadi. ”I dag laerte vi om forskellen mellem boernearbejde, hvor vi ikke bliver ordentligt betalt og udnyttet, og arbejde for boern, hvor vi faar god loen og gode arbejdsforhold”, fortaeller han stolt og kloegtigt med en lille vis mine.

”Det er bedre at gaa i skole, faa saa kan jeg blive laege for gadeboern og bekeampe fattigdom i Malawi!” Tikhala Chilewbwe
”Jeg var så træt af at vaere storebror til 6 soeskende og at vaere sulten, saa jeg begyndte at vaere mere i byen for at finde noget bedre”, fortaeller en staerk og glad Tikhala Chilewbwe på 15. ”En af mine venner hang meget ud på gaden og han lærte mig at sælge plastikflasker og andet skrammel.En dag blev jeg derinde og sov paa gaden i to doegn men mødte en medarbejder fra Chisomo og besluttede hurtigt at tage hjem igen, hvor min mor var rigtig glad for at se mig fordi hun havde været meget bekymret for mig.”, siger han med et skaevt drenget smil, der maa kunne charmere enhver Malawiansk teenagepige. ”Jeg arbejder selv nu om lørdagen til bryllupper hvor jeg sælger snacks. Det tjener jeg 350 Kwacha på, og (jeg) har min egen konto her på centeret hvor jeg putter mine penge ind. Det er kun dem der gaar i skole der bliver hyret til serveringsarbejdet, saa de fleste af os gutter passer vores skolegang!”, griner han. ”Ej, jeg tror virkelig paa uddanelse. Det er vejen frem, helt klart!”, retter han lige sig selv. ” Jeg er glad for livsfaerdighedsundervisningen her paa Chisomocenteret, især når vi snakker om børns rettigheder og afholdenhed fra sex for at passe paa den der HIV-virus. At vi må tro på det vi vil, og at vi ikke maa stjaele kan jeg huske de fortalte om,” siger han eftertaenksomt. ”Vi laerer at tage ansvar for vores eget liv, at have pligter, og det der med rettighederne handler jo ogsaa om mine rettigheder saa det kan jeg godt li’! Min mor og far har det godt, men der er en dum butik tæt på hvor jeg bor, hvor de sælger “masese” (hjemmelavet spiritus), og det skaber problemer, for nogle gange drikker jeg nemlig også noget af det- men ikke når jeg har det godt”, smiler Tikhala stort. ”Når jeg bliver stor vil jeg også være læge, men det skal være for gadebørn, og jeg vil hjælpe dem og vejlede dem og kaempe for et land uden fattigdom”, siger han fast besluttet! Hans glaede og vilje skaber latter og haandklap mellem drengene i det varme og fugtige kontor, og den energiske socialarbejder Auspicious Ndamuwa. aabner et vindue, saa lyden af de mange drenge der spiller en hed fredagsfodboldkamp udenfor, akkompagnerer drengenes historier.

”Det jo ik sjovt at gaa i skole med saa stort haar at alle kan se at jeg ik’ har penge til at holde det paent. Hvad ville du sige til at tage i skole uden skoleboeger, kladehaefter og en pen, med tom mave og ingen penge til mad i pausen? -Saa hellere tigge paa gaden, taenkte jeg!”
Henere Robeni paa 12 stirrer ned i gulvet med store poser under oejnene. Med hans spinkle og drengede, men beslutsomme stemme, fortaeller han om den store forandring i hans liv efter han moedte socialarbejderne paa Chisomo, en dag ved en skraldespand i citycenter. ”Jeg boede hos min mormor paa det tidspunkt. Min mor havde aldrig penge til mad fordi jeg har 4 soeskende. Jeg fik en daarlig vane med at blive hjemme fra skole, og hang tit ud i min mormors bar, men der laerte jeg at loese mine problemer med vold. Det var jo ikke saa smart, for i skolen blev det ikke bedre af det.
Det jo ikke sjovt at gaa i skole med saa stort haar at alle kan se jeg ik’ har penge til at holde det ordentligt! Hvad ville du sige til at tage i skole uden skoleboeger, kladdehaefter og en pen, med tom mave og ingen penge til mad i pausen? -Saa hellere tigge paa gaden, taenkte jeg! Nogle gange sov jeg paa gaden, og naar min mormor spurgte hvor jeg havde vaeret loej jeg og sagde jeg havde vaeret ude og lege med mine venner. Jeg var sammen med min ven da dem fra Chisomo kom. Jeg loeb vaek, men han kendte dem og sagde vi kunne snakke med dem.” Henere holder en lille pause i talestroemmen og skaever over til Auspicious der oversaetter paa livet loes. ”Jeg er glad for at de vejledte mig til at begynde i skole igen. Min mor tog et laan hos dem, og nu saelger hun ”mandazi” (lokale friturestegte melboller) og koekkengrej. Vi spiser 3 gange om dagen og jeg er glad for skolen for jeg har ikke skulle tage nogle klasser om!”, smiler Henere stolt. ”Jeg vil gerne vaere en staerk soldat naar jeg bliver stor. Saa kan jeg straffe alle dem der stjaeler, og soerge for at alle bliver behandlet retfaerdigt!”, siger han bestemt. ”Jeg vil forsoerge min familie med de penge jeg tjener som soldat! Lige nu hjaelper jeg med at saelge petroleum og majs, men jeg vil hellere saelge slik og smaakager!”

”Lav en positiv plan for din fremtid, prioriter dine problemer og find stabile loesninger!”
Grace Tsakama har været daglig leder på Chisomo Childrens Club i Lilongwe siden 2004. ”Jeg havnede her fordi jeg havde en længsel efter at hjælpe gadebørn tilbage til deres landsbyer og se dem tage ansvar for sig selv, istedet for at tigge og stjaele paa markedet og gaden.”Vores vision er at give gadeboernene vaerdighed og goere dem opmaerksomme paa deres rettigheder saa de kan soege en varig og stabil forandring i deres liv! Gennem vores undervisning oensker vi at de skal undgaa afhaengighed og bygge deres eget haab for fremtiden.”

”Det jeg godt kan lide ved den måde vi bliver støttet af Folkekirkens Nødhjælp, er at de opmuntrer alle os partnerorganisationer ligesom MIA (Malawian International Aids Organisation) eller SASO (Salima Aids Support Organisation) til at laere fra hinanden, og det goer at vi har et taet samarbejde. De har laert os at opdele vores arbejde i sektioner med forskellige emner og budgetter, og de bruger altid lokale undervisere der kender vores kultur og arbejdsgang,” siger hun med et intenst blik.

Gadeboerns rettigheder hoerer sammen med ansvar!
”Vi modtager snart en portion penge der hedder ”Christmas gifts!” Dem skal vi bruge til at købe lokale geder og høns som skal distribueres til nogle af de tidligere gadeboernsfamilier. Det er et slags lån, så familien giver en ged videre når den føder to, og det samme med kyllingerne.” Hun forklarer videre at Folkekirkens Noedhjaelp arrangerede for medarbejderne paa Chisomo at modtage kursus fra landsbybeboerne selv, som modtog dyr sidste aar. ”Folkekirkens Noedhjaelp opmuntrede dermed virkelig til selvstaendighed, da det var landsbybeboerne selv, der underviste os!”, klukker Grace med sin haese stemme.
”Det er vigtigt for os at familierne arbejder selvstændigt og ikke er afhængige af os. Vi rådgiver og bygger en bro mellem barnet, storfamilien og landsbyen.” Malawi har ikke haft demokrati i mere end 10 aar, og det med rettighedder paa alle planer er stadig meget nyt. Chisomo underviser baade i ligestilling mellem koennene og fortaeller familierne hvad boernerettighedder egentlig er, da mange har den opfattelse at det bare laerer boernene at svare igen og vaere dovne. ”I oejeblikket har vi givet et lille laan til 60 hushold styret af kvinder saa de kan starte deres egne indkomstskabendeaktiviteter,” fortæller den store rolige dame med det dejlige smil. I modsaetning til microfinans og de andre ellers yderst effektive laan folk tager i Malawis nationalbank, forlanger Chisomo ikke nogen renter. Kvinderne betaler ganske simpelt det samme beloeb tilbage, som de har laant. ”Man kan sige at vi uddanner familierne til en solid livsfoerelse, og vi siger foerst farvel til dem naar de klarer sig godt.”, paapejer Grace. I en aarlig rapport til Folkekirkens Noedhjaelp beskriver de styrker og svagheder, samt at goere rede for budgettet.

Vi er alle broedre og soestre
”Vi ønsker at delagtiggøre børnene i vores beslutninger. De vælger tit selv temaerne i undervisningen og skal selv godkende nye socialarbejdere der oensker at blive ansat. Vores mål er at få børnene til se andre løsninger på deres problemer derhjemme, istedet for at gå på gaden i Lilongwe. Vi lægger stor vægt på tilliden og kontakten mellem ansat og barn.”
Grace sidder og troner paa sin stol mens der med jaevne mellemrum kommer medarbejdere ind paa hendes kontor for at spoerge efter det ene og andet, og en snarlig tur til Lake Malawi skal lige arrangeres.
”Vi rækker langt med Chisomo, da vi har et center i syd-, central- og nordregionen. Der er børn der er udsat for børnehandel fra nord, i Mzuzu, helt ned til syd i Blantyre, og vi er i stand til at hjælpe dem tilbage til deres oprindelige landsby, selvom den maaske er i nordregionen, fordi vi laver opsøgende arbejde på gaderne i vores tre storbyer.”
I Malawi har børn, i modsætning til i Danmark, et stort sikkerhedsnet i deres landsby, for begrebet storfamilie er i den grad stadig en realitet i Malawi. Alle kaldes brødre og søstre og har du mistet dine forældre eller værge er der stor sandsynlighed for at andre i din lokale landsby tager dig til sig. Problemet er at med de begrænsede ressourcer som mange familier lever under i Malawi, kan det være svært at brødføde et barn mere, hvis børneflokken i forvejen er stor. Men viljen og kærligheden er der til at tage sig af sine naboers børn.

Education is Power
”Når vi går på gaden og møder børnene, følger der et grundigt opfølgningsarbejde hvis børnene er interesserede i at modtage hjælp. Vi laver faktisk fortalervirksomhed for børnene i deres egne landsbyer, for tit er de diskriminerede (imod) og har begrænsede rettigheder når de kommer tilbage. Vi opsøger familien og går i dialog om hvorfor barnet ikke bor i landsbyen mere. Vi spørger begge parter indtil de fortæller os samme grund. Den mest anvendte støtte vi giver er lånet, og nye input til husdyr. Det at vi har en organiseret virksomhed i bryllupsservering fra gadebørnene gør at de faktisk kan blive bestilt til at servere til bryllupper, og de sparer dermed selv op til skolematerialer og andet de har brug for. Vi sørger for de bliver registreret i den lokale folkeskole, og vi opsøger tit også den lokale kirke og landsby-høvdning for at så mange som muligt skal være opmærksomme på det hjemvendte barn.”
Chisomo er en trosbaseret og ikke regeringsstoettet organisation, startet af den frikirkelige menighed ’Living Waters Church’ i 1994. Alle medarbejderne, ogsaa de frivillige fra de kirker der samarbejdes med, har faaet uddanelse i at respektere boerns ret til at tro hvad de vil. Det er vigtigt for Grace at slaa fast at troen ikke er et krav for at hjaelpe boernene, kun det at de er villige til at genoptage uddanelsen.
Det nybyggede laeserum paa centeret er veludstyret med boeger, (en) videomaskine, tegnematerialer, og et godt laesemiljoe, men hvad med dem der er for gamle til skole, eller ikke kan?
”Vi stoetter med uddanelse i mange forskellige former”, fortsaetter Grace. ”Vi har fem drenge der har faerdiggjort en haandvaerkeruddanelse i deres lokale landsby. Vi hjalp dem med at identificere deres haandvaerk- mekaniker, skraedder, smed eller snedker- og betalte ganske simpelt deres laeretid. Nu da landsbyerne har set deres paalidelighed og dygtighed blev de umiddelbart efter ansat, og arbejder nu og tjener egne penge!”

Hvad med pigerne?
Desvaerre er de fleste piger der lever paa gaden i Lilongwe involveret i prostitutionsarbejde, selvom de ikk er mere end 14 aar. De haenger isaer ud paa en gade der hedder Devilstreet. ”Vi har sovepladser her paa centeret og en uddannet sygeplejerske der sover her fem dage om ugen. Gennem taet samarbejde med vagter i gaderne og politirunder, er vores medarbejdere, som er med ude paa natpatruljer, i stand til at identificere dem der udnytter pigerne og pigerne selv. Politiet er blevet mere opmaerksomme paa at anholde misbrugerne, da det er ulovligt i Malawi at have samleje med unge piger.” Grace fortaeller at det er et braendende emne de vil fokusere mere paa i det nye aar, for paa nuvaerende tidspunkt er der kun to piger der goer fast brug af centeret i Lilongwe.

’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’

Jeg har koebt en groen og spraglet hjemmesyet Malawiansk dress. Og aldrig foer har jeg faaet saa mange smil og kommentarer fra kvinder. Det er hyggeligt. “You look so smart in that dress!” “Wow, like a real Malawian!” “MMM, you look good!” Det er saa anderledes end derhjemme, det kan vi da ikke sige til en tyrkisk kvinde der ellers normal gaar med traditional beklaedning men pludselig har traadt i et par cowboybukser. Men det er rart at de er stolte af deres traditionelle beklaedninger her og det er fint at ha det paa….

Knirk..k..knirrk…
Jeg er paa en dampa (Malawiansk cykeltaxi) paa vej til Marked for at koebe en tromme og noget brugskunst at tage med hjem. Det er varmt men dejligt at sidde bagpaa cyklen istedet for selv at kaempe kampen. Pludselig staar manden af, og jeg goer det samme. Der ligger birke grene paa vejen og det betyder enten uheld eller doed, da der ingen bil er I sigte ved vi begge at der er en der er doed. Han tager hatten af, og mine solbriller. Det er yderst respektloest I Malawi ikke at staa af cyklen og tage hatten af naar der er doed i naerheden. Jeg elsker deres tradition, for de er alle broedre og soestre og viser konstant hinanden aere og respekt selvom de ikke kender hinanden. Vi gaar i lang tid, indtil vi kommer til det sted hvor birkegrenene er lagt ud igen og vi kan staa paa vores cykel.
Taenk hvis vi I Danmark I taetbebyggede omraader viste I det mindste hvad vores naboer hedder, og derefter holdt styr paa om deres naermeste eller dem selv var doede.......
Selvfoelgelig kan vi ikke staa ud af vores biler og skubbe dem naar vi ser et flag paa halvt, men vi kan vaere tilstede med vores paaroerende naar de ligger paa hospitalet eller har det svaert og vi kan vaere opmaerksomme paa vores naboer....Jeg ved fx ikke hvad mine hedder i Kokkedal, det maa jeg hjem og goere noget ved...

En afsked saa fin.........
”Hvor er mine billeder!”, hvis ikke du har dem med kommer du til at hoere fra mig paa mailen. ”Vi hoerer du har skrevet for Chisomo.......hvad med os paa Saso?”..........jeg har lyst til at skrige hoejt og transformere disse maend om til flinke rare kvinder. Selvom de ikke mener det ondsindet kender de ikke til ligevaerd mellem kvinder og maend, og de er yderst uhoeflige nogle gange. Billederne var jo mine, og jeg havde sagt jeg ville tage dem med, og havde dem med. ”If you speak like that , you better bee quiet!”, jeg koerer op i en spids men saa kan de laere det. Og jeg har jo skrevet for dem........

”Skidtet skal blive her!!”
Jeg vasker og skrubber paa livet loes i aftenmoerket. Jeg vil gerne ha rent toej med paa ferie. Jeg haenger det sirligt op paa snoren i moerket, og splatter rundt i bare taer i mudderet ved huset. Det har regnet, og jeg glider rundt, men med sko er det endnu vaerre. Ved hvert stykke toej klemmer det kolde klamme mudder sig op mellem mine taer. Hvis jeg taender petroliumslampen kommer der saa mange myg og fluer at det ikke er til at traekke vejret, saa jeg goer det hellere i moerke. De kan li fugten og alt vandet og lader intet menneske gaa i fred..........
Ved morgengal aander jeg lettet op, dette er min sidste hele dag hos familien Banda. Det er en saerlig dag, for Daliya har hyret en oksedreven plov som en ven og hendes to boern skal drive. Det er ikke okser som vi kender dem, de har kaempe horn og jeg er lidt betuttet ved dem, for boernene slaar dem med store grene, som vi andre banker taepper, for at faa dem til at adlyde. Pludselig loeber okserne med de alt for store horn forkert vej, og tror du ikke at de som enhver anden rigtig tyr ville goere loebe lige imod mit toej paa snoren selvom det ikke engang var roedt. Snoren knaekker, toejet haenger i ploven, paa hornene, ligger i mudderet, og jeg har lyst til at bande hoejt, men det goer jeg ikke for det er bare ikke paent. Jeg raaber op paa dansk og siger at sidste gang sku jeg ogsaa vaske mit toej 3 gange for snoren blev ved med at knaekke.....Ihh......De grinede hjerteligt af tyrene og mig der faegtende og spruttende svuppede rundt i mudder for at fiske mit toej op.........
”Skal du ikke ogsaa vaske din taske og dine ting”, spoerger Daliya oprigtigt foraget. Jeg forklarer hende at de hurtigt bliver beskidte naar jeg rejser rundt. Hun pruster og stikker naesen i sky. ”Skidtet skal blive her”. ”Vi vasker vores ting og de bliver beskidte igen, saadan er det bare her” Pludselig forstaar jeg hendes frustration, det er uvaerdigt at jeg ikke vasker tingene og slaeber deres mudder viddere. Det er uvaerdigt for hun vil vise sin bedste side. Hun er allerede gaaet irriteret vaek, med sin afslutningssaetning. Hvis ikke du vasker det, goer jeg! (Dermed basta) Der er intet valg, den sidste respekt jeg kan vise hende er at rejse derfra med en skinnende cykkel, nyvaskede sandaler, toej og tasker.

Glade jul.......
Efter at have kvaernet en haribomix, sendt express fra DK, og sagt nej tak til at drikke et par oel med de andre, ligger jeg paa en hotelseng saa fin med ventilator i loftet og andre elektroniske lyde og taenker paa familien jeg lige har forladt. Paa hvor kort tid siden det er jeg var paa selv samme hotel og intet vidste om landsbylivet i Malawi. Jeg foeler mig lidt hul og tom indeni, og langt vaek fra det der virkelig taeller. Mine egne. Min familie, mine venner. Glade jul Anja. Men det kan jo ikke vaere rigtigt. Jeg har jo droemt om Karbad de sidste 3 uger, og pizza og slik, men det foeles saa hult og tomt.
Jeg aabner breve og bliver straks varm og glad indeni, og finder ny energi i at planlaegge ferien til Nyika.........
Nu kan jeg sige det med et smil paa laeben
Glade Jul, aldrig mere fieldstay, skorpioner, fugleedderkopper, mus, slanger, hunde, myrer, misforstaaelser og andet spas for denne gang.......
Glaedelig Jul

Musik, den hørbare livskilde!

”Jeg er cellist!” ”Hvad for en rellish? Er det noget man kan spise?”
Jeg prøver at forklare at jeg er musiker.

”Nåh, hvor dejligt syng mig lige en sang så!”

Musikken i hjertet!
Jeg vågner under mit myggenet på den lerklinede terrasse i familien Bandas ranch nær bushen i udkanten af distriktet Salima i det centrale Malawi. Lyden af morgensolen der står op, hanens ekstremt høje inaverende: ”Nu er det tid til at gå i marken!”, lader ingen sover længe. Bushfuglene synger legende med toner vi ikke kender i Danmark og gederne står omkring mig og bræger med deres spæde menneskelignende stemmer om kap med hundene der gør. Ny musik i mine ører. Det er morgen i Mkhuki.

Celloen og mit eksamensbevis fra DKDM ligger i Danmark og venter på mig, men musikken er her lige omkring mig, fylder mig op og har for alvor taget bolig i mit indre på dette halve år, takket være mine nye Malawianske bekendtskaber.
Det er eftermiddag og en række med børn kommer luntende fra nabolandsbyen ned mod os. Pigerne med deres støvede og hullede tøj, og lidt for store maver sætter sig på verandaen og stirrer på mig. Jeg kan ikke snakke ret meget Chichewa, så jeg spørger om de kan lide at synge. En af de mindre piger, med hår der nærmest er gråt af støv, og en kjole der hellere kunne være brugt som gulvklud, smiler genert og starter med klar røst. ”Laduka cheni a e”, og de andre svarer. ”chenilada dukkhala!” Det giver kuldegysninger på mine arme, denne livsglæde de deler med mig i deres musik, trods deres livsvilkår. De stiller sig i en cirkel, klapper og danser deres ”Chiterele”, som enhver Malawiansk pige på landet kan. Det er fantastisk at se deres hengivenhed og fællesskab. Det er det mest naturlige i verden for de syngende piger. Det holder dem sammen. Musikken flyder hen over de ødelagte sivtage der ikke glæder sig til regntiden. De danser af sted med livsglæden i rygsøjlen mens støvet hvirvler omkring os som når en stor bil lige har kørt forbi dig på en sandet grusvej og du føler dig nødsaget til at hoste.

Nyt mod
Kirken virker ufattelig stor og tom, men en helt særlig forventning hviler I rummet. Vi sætter os på en bænk og glider ind i forventningsstemningen.Pludselig hører vi en smuk mandestemme synge en frase, med en helt egen hæs inderlig stemme. Kvinderne svarer på hans messeagtige frase. Sangen bliver ved, den bliver stærkere og stærkere og flere mennesker klædt i fantastiske flotte farver kommer stille og højtideligt ind af døren. De knæler ned foran en bænk, kvinderne i den ene side, mændene i den anden, og stemmer med i den smukke sang. Det er som sangen tiltrækker hele landsbyen, og jeg ville ønske den aldrig ville slutte, jeg lukker øjnene og lader mig fylde op af deres rolige men kraftfulde stemmer.De lange hvide præstekjoler svinger rundt oppe foran. Præsterne står i en slags halvcirkel og lovpriser Gud med klap og den smukkeste sang jeg nogensinde har hørt. Kvinderne og børnene rejser sig, og svinger stille fra side til side og klapper med.
Med celloen flere tusind kilometer væk er mine tanker om musik, og mine følelser for musik kun blevet forstærket. Musik er livsnødvendig! Jeg lærer så meget om tilgangen til musik i dette varme, fremmedartede, tørre land, hvor musikken er deres hjerteslag og livsrytme.
Hvad er musik?
Som klassiske musikere tror jeg vi er mange der har oplevet sceneskræk, præstationsangst og at føle at leve for musikken i stedet for at leve af musikken. Musikken i sig selv bliver placeret på en piedestal, bliver målt og vejet, puttet i klasser og kasser og givet karakter. Den bliver teknisk og teoretisk, tager kvælertag og lægger låg på det inderste. Bliver på papiret i de små prikker og fanges i en sort smoking med stive sko. Den bliver en kamp om at være bedst, tjene penge og skabe sig en karriere.
Hvordan for vi musikken til at være en livsresource? Pil den ned fra den stive, klassiske piedestal!
Lad os klappe den, synge den, nyde den, elske den og indånde den, som når vi indånder den friske luft i en bøgeskov efter et ordentligt regnskyl i April. Lad den binde os sammen og skabe fællesskab, være hvor trofaste følgesvend og dele ud af den. Lad os være musikken! Lad den flyde frit, som et stort vandfald der aldrig holder op med at lade sine vandmasser vælte ned over sine stejle klipper. Lad den leve og du vil blive beriget, i stedet for forpustet og skræmt at forlade den oplyste scene.

Ansvar
Livets alvor slår mig i hovedet, som et svip fra en ivrig hundehale. Bliver akkompagneret af de mange dødsfald på min arbejdsplads hvor jeg frivilligt observerer udviklingsarbejde i en lokal organisation der arbejder med at undervise om HIV/AIDS. ”I Danmark vil jeg lave fortalervirksomhed for Folkekirkens nødhjælps partnerorganisationer, og formidle mine kulturindtryk”, tænker jeg, mens syge og underærnrede børn kommer og tigger morgengrød. Der er ingen retfærdighed og langt mindre en løsning. Verden er ikke i balance og det kommer den ikke lige foreløbigt, men det skal ikke slå hverken dem eller os ud. I visen, Vinden blæs synna, gør skribentet sig også et par tanker.
”Somme er fattige, somme er rike, bare tell slutt er vi jamsi og like.
Drøm på din stein at du sitt på eit fang, gråte min vise, gråte min sang!”
Vi må alle tage ansvar hvor vi er. Malawianerne må selv kæmpe deres kamp, og vi kan blot støtte deres lokale organisationer økonokisk, med viden om at udvikling tager tid.
"Gør det lidet du kan, gør det villigt og glad", lige der hvor du er!

Unge, indvolverede Malawianere rykker!

I childrens Affairs Forum (CAF) samles boern og unge fra Salima og diskuterer HIV/AIDS, sundhed, deres fremtid og at tage ansvar for sig selv og sin landsby. De er et taleroer for boern og unge i deres hjemlandsbyer, og paa sigt linket til ungdomsparlamentet i Malawi.

Seje teenagere i Salima tager ansvar!!
Sharon Kaligwenjere er med sine 19 aar formand for Childrens Affairs Forum,(CAF). Hun bor med sine 6 soeskende lidt udenfor byen Salima og straaler af viljefasthed og visioner for hendes landsby Zirombo, hvor CAF netop idag har vaeret tilstede med et dramafremstoed der fortaeller om HIV/AIDS samt boerns og kvinders rettighedder, med mange fremmoedte. Sharon staar frem foran den kaempe flok og fortaeller bla. om hvordan alle boern har ret til at gaa i skole, faa mad, og blive behandlet ordentligt. Hun praesenterer de unge fra CAF der bor i omraadet og siger at boern og unge skal vaere velkomne til at snakke med dem, og de vil vaere opmaerksomme paa boernene i landsbyen. Den traditionelle autoritet roser CAF og siger hun er glad for deres interresse i hendes omraade.
De unge moedes paa (Salimas Aids Support Organisation) SASO-centeret og for undervisning i “Lifeskills” af ungdomsvejlederen Chembe, der har studeret Communety and Rural development paa universitetet i Malawi, og er ansat i ungdomsafdelingen paa SASO. Undervisningen er paa modersmaalet Chichewa, og indeholder en masse de ikke laerer om i skolen i Malawi hvor alt foregaar paa engelsk og gaar over hovedet paa mange. De entusiastiske unge laver med fornyet viden om selvsikkerhed, beslutningers kvalitet, fremtiden, kvinders og boerns rettighedder, sexualitet, viden om HIV arbejdsplaner for kommende aktiviteter i netop deres landsby.

Vi vil se en forskel!
De 25 fremmoedte diskuterer haeftigt de problemer de moeder i deres hjemlandsbyer, og hvordan de kan bruge deres viden og hinanden til at goere en forskel. ”Der er mange boern der ikke bliver sendt i skole, og vi kan som CAF medlemmer snakke med boernene og foraeldre eller vaerge og fortaelle dem om vigtigheden af uddanelse”, fortaeller Sharon. “Uvidenhed om HIV/AIDS, er noget vi kaemper imod og med vores rettigheder som kvinder gaar vi ind i arbejdet med at hjaelpe til i vores landsby og tage ansvar”, fortsaetter en serioes Sharon.
De er med deres engagement en katalysator for udvikling i deres omraade, da foraeldreloese boern og unge kan bruge dem som et taleroer, og lettere kan betro sig til dem end andre voksne.
Mange af CAF-medlemmerne er selv foraldreloese eller udsatte, og har haft sin gang paa SASO-centerets Boernehjoerne om Loerdagen hvor der bliver undervist i HIV/AIDS og sundhed. Samvaeret med hinanden er i hoejsaede paa bornehjoernet og der er liv og mange boern der synger, danser og hygger sig med hinanden paa saadan en loerdag!

Frivillige er drivkraften i Salima
Der er gennerelt et rigtig godt samarbejde mellem SASO og landsbyvejledere der bor i landsbyen. Nogle gange er de landsbychefer og traditionelle autoriteter, andre gange er landsbyvejledere en almen beboer der har modtaget et kursus i at vejlede en landsby, arbejde med HIV/AIDS-problematikken, og opfordre folk til at lade sig teste friviligt. Der er typisk ogsaa en “Star-circle” koblet til landsbyen, der moedes to gange om ugen og diskuterer vejen frem for deres landsby.
Den lille landsby “Kambwiri”, langs den befaerdede hovedvej gennem Salima, har i dag faaet besoeg af Snoria’s “Star-circle”. Hun staar stolt og viljestaek frem foran de fremmoedte i sin groenne spraglede kjole og nyvaskede haar, og fortaeller om kvinders rettighedder mens Edson giver de fremmoedte en opfordring til at gaa til en frivillig testning saa de kan vide sin krops status. Mange spoergsmaal ryger frem og tilbage mellem de fremmoedte kvinder der sidder paa maatter under et stort mangotrae med deres boern, de faa maend der har placeret sig paa en lerklinet tearresse eller en stol et andet sted, og de engagerede og dygtige frivillige medarbejdere. “Jeg var bange for at vide min status”, fortaeller Snoria, men nu er hun glad for at hun ved hun er negativ, og hun braender for at flere hun moeder toer goere det samme.
Paa SASO centeret er der en klinik der tilbyder frivillig testning, og paa de fleste klinikker og hospitaler i omraadet, opfordres folk til at lade sig teste gennem plakater, fremstoed og personlig samtale. “Vi modtog et 6 dages kursus fra National Aids Commission i at vaere Starcircle fascilitators og det var meget givende med undervisning i alt lige fra at vaere rollemodeller, HIV, ARV-medicin, til hvordan man formidler. Jeg er glad for at arbejde gennem denne gruppe og er overbevist om at det goer en forskel i vores destrikt Salima”, fortaeller en stolt Edson.

Hvad sker der egentlig der hvor jeg bor?

Saukani Mandalipos fra landsbyen Mkhuki som min værtsfamilie hoerer under, er landsbyvejleder, og en af de 2700 frivillige under SASO i salima.
Her opmuntrer han de fremmodte kvinder fra den lille landsby Dokosani om frivilligt at gå til rådgivning og testning for HIV. Han underviser i deres rettigheder til at sige nej, og fremhaever vigtigheden i samarbejde mellem mand og kvinde. Saukani er en rar og dedikeret familie far i 30 vern med 4 boern. Han er en ihaerdig frivillig fra SASO og de femmoedte lytter intenst til hans levende undervisning. Desværre er det kun kvinder der er moedt op, så det der med at blive testet og at behandle hinanden ordentligt må kvinderne selv bringe videre til deres mænd.
Det er med blandede følelser jeg lytter til Saukani, for det som vi i Danmark med et fint ord kalder rettighedsbasseret bistand er slet ikke noget herned hvilket jo egentlig er forståeligt nok siden mand for ikke mange år siden slet ikke havde rettigheder og ikke kunne sige hvad man tænkte. Saukanis undervisning er sublim, levende og vigtig, og jeg ser op til ham, men SASOS politik er uklar for de mange frivillige og SASOS medarbejdere selv, så Saukani kan ikke andet end at imødekomme kvindernes bøn om at hjælpe dem med geder og plastikpapir til tagene i den nærmeste fremtid. Saukani smiler sit smil til dem og fortæller at han vil berrette det til SASO og at de nok kommer og hjælper. Jeg krøller mine tær næsten ud af sandalerne og vrider mig uvilligt på den klistrede måtte. Jeg kan ikke lade være med at afbryde hans talestrøm og bede min lille seje værtsmor uden tænder om at fortælle kvinderne hvordan hun selv har kæmpet sig op fra ingenting, til at blive nævnt i radioen som one of the small hold farmers doing well, benefitting from Microloan from National bank, rural department. Hun værger sig og stirrer flovt ned i sandet. Jeg er lige ved at blive irriteret. Deliya, det er vigtigt for disse kvinder at lære fra dig. Hun fortæller om hendes liv, og at hun nu er selvforsynende og har klaret at opfostre og betale skolegang for alle sine børn, uden at se skyggen af nogen der giver noget. Saukani bliver nød til at afbryde hende, for solen lyser sine sidste stråler og her er det bedst at bevæge sig i aftenlyset. Jeg går derfra med en sjov smag i munden.
Vi vil gerne hjælpe, men det binder dem på hænder og fødder at blive lovet plastik og geder så de ikke selv tager ansvar, bider i den umodne mango og tager geden ved hornene!:) Men alt tager tid, vi har en politik i folkekirkens nødhjælp om rettighedsbaseret bistand, at oplyse, undervise, at udvikling kommer fordi folk bliver bevidstgjorte om deres rettighedder og selv tager ansvar og kæmper, men det hele skal vendes hernede, for mange af organisationerne har også oplevet store sultkatastrofer og har været nødsaget til at dele ud i stedet for at undervise, samtidig med at kulturen her er at du spiser dine majs og når de holder op går du først til familien og spiser deres og så tigger du gerne naboerne om at spise deres for det de kalder Pice work, dvs, arbejdskraft på marken op til regntiden for et måltid mad om dagen. Når naboerne er trætte af det, går man til den nærmeste organisation og bønfalder om hjælp der. Det tager mange år at vende denne mentalitet og SASO skal nok komme efter det og fokusere mere på undervisning og formidling for det er det de er gode til.

Hvad er SASO?????? taenker du nok lige engang, maaske...

her er lidt facts......:
* Salima AIDS Support Organization (SASO), er en lokal NGO (non govermentel organisation), som blev etableret I 1994 af Catherine Phiri, der var den foerste til at give HIV/AIDS sit ansigt I Salima.
* SASO’s vision er et HIV/AIDS frit distrikt i aar 2020.
* Salima distrikt har det hoejeste antal registrerede HIV smittede i Malawi
* Salima distrikt ligger paa plads nr.34 i hvor mange unge der faerdiggoer deres uddannelse
* SASO har ca.2000 frivillige tilknyttet
* SASO arbejder gennem: frivillig testning for HIV, opfoelgning paa baade HIV negative og possitive i
landsbygrupper, undervisning af boern og unge, landsby-vejledere, boernehjoerner m. meget mere
* SASO er bl.a. stoettet af folkekirkens noedhjaelp, National Aids Commission Malawi, Unicef, mf.

Hvad er det nu lige med Malawi ??

Malawi

-ligger i det sydlige afrika og venter paa regn pt.
-er selvforsynende med Majs, og den lokale oel Chibuku, men det er ogsaa det

-er et land med en sammensat befolkning af forskellige stammer.

Ngoni, Chewa,Tumbuka m.fl, med hver deres sprog og kultur, derfor besluttede deres foerste praesident Banda, at det oficielle sprog skulle vaere engelsk for at undgaa stammekrige og alt saadan noget. Derfor er skolesystem, aviser, radio, grundlov (der blev trykt foerste gang i 1994) alt sammen paa engelsk

-er verdens 10. fattigste land selvom der aldrig har vaeret krig. En historie hvor indbyggerne har vaeret arbejdskraft for de omkringliggende lande, og derfor er der kun meget faa industrier i Malawi. Et stort Carlsberg bryggeri, Chibuku oelbryggeri med omfattende transport i store flotte lastbiler til de fjerneste egne, og et par kaempe Majs-siloer i Blantyre og Lilongwe.

-er PT. afhaengig af udviklingsbistand og du kan finde billige indiske og kinesiske ja selv europaeiske produktur istedet for Malawianske.

-er et land med stor forskel paa rig og fatttig. -har haft demokrati i 10 aar, og det er stadig nyt det der med rettigheder, da man foer i tiden ikke maatte snakke om det!

-er et land med 85,5% boender, og er du bonde foregaar det tit med en hakke som vi brugte i jernalderen og det er til eget forbrug eller til at saelge til naermeste mellemmand,

-har omkring 12 mill. indbyggere

Drengestreger og mandehørm!!!

Knirk, skratvh, knirke, knirk, bump, swushgedunkeknirk.......knirk...ssssss...knirtvk

Den vandte lyd fra min trofaste kinesiske cykel som jeg tilbringer 2,5 time om dagen paa. Jeg har saa helt afgjort et kaerligheds/hadsforhold til den, som jeg har til resten af Malawi.

Jeg cykler vaad af sved hjemad og ser at der 100 meter fremmeligger en tynd dreng midt paa grusvejen. Jeg studser over hvorfor han har valgt at placere sig lige der og konkluderer at der maa vaere sket noget forfaerdeligt.

Jeg naar frem til den stoevede knaegt og stirrer på hans ven der sidder paa en sten. Jeg fornemmer lige lidt vel sent glimtet i hans øje, men jeg slår en latter op og siger på Chichewa til den lille støvede skuespiller, Ukuchita chiani? Mens jeg griner.....han rejser sig op og hans ven og ham er helt faerdige af grin mens jeg cykler videre......

De sidder alle vejne med deres cykler, deres pumper, deres bau, deres blikke og tanker. How are you Madame, where are you going, what is your name, osv osv...Jeg er blevet god til at se meget interresseret ud over markerne og på hvert et mangotræ jeg passerer, og ignorerer kortsagt denne evige mandehørm. Jeg kan da ikke svare hvert et menneske på disse cykelturer...

Boernehjoernet paa Salimas Aids Support Organisation.

Baade udsatte og helt almindelige boerne har deres ugentlig gang der.

Fart paa feltet i alle aldre

Sandet soendag og andre tanker
Sand. Sand overalt. Masser af sand. I maden, I oejnene, I huset. Det stormer. Stormen blaeser mit nyvaskede toej ned og goer det endnu mere beskidt en det var da jeg haengte det til toerre paa den rustne metal snor der gaar fra huset til et lille lavt trae.
Mormoren med det roede toerklaede der ikke ved hvor gammel hun er og moren med smilerynker opad, har en haeftig diskussion. Om kap med blaesten snakker de hoejlydt til hinanden mens de kigger hver sin vej og gestikuler haeftigt med baade nakke, skuldre og arme.

En ovn, et broed? Det kan man da ikke. Du kan ikke varme stenen hold op og lav Nzima i stedet. Jeg springer i luften og samler mig selv sammen i en klump dej. Aelte alt agressionen sammen, forme, bage, vente. ................

Det bliver da til broed. Se selv!!!!

Latter, radio og aftensnak! Folk er samlet hos naboen Alfred med de to koner og en masse radioer og andet skrammel. Han samler paa alt han finder, og bygger og arbejder haardt paa snart en maatte, saa mursten, saa en have. Hyggen finder sin plads, mens jeg ligger paa min maatte, med olielampe, halvsloeve oejne og hovedpine, snart mavekramper. Maakse sku jeg ikke ha bagt broed paa den sten?

Tidsalder og afhaengighed?
Vores tidsalder? Hvad ascosierer du til? Burgere, cowboybukser, nyheder, rejse, laere nyt, tage koerekort? Sikkerhed?
Hvad er det 21. aarhundrede for en stoerrelse?
Vi er en verden der lever i forskellige tidsaldre! Det er syret og sandt!
Vi lever saa forskelligt at det er svaert at saette bestaemte foelelser, ascosiationer paa denne tid. Den indeholder saa meget forskellighed.
Her dyrkes jorden som I jernalderen, der spises endnu mere uvidende end hos os for 100 aar siden, og mange fyre har flere koner. Folk kigger paa min mikrofon og stikker den op til oeret og spoer om der kommer musik ud af den?
Alt vi kender til. Hygiejne, en seng, en pude, et toilet, et koekkenbord, en butik med groentsager der er til at betale. Biblioteker, eller boghandlere! Det eksisterer ikke her. Ikke her i Nkhuki i hertfald. Naar det stormer bliver folk hjemme og holder fast paa taget, og gederne sover inde af frygt for at tyve skal stjaele dem.
Vores verden er et maerkeligt sted. Samme tidsalder, rummer saa stor forskellighed.
Jeg kan ikke taenke paa andet end saetningen i den norske sang vinden blaes synna. “Somme er fattige, somme er rike. Bare tell slutt er vi jamsi og like.”
Graate min vise, graate min sang!

Hvad skal vi goere? Giv tid, giv plads til forskellighed. Folkene her lever ofte i en rolig cirkel de paa sin vis er glad for. Trods ensidig kost, laset toej og haardt arbejde, har de deres livsrytme og lever sit liv dag for dag, og repeterer med glaede deres sidste aars rytme. Ting tager tid, og al udvikling skal komme fra folket selv. Der skal vaere en vilje foer der kommer en vej!
Jeg oplever en fare for at passifisere folk ved udviklingshjaelp.
De sidder I en stor cirkel, og Henry hiver papir frem og siger at Care and Support er paa dagsordenen. Fedt, taenker jeg. Nu vil han undervise dem I hvordan de kan slutte sig sammen og hvordan de kan soege penge eller gaa til hospitalet foer det er for sent. Til min store overraskelse bliver de naeste to timer brugt paa at skrive hjalepeorganisationer I Malawi ned. NAC, national aids commission, SASO, salima support organisation, DCA, EU, European Union, etc. De definerer hvad de kan faa for slags stoette. Jo det er toej, saebe, penge, majs, mad mm, bliver de enige om! Jeg leder efter en pointe, en retning og en konklussion, men finder ingen. Moedet slutter, og Henry fortaeller stolt at nu ved hans landsby alt om Care and support. Vi diskuterer efter moedet, og jeg siger at han leder dem til afhaengighed af disse organisationer og at dette ikke er udvikling! Han snakker ikke engelsk og min tolk er naesten ligesaa elendig saa jeg braender inde med mine spoergsmaal, da de ikke forstaar mig. “Just come on Monday. You will know more.! Men det jo hele holdningen!
En landsby tigger om gede fra SASO, mens min vaertsmor der har kaempet sig fra ingenting til at have 15 geder flere hektarer med land, hoens og 5 boerns betalt skolegang i sin historie, sidder og lytter. Jeg afbryder moedet og siger at Banda her maa faa ordet og fortaelle hvordan man skaffer sig geder. Gennem Rual finance laante hun penge til at kobe den foerste og har siden vaeret en flittig kunde I banken. Landsbyen hoerer sloevt efter mens den lokale frivillig fejer hende af og forklarer videre at han vil tage deres boen men til SASO, og maaske vil de komme med nogle geder en dag.


Gaa vaek…eller……
En lille gruppe boern haenger ud foran den lille minishop paa den sandede vej der foerer ned til hovedvejen. De irriterer mig, for de kigger paa mig og mit sloeve blik mens jeg drikker en varm cola. Gaa vaek taenker jeg, men efter naermere overvejelse taenker de nok praecis det samme om mig. Gaa vaek! Hun kigger paa os. Jeg proever disse dage at se glansen i det graa. Jeg soeger den enes blik og smiler til de mange boern. Efter naermere overvejelse er de jo skoenne!
Fanta! Siger en pige med et stort smil, og kaemper med at faa en most mago ud af en klistret flaske. Hun vender den paa hovedet og griner hoejlydt. Det er vel en form for kommunikation.
En glad landsbyvejleder stikker hovedet ind under halvtaget og siger han kender mit navn og har hoert om mig. Jeg beder om hans navn og han fortaeller om sin opgave som landsbyvejleder!
Saa det min tur. Pyh, igen! Min opgave, min tilstedevaerelse. Jeg proever at slappe af med 1 boerns lange blikke efter min varme cola!

Prosa i mangotrae
maler det hele gult og roedt,
det der hjemme,
noget saa soedt!
Maerkelige minder flokkes,
lokker og fortaeller,
det lyse det lette
det letfordoejelige og behagelige.
I et nu, et glimt, en tanke.
Vandkamp I mudder paa en boernelejr.
Marzarinkage, og oldemors papagtige asiatiske kommoder paa tykke vide taepper.
Rugbroedsmadder I solfyldt stue,
Rene cowboybukser og ynglingsparfurme.
En tone, en melodi.
Fars stemme og et klaver der synger om hjemland 2.
Det bakkede, groenne, noegne, aerlige land.
At hoere til, vaere hjemme, blive forstaaet.
Lave egen mad med groentsager.
Bage dem I ovnen med ost.
Massere af ost,
og drikke maelk.
Kold maelk fra et stort rent glas.
En seng at putte sig langt ned i, med bloede puder og nyvasket dynebetraek der dufter af hjem, og nyde den fuldkomne ro.
I mormors o morfars koekken!
Med udslaaet bord og masser af mad og mennesker.
Latteren ruller over bordet,
som et IC3-tog der suser forbi valby station paa en loerdag.
Historier der flyver gennem luften, og der grines saa taarene triller.
Vi hoerer sammen, vi forstaar.
Blod og koed
Vi er I familie forstaas, men det er ikke bare det.
Det er trygheden, visheden, at foele sig elsket og velkommen.
Urtethe, det kan du bedst li’!
Din ro, din mildhed,
Fylder hele stuen, mens vi nipper til din urtethe din mor har anbefalet for hovedpine og stress eller saa noget.
Urtethe.
Men det er ikke bare det.
Det er dit vaesen, din kaerlighed, din vilje, din ro!
Vi aabner en bog,
Laeser hoejt.
Maler det hele gult og roedt
Det derhjemme
Noget saa soedt

Det er nu du lever
Livet er nu, nu er livet
hoejt oppe i et mangotrae,
vinden tager fat og koeler en overkogt krop ned
sidde i fred og ro!
kun med vinden og de mange bushfugles sang.
den koelige luft vaekker, og sier:
“Det nu du I Afrika, og der gaar laenge foer chansen ta’s igen”

Skandinaviske toner holder mit hoved koldt!
“Vil du leve min ven goer det nu. For nu er tiden da dit liv skal leves.
Og den som skal leve er du. I morgen er maaske for sent. Nej vent ikke paa nogenting ven.”

Det er sandheden fra en svensk vise jeg tit vaagner med i hovedet....

Det er svaert, men jeg proever....

Kom og besoeg mig!
Det varmer mit hjerte at taenke paa de sidste par ugers besoeg. Hos to forskelige piger der er medlemmer af CAF (Childrens Affairs Forum) , ungdomsafdelingen her i SASO, og saa en der arbejder her som en slags klinik assistant.
Det betyder saa utrolig meget at blive indviteret hjem til en. Spise, slappe af og foele sig velkommen. Det maa vi huske i DK. De nyankomne paa vores arbejdspladser, i skoler mm. Det fremmer integrationen og folk foeler sig pludselig velkomne. Lad os indvitere en gaest hjem i denne uge vi ikke kender, og dele ud af det vi har, tage os tid og vaere tilstede. Mit hjem skal altid vaere aabent, for maaske har jeg haft en engel som gaest! Siger en eller anden klog en, og det har han vel paa sin vis ret i.

Memory er en sej en!
Hun bor hos sin mormor og morfar. De aabnede deres hjem for mig. Morfaren hedder Tomi og er halvt blind og lam i den ene arm, men han blev ved med at gentage at Gud havde velsignet mig i det her besoeg. Han fortalte han aldrig havde troet en hvid ville besoege hans hus, sidde paa gulvet og hjaelpe hans soester med at lave mad, hente vand og vaske op. Han er foedt i 1929, og har nok oplevet en del andre slags hvide mennesker end vi kan vaere stolte af. I zimbabwe har han vaeret arbejdsdreng, slaebt sten og grus for rige vearbejdere, og i Malawi vaeret sjaffoer for hvide og asiater.
Det er ret irriterende at hvide bare er hvide. Han siger jo ikke hvor de kommer fra, og her er en hvid pr definition Britisk! Snakker engelsk, og staar indenfor alt hvad andre hvide har sagt eller gjort. SUK. Men vi siger jo ogsaa bare Afrikaner, eller sort eller neger eller Indvandrer eller andet slags, og vi generaliserer jo helt vildt! Lad os holde op med det, som jeg selv har maerket paa min krop er det helt vildt frustrerende at alle har et billede af hvem jeg er bare fordi jeg har en anden farve!
Men Memory.! Hun for betalt lidt skolegang af SASO, men hun har selv dyrket et hektar med Majs, saelger mangoer og parafin og har sine egne hoens. Det lyder maaske ikke af saa meget. Men det var helt forloesende at tage ud og besoege hende og se at ting fungerer i hendes liv.
Da vi skulle sove kravlede vi op paa hendes seng, og hun sagde. Det eneste jeg mangler er en madres! Og jo….det var lidt svaert at sove paa de bare blanker. Jeg troede jeg hoerte mus under sengen, og laa og lyttede, men pludselig udbroed musen “Bgook!!”, memoy sukkede og jeg stirrede ud i luften. Jeg maatte spoerge hende hvad det var for et dyr. “Det min hoene!” svarede hun traet og glad. “Den er kun min, og den bor under min seng!” “Det et fint sted for en hoene sagde jeg lettet, og lagde mig til at sove mellem to planker paa sengen!

Strandet paa motorcykel
Midt i ingenting punkterer monstrumet selvfoelgelig! Og det er alt for varmt til overhovedet at taenke paa vand! Vi traekker afsted med den varme motorcykkel, som Ladislas har koert i 3. gear hele vejen, til motorens store misfornoejelse.
Vi finder en lokal cykelreparatoer som er i besiddelse af en par store some, han har banket flade i den ene ende, og et par skruetraekkere og saa gaar den store taalmodighedsproeve igang! Jeg gaar paa tehus, og koeber et par friturestegte kartofler, og skaever i flere timer over til den lille cykelmekaniker og alle de mange sloeve drenge der glor og spiller Bau.
Til sidst er den fiks og faerdig og vi kan koere.

Give me!
Overalt hvor jeg gaar! Ser jeg en hand. Give me money! Give me! Sidste skud paa stammen var ved en lille biks med kartofler. Buy for me!. "Why" svarede jeg stokaanded af arrigskab. "I am hungry, buy it!" Jeg skaeldte og smaeldte den slappe unge fyr ud og sagde han kunne tage og arbejde i stedet for at staa og haenge eller spille bau og koebe sine egne kartofler. Jeg pointerede vredt at han var yderst uhoeflig. Han skraldgrinede bare med pomfritsaelgeren og jeg stavrede afsted mod et trae hvor jeg kunne sidde i fred for unge slappe fyre der ikke har andet at lave end at glo paa mine kartofler og min solbraendte tud og spoerge mig om penge.

“I am a strong man!”
Et stort hjemmelavet skilt straaler mig imoede. Tomater, jordnoedder, kasava, Njonas Shoprite.
En staerk mand byder Memory og jeg over paa en lille snak, om hvad jeg har laert i Malawi. Om hvordan man loeser fattigdomsproblemer og meget andet. Jeg fortaeller ham at jeg ikke er her for at give loesninger, og at jeg umuligt kan hvide nok om det efter bare 6 maaneder. Jeg spoerger ham selv. “People are lazy! They are just waiting for help from somebody, either an organisation, a turist, a friend, a volentierworker or a neighbor. Look at me! I am a strong man. I used the knowledge i have! I have 9 hektars of Kassava. This big shop, nice wife and healthy kids! What we need in Malawi is more education, so we can use the knowledge we have. Please tell about me in your Denmark. I am a strong man! Jeg jublede indeni. For hvor har han dog ret! Det er da lige saadan en som ham jeg vil huske og fortaelle om. Han arbejder haardt, ligger ikke paa den lade side, er ikke afhaengig af hverken det ene eller det andet og er stolt som en hingst! Nu har jeg fortalt om Memorys nabo.!!

Malawis udvikling ligger i Malawianernes egne haender. Der skal arbejdes haardt og det er varmt, men der er ingen andre der skal goere det for dem!Basta.....

The warm heart of Africa
Aldrig har jeg haft det saa varmt. Jeg er vaad konstant, og luften staar stille. Folk sover hen over deres markedsboder fordi det er varmt, og paa arbejdet tar folk en nap her og der! Hjemme slappes der ogsaa om eftermiddagen. Det er varmt!
Mens jeg sidder og skriver her om folks velkomst kommer en aeldre herre ind paa kontoret. Han hilser mig paa Chichewa. Hvordan er din morgen? Den er fin, hvad med din? Ogsaa god. Det er min foerste samtale paa chichewa om hvor jeg er fra, hvornaar jeg kom, men saa staar jeg af. Han smiler og med sin haese hemmelige stemmer siger han. You are most welcome. This is Malawi. The warm heart of Africa. Hans ord har vaegt og han mener det virkelig. Jeg er velkommen her, og han kom hen til kontoret bare for at sige at det her er Malawi, og at jeg skal foele mig velkommen. Det er fantastisk, jeg er roert og smiler stort til ham. Han gaar igen!

Myrer og sivtag
Myrer overalt. Smaa aekle myrer. De kribler og krabler. I klumper laegger de sig. I mit tykke kryllede haar. Jeg maerker de kravler paa min krop, og jeg kan haere deres tik tak I min haette paa soveposen. Det er min 2. i familien Bandas nabos hus. Jeg sover vedsiden af Ruthi, men hun syntes ikke at vaere generet af myrerne. Jeg ligger under mit myggenet og vender og drejer situationen. Jeg skal ha myggenettet ned, redt mit haar med lussekam og mindst skyldet min lagenpose I vand. Hvis jeg staar op nu vaegger jeg hele huset. Det gaar ikke. Jeg bider taenderne sammen og lader mig invadere af de smaa forbaskede kryb. Ved det 3. hanegal farer jeg op. Det er stadig moerkt udenfor og jeg reder veldt og voldsomt alle de vaemmelige myrer ud af mit haar.
Alt ordner sig og jeg indviterer naboen hen for at lave vores sivtag. Der er store huller i. Regntiden kan begynde naar som helst og jeg er lidt bekymret for mine boeger jeg har taget med hvis vi ikke for det lappet. Og det er da ogsaa aergeligt for familien at leve i et mudderhul i stedet for et hus. Naboen er en sjov en. Han bor I det mindset lille hus jeg nogensinde har set. Indmad til radioer I alle stoerelser pryder den ene vaeg, og alskinds skrammel den anden. Der er kun lige plads til at gaa ind I huset, og bag den lave vaeg er et lille rum der bestaar af en lille seng. Her bor han med sin kone og sine to boern. Det er mig ubegribeligt. Jeg griner af hans mange radiodele. “I’m a radioekspert”, siger han med halvt fornaermelse over mit latterudbrud. Jeg siger of course og kigger beundrende paa hans overfyldte lille vaeg og vrider min hjerne for at finde ud af hvem I al verden der ville koere 14km ud af den sandede sti og finde lige netop hans lille hus og saa ovenikoebet have tiltro til at hank an ordne en radio? Jeg har ikke hoert en eneste radio I miles omkreds udover hans ejen. Han saetter sig ved sit fletvaerk udenfor og jeg siger at jeg meget gerne vil laere at lave maatte. Han griner, det er vist aabenbart mandearbejde. Jeg sporger hvor han finder sivene og han forklarer at de vokser ude I bushen og at jeg bare skal laegge dem I bloed og saa er de staerkere end snor. Jeg for en haandfuld med over til Violets hus, og vil bygge en lille reol ud af dem. Han foelger med og hopper op paa taget, hvor han tager I mod de lange striber med sort plastic jeg har faaet af SASO. Jeg vil gerne laere at bygge tag, men han griner og siger det er mande arbejde, og det er one manswork. Jeg kan ikke goere andet end at gaa hen til min vaertssoster Ruthi og hjaelpe med at vaske op efter gaardsdagens Nsima.
Vi sidder paa hug og scrubber gryderne med sandet fra jorden og skylder efter med vand. Saeben er universel. Den er groen og billig og vi burger den til alt. Toejvask, babyvask, morgenbad, opvask. Det er praktisk.

Velkommen
En sandet sloev vej foerer mig hver dag paa en vakkelvognet kinesisk cykel frem og tilbage i bagende sol mellem to verdener. Det lyder maerkeligt ik? Men ikke desto mindre er det sandt. Paa 14 kms cykeltur aendrer alt sig. Jeg bor hos familien Banda. Lige ud saa laenge du gidder, af den sandede sti indtil du rammer ingenting, og det toerre landskab rammer dig. Lige der midt i ingenting bor de.
Mit foerste moede med den lille hjertelige familie skete paa den lerklinede terrasse hos naboen Violet, hvis mand er rejst til Sydafrika. Min lille spinkle vaertsmor lagde omhyggeligt en flettet maatte ud som vi tog plads paa, og med sit store tandloese smil oenskede hun mig hjerteligt velkommen. ”Takulandila.”
Terrassen er mit hjem. Jeg holder af at ligge under myggenettet jeg har sat op under taget og kigge ud paa nattehimlen. Luften er friskere end inde, men alligevel er jeg vaad af sved allerede efter aftenbadet naar jeg laegger mig oven paa min lagenpose der engang var hvid. Jeg lytter til cikadernes aftensang og den doeende hund der snorker hoejlydt. En ged braeger inde fra hovedhuset og jeg kan hoere deres klove der tramper det sidste krudt ud inden natteroen tager fat. Jeg er ikke ene om at sove ude. Daliya min vaertsmor med datteren Cathrine ligger paa hovedhusets terrasse.”I dont have a krall for my goats.” Hun fortaeller hvordan hun har formaaet med gedernes hjaelp at sende alle sine 5 boern gennem hele skolesystemet og ud paa den anden side af Gymnasiet. ”But I am very disapointed”, fortsaetter hun, tydelig skuffet i hele hendes vaesen og kropsholdning. ”Non of them are working, they are just staying, and they are not interrested in farming. I cant have this ranch alone.” Hun naermest hvisler ordene ud mellem de taender hun ikke har mens hun kigger indtraengene paa mig med sit intense moerke blik. Et blik der har oplevet meget og har en enorm viljestyrke. ”We sleep outside”, griner hun og peger paa terrassen foran hendes forfaldne hus. ”Wery bad smell inside!”
Hun kalder paa nabobroderen Gidion, og han saetter ild til en bunke straa og gaar foran hende ind i huset. ”Hei, hei” raaber hun og alle gederne farer med voldsomt hast galoperende in i det der burde vaere hendes stue. Hun jager dem ind i joernet bag en gammel gennemtykket laenestol og binder dem omhyggeligt fast til noget ubestemmeligt. Der lugter som en gedestal, men koekkenet er lige ved siden af og det er et kaos. Jelly til haaret og mangoer, haar, kam penge ligger i en paerevaelling ovenpaa et par saekke med Majsmel. Sko og stof ligger henslaengt og en hvid hoene troner aller oeverst. Jeg stirrer vantro paa foretagenet. Det er jo saadan de bor, men kan man det? Kan jeg det?

Dalyas mand doede for 6 aar siden men de savner ham ikke. ”Han havde 6 koner,” fortaeller hun opgivende. Jeg spoerger hvad han doede af. Hun traekker paa skuldren og ser stift ud i luften ”Cauffing”, siger hun. Jeg kigger undrene paa denne mystiske dame der bor midt i ingenting og siger at hendes mand havde seks koner og doede af at hoste. Hun ser taenksom ud og snakker ud i luften. ”6 wifes.”Hun tygger langsomt paa ordene. ”In african culture it is a problem. The man will have more children.........”, hun gumler lidt paa et straa. ”More children” siger hun opgivende. Hendes staerke malawianske accent goer at alle ordene bliver spyttet ud og der er huller mellem ordene, mens hun nogengange naermest synger paa en vokal. Jeg kigger vantro paa hende. Er det det eneste problem hun ser? For mange boern? Hvad med at han har en anden end hende? Hvad med kaerlighed? Hvad med alt? Jeg stirrer ud i den varme nat med stjernerne og cikaderne og taenker paa hvor forskellige verdener vi lever i.

Engelsk kommandante/ dansk volontoer?
Jeg lader familien vide at jeg holder af den grove majsgroed de spiser. Den ligger bedre i maven og smager godt. Men alligevel dagen efter har de malet alt deres mel om til dette hvide totalt naeringsforladte mel. Jeg gisper indeni, og spoerger forsiktigt Amai hvorfor de gjorde det? Hun forklarer at de normalt altid kun spiser det grove, for deres majs er bedst til det og det ligger jo bedre i maven, men de var sikre paa jeg bedre kunne lide det hvide! Jeg ryster opgivende paa hovedet indeni. Hvorfor bliver alt misforstaaet? Hvorfor spiser de ikke groft naar det er det bedste for os alle? De beder paa engelsk og vil naesten kun synge engelse sange for mig, jeg fortaeller at jeg ikke kender nogle engelske sange og kun beder paa dansk. De kigger vandtro paa mig, og har stadig svaert ved at begribe at selvom man er hvid er man ikke samtidig en engelsk fin toes!
Der er et lille stykke fra Violetshus til huset vor familien Bandas geder tilsyneladende har overtaget kommandoen. Jeg gaar og lyser med min pandelampe, og alligevel lykkes det mig, som en anden Cherrio miss sophi Hr at falde over en lille stup. Jeg oemmer min blaa taa og saetter mig paa den flettede maatte foran ilden med de andre og stirrer paa ruthi der er ved at lave Nzima. Selvfoelgelig har jeg glemt vand og gaar tilbage, falder over stuppen igen og griner paataget. Jeg er altid klodset i dette afrikanske nattemoerke mens de galant ved hvor hver eneste lille forhindring befinder sig. Minsandten om jeg ikke vaelter over den lille stup for tredje gang. Jeg raaber op paa dansk, at det var dog utroligt, kan man vaere med klodset og irriterer mig hoejlydt over mig selv.
Naeste morgen vaagner jeg ved at de staar og hakker og pruster for at faa stuppen op af jorden. Mage til misforstaaelse. Jeg ville da ikke kommandere med dem? Og det kan da aldrig vaere deres problem at jeg er saa ekstremt klodset? Jeg er saa pinlig over deres misforstaaelse af mit vaesen at jeg ikke aner hvad jeg skal stille op. Jeg lader dem blot hakke og vaere i den tro at jeg kommanderede dem paa dansk til at se at faa rykket den stup op. Men jeg er da vaerken prinsesse eller lavet af glas selvom jeg er hvid!
Jeg sporger af bekymring for Ruthi om det er langt for hende at cykle efterscones fra den lokale minishop/tearoom. Violet kigger nervoest paa mig og siger: ”Nej, nej, hun kommer meget snart med din morgenmad!” Forfaerdeligt! Hvem og hvordan tror hn egentlig jeg er? Jeg er ingen engelsk kommandante, men min farve goer at alt jeg siger og reagerer paa i familien bliver misforstaaet. Og de sidder som paa pinde og er totalt under dagen ved min tilstedevaerelse. Det bliver bedre det ved jeg, det har allerede aendret sig lidt og vi spiser nu forholdsvist sammen, og de giver ikke mig 3 gange saa meget som de andre som de gjorde i starten. Jeg har saagar faaet lov til at lave lidt mad, koge vand, daekke bord, hente braende og vand og hjaelpe med at feje. Det er store sager!

All you need is Jesus!
Har du hoert det foer? Det har jeg! En dame fra Zimbabwe bor i et faldefaerdigt stort hus. Der bliver snakket meget om hende. Hendes mand har en bil, siger nogle. Hendes boern kan ikke lide hende, siger andre. Jeg moedte hende paa cykel, og hun er en frisk dame der saelger sengetoej. Hvorfor i alverden hun har bosat sig midt i ingenting hvor der hverken er senge eller taepper der har brug for toej maa en anden svare paa. Hendes mand dyrker jorden og hun ville vaek fra Zimbabwe, det kan jeg tilgengaeld godt forstaa.
Denne soendag morgen er det noget andet. Jeg kan hoere boernestemmer der synger livligt fra hendes skygge under mangotraet. ”Lets go to play”, siger Ruthi med de samme slags huller mellem ordene som hendes mor. Play, taenker jeg forvirret. Hun tager sit lille engelske nye testamente og finder en BH boejle og putter den i haaret som et skindende soelvdiadem. Hun er meget smuk og jeg foeler mig saa stor og hvid i mine shorts og beskidte undertroeje. Malawianerne bytter L og R ud for at godt ord, saa jeg regnede hurtigt ud at hun ville have mig med i Kirke.
Boernen ligger og staar paa en stor sivmaatte under Zimbawianerdamens store Mangotraer. Mens praesten raaber op om Mulungu (Gud) og disciplene der ikke havde tro i stormen paa soen, falder der en mango lige ned paa straabordet de har sat op. Praesten er overenergisk og har et paaklaebet smil paa mens han konstant siger Halleluja og boernene og teenagerne svarer Ameni. ”Pempera”, lad os be. Og saa for piben en anden lyd. Vi beder alle inde i os selv eller hoejt og i munden paa hinanden. Gud velsigner stedet og jeg maerker deres staerke tro paa skaberen og Jesu eksistens og kaerlighed i deres oprigtige boen. Vi synger nogle sange, og klapper og danser.
Praesten har et barnagtigt syn paa vores eksistens konkluderer jeg. Vi behoever blot jesus, og saa skal vi ikke graaede mere og vaere syge. Jeg kigger hele tiden irriteret ned i min bibel og proever at faa lidt mere ud af den historie. Pludselig beder praesten Linda om at komme op til hende saa han kunne bede for hende. De andre boern forklarer at hun har Malaria. Hun er meget varm og slap og rejser sig langsomt og frygtsomt for at gaa op til den overglade praest. Han holder hende om hovedet og beder Gud tage Malariaen vaek og goere hende rask. En anden lille pige bliver foert frem. Hun har forfardelig oejebetaendelse er slap og varm. Han beder i troens navn for dem begge, og siger at igen at alt vi behoever er Jesus. Ruthi og jeg baerer Linda hjem til os. 41 i feber, og vi proever at faa hende til at spise og drikke. De forklarer of forklarer om hendes sygdom og slynger om sig med smertestillende og Magnesium. Det er en farlig coktail, og jeg er urolig for den lille 4 aarige pige der deler far med min nabo! Jeg siger hun skal paa hospitalet for at faa et Malaria-tjek, men det er soendag og desuden har hun faaet Malaria medicin. Tilsidst maa jeg opgive at forstaa hendes situation. Moren er til begravelse og den lille Linda spiser noget febernedsaettende.
Hun har ikke vaeret syg siden!?
Alt vi behoever er Jesus og en panodil?

Bushflip!
Vi gaar og gaar. Daliya viser mig taalmodigt hele hendes kaempe omraade. Det er virkelig stort og selvfoelgeligt uopdyrket da hun ikke kan dyrke det hele selv. Hun pejer langt i den ene retning og den anden og jeg kan ikke se hvor hendes land slutter, men her er ikke et hus i miles omkreds saa det siger vel sig selv. Saa meget toer jord her midt i ingenting. Her er ingen bakker eller en horisont, bare toere majs stokke og traer som folk lystigt faelder. Vi snakker om hvorfor hun ikke kan bruge alt det land hun ejer. Hun fortaeller hun dyrker bommuld og er med i en sammenslutning paa 135 pers. Der samarbejder. Folk vil ikke dyrke dette land med forskellige afgroeder, og hun har ikke penge til at betale nogen. I min verden er der tusind muligheder og loesninger, men i hendes er der bare boern der er flyttet, en doed mand, og en traet krop der ikke kan dyrke alt dette land. Vi gaar helt hen til graensen til naturreservatet Kuti. Et stort hegn sikrer dyr i at komme ud hvor folk bor og folk i at komme ind for at faelde traer. Pludselig staar vi midt i en svaerm med smaa vaemmelige og ekstremt naergaaende! De flyver ind i mine svedige porer i huden og har naer overtaget mine oeregange foeler jeg. Jeg vifter og vifter febrilsk med et par groenne straatingester men lige lidt hjaelper det. Disse fluer kan lide min fugtige hud og har ikke besluttet sig for at vige blot fordi jeg staar og laver lidt vindcirculation i deres svaerm. Bzzz, lige ved mine oerer. Det bliver mig for meget. Saa meget har jeg proevet her, med folk der peger og snakker hen over hovedet paa mig, proever at snyde mig, varme og overfyldte matollaer der koerer 10 meter inden de stopper for at samle den naeste kasse fisk op, og saa kan jeg ikke engang holde mig i skindet ved moedet med disse aekle fluer. Jeg begynder at graede hysterisk. Vifte, vifte. Varmen ligger som en varm dyne omkring mig og jeg har lyst til hav og en staerk vind der kan vifte det hele vaek. Jeg raaber lidt paa dansk og begynder at samle braende.”Its better now?” smiler Dalya, og jeg siger graadkvalt yes og knaekker grenene mod knaet og samler dem i en lang poelse paa jorden. Jeg binder dem efter bedste evne sammen med de groenne sivagtige blade. Jeg vil bare afsted, fluerne er jo ved at aede os, men Dalya foeler sig aabenbart overbevist om at jeg har det fint nu og hendes taalmodighed er uendelig. Hun griner af mine maerkelige knuder her og der rundt om poelsen af grene og begynder omhyggeligt at binde dem op. ”Chonde Amai”, siger jeg. I do it better next time Amai. Men hun insistere. Hun viser mig hvordan det skal goeres mens jeg desperat taenker paa hvordan vi nogensinde skal komme vaek fra de naergaaende bushfluer som hun tilsyneladende overhovedet ikke registrerer. Hun tager omhyggeligt min lille bunke friske blade jeg vil laegge paa hovedet som en pude under alle grenene, og insisterer paa at lave en krans ud af dem. Jeg er lige ved at faa et hysterisk anfald. Men det kan jeg jo ikke tillade mig. Amai, staerke taalmodige lille Amai Dalya vil jo bare det bedste for mig. Men jeg har faaet flueflip og nu maa det simpelthen vaere nok med Afrikansk taalmodighed, varme, toerre siv og saa de forbaskede fluer.

”Mango”, min ven
Aldrig i mit liv har jeg spist saa mange mangoer. Vi snakker meget om dem og spiser dem. Vi sidder paa verandaen med en kniv og spiser dem i eftermiddagsheden. Kigger ud paa marken og gederne der laver bukkespring eller braeger med deres menneskelige roest. Mangoerne faar roen til at falde over en. Det er klistret og moejsommeligt og naar vi spiser mange lader man bare tiden staa stille og spiser mangoer paa Amais terrasse. Paa sivmaatten hendes hjem. Altid lige en Mango...

Ahh hold op!
Paa mine lange cykelturer er der konstant en gut der raaber gebrokkent ”HeRo Howe a-re iyou?” De irriterer mig graenseloest disse gutter. De kigger paa mine knae og vil altid vide hvordan jeg har det selvom jeg cykler ret hurtigt forbi. Men paa en times cykkeltur cykler jeg forbi de foerste hundrede mennesker, isaer ude paa hovedvejen, og jeg kan da ikke svare hver eneste unge selvophoejede Gut der raaber enten det ene eller andet.
Paa den sandede sti vifter nogle af de aeldre maend bare glade med begge haender. De er bare saa oprigtig glade og imoedekomne saa de for altid et smil og et stort vift. Boernene kan finde paa at loebe efter cyklen mens de energisk raaber Wawawa... De har ikke meget at tage sig til, og det at en hvid cykler paa deres sandede vej og bor i deres omraade er dem ubegribeligt.
”Hvor er din Chitenje hvide?” (slaa om nederdel, traditionel beklaedningsdel!) ”Du kan da ikke cykle saadan”. Hun loeber efter mig. ”Tag min, tag min hvide!” Jeg cykler videre i rasende fart, men beslutter mig for at tage kvinden alvorligt og ifoere mig min groenne og brune Chitenje. Men den blaeser jo alle andre steder hen end ind mod mine ben, og lige saa snart de foerste kvinder lidt laengere inde mod Salima ser mig peger de haanligt og skriger af grin. ”hiiiii, ha...Hvide. Du har chitenje paa...hiii..” Jeg er lige ved at blive idiot, men bider taenderne sammen og cykler ind mod SASO s kontor.
”Where a-re iyou comming from”, siger de og cykler op paa siden af mig. Efter at have svaret de foerste 10 fyre paa en morgencykkeltur har jeg bare lyst til at grave mig ned eller agere doevstum. Nu er jeg begyndt at ignorere folk men det foeles ogsaa uhoefligt men det er da helt utroligt. Lad mig dog bare cykle i fred? Og I har da i oevrigt heller ingen ret til at vide alt om mig bare saadan uden videre.
Cykelhandleren kigger vantro paa mig da jeg fortaeller cyklen er tung. Det er bare dig der skal i traening siger han. Du er jo ikke vandt til at cykle. Jeg kan ikke holde mit raseri inde. Jeg fortaeller ham om dansk cykkelkultur, om min elskede mountainbike. Han siger ikke engang undskyld for sin uforskammethed.
Alle bliver fornaermede naar jeg ikke kan huske deres navn, men det er umuligt! Saa mange nye navne paa en uge!

Til doeden os skiller
Jeg rammes af den soergmodige lyd. Og ser grenene der er lagt hen over den sandede vej mod ingenting. Jeg staar af cyklen og lader oplevelelsen stroemme imod mig. Det starkeste vidnesbyrd om aegte faellesskab og kaerlighed til sin naeste. En raekke af kvinder paa over en kilomet. Farvestraalende i deres smukke traditionelle toej, gaar de og graeder hoejlydt. Det er en Gogo (mormor) der er doed fortalte Daliya i morges. Den staerke lyd rammer mig. De hyler deres sorg ud og stoetter den naermeste familie med deres hulk og jamren. Det er som om raekken af soergene kvinder aldrig holder op. Alle i miles omkreds er moedt op for at give en sidste hyldest til denne Gogo og hendes familie. At hoere deres jamren er paa en maade befriende for her hyler de sammen, og de kender ikke til ensomhed. Jeg rammes af medlidenhed og sorg, og paa samme tid denne befriende foelelse af at kvinderne soerger i faellesskab og ikke lader nogen i stikken. Taarene triller ned af mine kvinder og jeg traekker traet min cykkel gennem sandet og moeder slutten af raekken. Jeg toer ikke kigge dem i oejnene, for hvad vil de ikke taenke. En fremmed Mzungu der graeder? Jeg siger pepani til en lille dame og klapper hende paa ryggen, og hun klapper mig paa ryggen og jeg traekker min cykkel videre til jeg er ude af soergeomaadet.

Bushkvinde Deliya
Med noegen overkrop slaar hun den varme majsgroed ind mod grydens glohede kanter. Brysterne haenger slapt ned af overkroppen, og er et tydeligt tegn paa ansvaret for 5 borns aernering gennem mange aar. Amai er tydeligt upaavirket af min tilstedevarelse og nyder, ikke at have toej paa.Varmen goer os alle traette foer tid, selvom moerket er faldet paa. Og jeg rammes af beundring af denne families frihed og forskellighed. Denne kvinde. Denne anden verden. Det er ubegribeligt i et og samme nu.
Naar vi spiser dypper de bare de store klumper af stiv majsgroed i det de kalder Rellish. Det er alt lige fra kogt salat, aeg, boenner, koed eller fisk. Det betyder at boernene ikke for glaede af den aernaering der er i tilbehoeret. Ingen moste bananer, moste boenner, eller ren salat eller et halvt aeg. Selvom det ligger lige der paa talerknen. Det er saa frustrerende at se paa. Jeg har lyst til at fodre de smaa poder kun med tilbehoer og laere dem at det fungerer helt fint, men det er jo graenseoverskridende for dem hvis jeg blander mig for meget.
Jeg prikker lidt til Freemans opspilede haarde mave og siger jeg godt kunne taenke mig at hvide hvad der er derinde! I sjov, men ogsaa lidt alvorligt. De kigger paa mig, og i ramme alvor siger de, det fordi han spiser alt for meget. Jeg griner af deres joke, men finder ud af at det er ramme alvor. Jeg proever at snakke lidt om aernering og at denne fejlaernerede mave kommer fordi boernen for for lidt vitaminer og proteiner og spiser Nzima (kogt stiv majsgroed) istedet. De griner bare af mig og siger, tror du virkelig det? Jeg tror det ikke, siger jeg lavmaelt, jeg ved det.
Jeg spoerger om de har haft om aernering i skolen. Ork ja, svarer Ruthi ivrigt. I biologi, hjemkundskab og social science...Ikke mere i den snak. Det siger bare alt om skolesystemet og hvor nyttesloest det er at det er saa lidt praktisk og saa paa engelsk!

Hvem er du?
Det er egentlig et godt spoergsmaal. ”How are you?” ”Who are you?””What are you doing here?” ”Where are you comming from?” ”Why are you here”. Det tvinger mig igen ligesom paa 1. fieldstay at taenke det hele igennem igen. Og lige inde i mig selv, midt i maven siger det: ”Jeg er dansker. Jeg er Anja. Jeg er en Braestrup og en Lillemaehlum”. Og jeg bliver helt glad ved tanken. Jeg har et sted jeg hoerer til. En familie, et land, et hjem! Det lyder patriotisk, men det er ikke i den forstand. Det er en dyb aere og glaede jeg finder naar jeg soeger i mig selv og proever at besvare disse spoergsmaal, jeg igen og igen skal svare paa. Jeg graver og graver og sommetider glemmer jeg rent hvorfor jeg er her hvor jeg ikke hoerer til, hvor alt er anderledes og til tider frustrerende. Jeg svarer efter bedste evne om fascination af Vestafrikansk kultur gennem venner. Om lysten til at vide mere om verden, learning by doing, og at det ligger mig paa hjerte at laere om godt udviklingsarbejde og lave fortalervirksomhed for det naar jeg kommer hjem.
Deliya piller nervoest ved sin kjole og fortaeller mig at chefen og hans gruppe landsby formaendene gerne vil se mig. Byde mig velkommen og hoere hvorfor jeg er her. Hun vil gerne hjaelpe mig med at oversaette og siger at det er svaert fordi jeg snakker slang. Hun beder mig om at skrive min tale ned. Jeg gaar straks igang. Hvilket serioest folkefaerd, og jeg glaeder mig og frygter dette moede med saa mange mennesker. Ruthi laeser mine kravetaer op paa langsomt percusion agtigt Malawi-engelsk, og siger saetningerne paa lejende Chichewa. Delyia skaever over paa mig og anstrenger sig for at faa hvert et ord med. Jeg er beaeret over deres engagement for at forstaa min tilstedevaerelse og aander lettet op da Deliya omsider siger ”Tiyeni!” Lad os gaa! Jeg saetter min lille spinkle vaertsmor bag paa min lave kinesiske damecykel, og jeg cykler varm og spaendt ned mod den ukendte landsby.
De troner paa hver deres stol og ser vigtige ud da vi ankommer, svedige efter den korte cykeltur i solskind. ”Put on your Chitenje!” siger Deliya bestemt, og den ordre har jeg ikke lyst til at protestere imod, selvom det frembringer fnis og latter fra de omkringsiddende kvinder!
Vi tager plads paa to stole overfor de aeldre vigtige hoevdinge-agtige typer med store dybe rynker og manglende taender og nu er det min tur til at pille nervoest ved min blaa indiske taske.
Jeg tror at stilheden betyder at jeg skal tale og begynder haest at sige mit navn og stirre ned i jorden. De griner varmt og siger at Saukani vil aabne moedet. Han er et stort smil og fortaeller glad gruppen af kvinder der sidder paa jorden lidt skraat bag os, at han er glad for de er kommet til moedet, og giver ordet til en af de vigtige chefmaend. Han rejser sig og vi beder alle en boen sammen. Det er roerende at de alle er samlet her bare forde jeg skal bo i omraadet i 7 uger. Chefen for hele Nkhuki village rejser sig og fortaeller glad at lige fra han hoerte der skulle komme en hvid og bo her langt ude i Bushen, ville han gerne moede mig, for det er meget usaedvanligt. Han takker hjerteligt for mit fremmoede og siger jeg skal foele mig fri, velkommen og endelig komme paa besoeg igen i deres omraade. Han snakker Chichewa og Deliya er kommet paa opgave. Han snakker i smaa tydelige saetninger og Deliya som sidder lige ved min side snakker endu hoejere og tydeligere til hele forsamlingen paa sit helt eget Malawi engelsk i hans huller. ”You should feel free, and moooost welcome!” Ijaaa.... Hendes mund former ordene foer hun siger dem og det frembringer et smil selv hos Saukani. Vi har ikke travlt og alt bliver sagt med stoerste grundighed!
Nu er det min tur. Deliya er klar siger hun. Jeg kigger nervoest ned i min lille notesblok og proever at snakke med lige saa klar og tydelig roest som dem, under det store mangotrae. Delyia er sikker i sine ord, og jeg stoler blindt paa at hun oversaetter det jeg siger. Det glaeder kvinderne at hoere ordene og de vigtige chefer i deres hoevdinge stole kigger undrene som 4 bjoerne der ser et menneske for foerste gang. De nikker og brummer engang i mellem, og til sidst gler alle og klapper saa hjerteligt. De danser for Deliya og jeg, og hun vil hjem efter nogen tid.
Taenk hvis vi boed fremmede velkommen? Taenk hvis vi aabnede vore hjem, stod til raadighed, havde en hjaelpende haand, viste interresse, arrangede moeder hvor begge parter kunne fortaelle deres tanker?? Jeg laerer saa meget nyt, og forundres igen og igen!

Mzungu syndrom
Jeg elsker og hader Malawi paa samme tid!! Elsker og hader af hjertet! Elsker varmen, det anderledes, det nye, kvindernes staerke vilje, latteren, tiden, det komiske i transporten, og i samme nu hader jeg det af hjertet. Hader deres staedighed omkring mine behov og mine ting. Deliya der pudser min cykel og haelder mad op til mig som var jeg en hel haer af soldater lige hjemvendt fra slag, eller en stor tveskaegget viking. Jeg er hvid ja, men jeg spiser altsaa ikke saa meget! HADER folk der glor, raaber efter mig, forventer noget specielt.......Hader ......elsker. Det er de samme ting jeg hader og elsker.
Men det at vaere hvid her er ikke bare en farve. Deres viden om Europaere er skaaret over en kam, og vi er alle westen white people, der hverken kan cykle, lave vores egen mad, eller taale at arbejde eller blive beskidte. Vi har roeven fuld af penge, og kan spytte dem i hovedet paa hvem som helst naar som helst. Mzungu syndromet slaar til! En haand bliver raekt frem. ”Give me your money!” Selv i rasende fart paa cykel hoerer jeg det mindst gange paa en tur. ”Provide a bike for me?” De tager altid lidt overpris for mig, og kan man snyde en Mzungu saa goer man det. ”Mzungu, azungu, Mzungu!” Raaber de smaa boern, og det nager sig fast som et klaebrigt ekko. Mzungu. Ja, jeg er hvid, jeg er ikke Malawianer, men behoeves i at raabe det hver dag og hele tiden??
Jeg er ingen marsboer eller en omvandrende pengemaskine. Jeg er bare en student der har sparet penge op og nu er her! Men hvordan kan man hvide det?
”Iam hungry!” Selv her paa SASOs kontor hvor der er en AIDS klub for middelaldrende damer tigger de mig straks for penge. We are hungry. De kigger lidende paa mig og tror aabenbart jeg har et bageri i lommen og en ged bag paa cyklen?? Jeg begriber det ikke. Vi forklarer dem hvorfor vi er her, for at observere, laere, lave fortalervirksomhed, og alligevel tigger de og beder som de brune tynde sultne Malawianske hunde der goer hver aften! Jeg aabner min flaske med helt almindeligt vand og 3 kvinder fra moedet raekker deres haender frem. Nu bliver jeg foraget, og peger hen paa vandhanen og de kopper der staar der. De ser skuffede ud. Jeg er frustreret over moedet og at jeg bliver misforstaaet men jeg kan jo heller ikke snakke med dem. Hvad kan jeg goere ved at de er sultne? De er samlet i dag for at diskutere og finde nye indkomstskabende aktiviteter for deres gruppe ud over den faelles koekkenhave de har i SASOs baghave. De maa da selv kunne se at det virker fjollet at spoerge mig om mad?
Jeg gaar opgivende fra moedet, og orker ikke et saadant AIDS klub moede igen.

Jesus eller gulevankulu!
Det jo helt sort. Der praedikes at vende sig til jesus og vaek fra Guluvakulu. Men det er jo en staerk og vigtig kultur. Fantastisk danseteknik og tromning, til festlige lejlighedder. Vi snakker med SASO folk om vaegtning af at pille folks kultur ned. Jeg spoerger om man ikke kan tro paa Jesus og stadig danse og bevare sin kultur? De har vist en saerlig streng form for kristendom, og et par medarbejdere er Jehovas vidner, som er ret strenge her. Jeg er spaendt paa at se mere, for hvis det er SASOs politik at praedike streng kristendom frem for sundhed og undervisning i HIV/AIDS som de er gode til, syntes jeg det er meget aergeligt!