The warm heart of Africa
Aldrig har jeg haft det saa varmt. Jeg er vaad konstant, og luften staar stille. Folk sover hen over deres markedsboder fordi det er varmt, og paa arbejdet tar folk en nap her og der! Hjemme slappes der ogsaa om eftermiddagen. Det er varmt!
Mens jeg sidder og skriver her om folks velkomst kommer en aeldre herre ind paa kontoret. Han hilser mig paa Chichewa. Hvordan er din morgen? Den er fin, hvad med din? Ogsaa god. Det er min foerste samtale paa chichewa om hvor jeg er fra, hvornaar jeg kom, men saa staar jeg af. Han smiler og med sin haese hemmelige stemmer siger han. You are most welcome. This is Malawi. The warm heart of Africa. Hans ord har vaegt og han mener det virkelig. Jeg er velkommen her, og han kom hen til kontoret bare for at sige at det her er Malawi, og at jeg skal foele mig velkommen. Det er fantastisk, jeg er roert og smiler stort til ham. Han gaar igen!

Myrer og sivtag
Myrer overalt. Smaa aekle myrer. De kribler og krabler. I klumper laegger de sig. I mit tykke kryllede haar. Jeg maerker de kravler paa min krop, og jeg kan haere deres tik tak I min haette paa soveposen. Det er min 2. i familien Bandas nabos hus. Jeg sover vedsiden af Ruthi, men hun syntes ikke at vaere generet af myrerne. Jeg ligger under mit myggenet og vender og drejer situationen. Jeg skal ha myggenettet ned, redt mit haar med lussekam og mindst skyldet min lagenpose I vand. Hvis jeg staar op nu vaegger jeg hele huset. Det gaar ikke. Jeg bider taenderne sammen og lader mig invadere af de smaa forbaskede kryb. Ved det 3. hanegal farer jeg op. Det er stadig moerkt udenfor og jeg reder veldt og voldsomt alle de vaemmelige myrer ud af mit haar.
Alt ordner sig og jeg indviterer naboen hen for at lave vores sivtag. Der er store huller i. Regntiden kan begynde naar som helst og jeg er lidt bekymret for mine boeger jeg har taget med hvis vi ikke for det lappet. Og det er da ogsaa aergeligt for familien at leve i et mudderhul i stedet for et hus. Naboen er en sjov en. Han bor I det mindset lille hus jeg nogensinde har set. Indmad til radioer I alle stoerelser pryder den ene vaeg, og alskinds skrammel den anden. Der er kun lige plads til at gaa ind I huset, og bag den lave vaeg er et lille rum der bestaar af en lille seng. Her bor han med sin kone og sine to boern. Det er mig ubegribeligt. Jeg griner af hans mange radiodele. “I’m a radioekspert”, siger han med halvt fornaermelse over mit latterudbrud. Jeg siger of course og kigger beundrende paa hans overfyldte lille vaeg og vrider min hjerne for at finde ud af hvem I al verden der ville koere 14km ud af den sandede sti og finde lige netop hans lille hus og saa ovenikoebet have tiltro til at hank an ordne en radio? Jeg har ikke hoert en eneste radio I miles omkreds udover hans ejen. Han saetter sig ved sit fletvaerk udenfor og jeg siger at jeg meget gerne vil laere at lave maatte. Han griner, det er vist aabenbart mandearbejde. Jeg sporger hvor han finder sivene og han forklarer at de vokser ude I bushen og at jeg bare skal laegge dem I bloed og saa er de staerkere end snor. Jeg for en haandfuld med over til Violets hus, og vil bygge en lille reol ud af dem. Han foelger med og hopper op paa taget, hvor han tager I mod de lange striber med sort plastic jeg har faaet af SASO. Jeg vil gerne laere at bygge tag, men han griner og siger det er mande arbejde, og det er one manswork. Jeg kan ikke goere andet end at gaa hen til min vaertssoster Ruthi og hjaelpe med at vaske op efter gaardsdagens Nsima.
Vi sidder paa hug og scrubber gryderne med sandet fra jorden og skylder efter med vand. Saeben er universel. Den er groen og billig og vi burger den til alt. Toejvask, babyvask, morgenbad, opvask. Det er praktisk.

Velkommen
En sandet sloev vej foerer mig hver dag paa en vakkelvognet kinesisk cykel frem og tilbage i bagende sol mellem to verdener. Det lyder maerkeligt ik? Men ikke desto mindre er det sandt. Paa 14 kms cykeltur aendrer alt sig. Jeg bor hos familien Banda. Lige ud saa laenge du gidder, af den sandede sti indtil du rammer ingenting, og det toerre landskab rammer dig. Lige der midt i ingenting bor de.
Mit foerste moede med den lille hjertelige familie skete paa den lerklinede terrasse hos naboen Violet, hvis mand er rejst til Sydafrika. Min lille spinkle vaertsmor lagde omhyggeligt en flettet maatte ud som vi tog plads paa, og med sit store tandloese smil oenskede hun mig hjerteligt velkommen. ”Takulandila.”
Terrassen er mit hjem. Jeg holder af at ligge under myggenettet jeg har sat op under taget og kigge ud paa nattehimlen. Luften er friskere end inde, men alligevel er jeg vaad af sved allerede efter aftenbadet naar jeg laegger mig oven paa min lagenpose der engang var hvid. Jeg lytter til cikadernes aftensang og den doeende hund der snorker hoejlydt. En ged braeger inde fra hovedhuset og jeg kan hoere deres klove der tramper det sidste krudt ud inden natteroen tager fat. Jeg er ikke ene om at sove ude. Daliya min vaertsmor med datteren Cathrine ligger paa hovedhusets terrasse.”I dont have a krall for my goats.” Hun fortaeller hvordan hun har formaaet med gedernes hjaelp at sende alle sine 5 boern gennem hele skolesystemet og ud paa den anden side af Gymnasiet. ”But I am very disapointed”, fortsaetter hun, tydelig skuffet i hele hendes vaesen og kropsholdning. ”Non of them are working, they are just staying, and they are not interrested in farming. I cant have this ranch alone.” Hun naermest hvisler ordene ud mellem de taender hun ikke har mens hun kigger indtraengene paa mig med sit intense moerke blik. Et blik der har oplevet meget og har en enorm viljestyrke. ”We sleep outside”, griner hun og peger paa terrassen foran hendes forfaldne hus. ”Wery bad smell inside!”
Hun kalder paa nabobroderen Gidion, og han saetter ild til en bunke straa og gaar foran hende ind i huset. ”Hei, hei” raaber hun og alle gederne farer med voldsomt hast galoperende in i det der burde vaere hendes stue. Hun jager dem ind i joernet bag en gammel gennemtykket laenestol og binder dem omhyggeligt fast til noget ubestemmeligt. Der lugter som en gedestal, men koekkenet er lige ved siden af og det er et kaos. Jelly til haaret og mangoer, haar, kam penge ligger i en paerevaelling ovenpaa et par saekke med Majsmel. Sko og stof ligger henslaengt og en hvid hoene troner aller oeverst. Jeg stirrer vantro paa foretagenet. Det er jo saadan de bor, men kan man det? Kan jeg det?

Dalyas mand doede for 6 aar siden men de savner ham ikke. ”Han havde 6 koner,” fortaeller hun opgivende. Jeg spoerger hvad han doede af. Hun traekker paa skuldren og ser stift ud i luften ”Cauffing”, siger hun. Jeg kigger undrene paa denne mystiske dame der bor midt i ingenting og siger at hendes mand havde seks koner og doede af at hoste. Hun ser taenksom ud og snakker ud i luften. ”6 wifes.”Hun tygger langsomt paa ordene. ”In african culture it is a problem. The man will have more children.........”, hun gumler lidt paa et straa. ”More children” siger hun opgivende. Hendes staerke malawianske accent goer at alle ordene bliver spyttet ud og der er huller mellem ordene, mens hun nogengange naermest synger paa en vokal. Jeg kigger vantro paa hende. Er det det eneste problem hun ser? For mange boern? Hvad med at han har en anden end hende? Hvad med kaerlighed? Hvad med alt? Jeg stirrer ud i den varme nat med stjernerne og cikaderne og taenker paa hvor forskellige verdener vi lever i.

Engelsk kommandante/ dansk volontoer?
Jeg lader familien vide at jeg holder af den grove majsgroed de spiser. Den ligger bedre i maven og smager godt. Men alligevel dagen efter har de malet alt deres mel om til dette hvide totalt naeringsforladte mel. Jeg gisper indeni, og spoerger forsiktigt Amai hvorfor de gjorde det? Hun forklarer at de normalt altid kun spiser det grove, for deres majs er bedst til det og det ligger jo bedre i maven, men de var sikre paa jeg bedre kunne lide det hvide! Jeg ryster opgivende paa hovedet indeni. Hvorfor bliver alt misforstaaet? Hvorfor spiser de ikke groft naar det er det bedste for os alle? De beder paa engelsk og vil naesten kun synge engelse sange for mig, jeg fortaeller at jeg ikke kender nogle engelske sange og kun beder paa dansk. De kigger vandtro paa mig, og har stadig svaert ved at begribe at selvom man er hvid er man ikke samtidig en engelsk fin toes!
Der er et lille stykke fra Violetshus til huset vor familien Bandas geder tilsyneladende har overtaget kommandoen. Jeg gaar og lyser med min pandelampe, og alligevel lykkes det mig, som en anden Cherrio miss sophi Hr at falde over en lille stup. Jeg oemmer min blaa taa og saetter mig paa den flettede maatte foran ilden med de andre og stirrer paa ruthi der er ved at lave Nzima. Selvfoelgelig har jeg glemt vand og gaar tilbage, falder over stuppen igen og griner paataget. Jeg er altid klodset i dette afrikanske nattemoerke mens de galant ved hvor hver eneste lille forhindring befinder sig. Minsandten om jeg ikke vaelter over den lille stup for tredje gang. Jeg raaber op paa dansk, at det var dog utroligt, kan man vaere med klodset og irriterer mig hoejlydt over mig selv.
Naeste morgen vaagner jeg ved at de staar og hakker og pruster for at faa stuppen op af jorden. Mage til misforstaaelse. Jeg ville da ikke kommandere med dem? Og det kan da aldrig vaere deres problem at jeg er saa ekstremt klodset? Jeg er saa pinlig over deres misforstaaelse af mit vaesen at jeg ikke aner hvad jeg skal stille op. Jeg lader dem blot hakke og vaere i den tro at jeg kommanderede dem paa dansk til at se at faa rykket den stup op. Men jeg er da vaerken prinsesse eller lavet af glas selvom jeg er hvid!
Jeg sporger af bekymring for Ruthi om det er langt for hende at cykle efterscones fra den lokale minishop/tearoom. Violet kigger nervoest paa mig og siger: ”Nej, nej, hun kommer meget snart med din morgenmad!” Forfaerdeligt! Hvem og hvordan tror hn egentlig jeg er? Jeg er ingen engelsk kommandante, men min farve goer at alt jeg siger og reagerer paa i familien bliver misforstaaet. Og de sidder som paa pinde og er totalt under dagen ved min tilstedevaerelse. Det bliver bedre det ved jeg, det har allerede aendret sig lidt og vi spiser nu forholdsvist sammen, og de giver ikke mig 3 gange saa meget som de andre som de gjorde i starten. Jeg har saagar faaet lov til at lave lidt mad, koge vand, daekke bord, hente braende og vand og hjaelpe med at feje. Det er store sager!

All you need is Jesus!
Har du hoert det foer? Det har jeg! En dame fra Zimbabwe bor i et faldefaerdigt stort hus. Der bliver snakket meget om hende. Hendes mand har en bil, siger nogle. Hendes boern kan ikke lide hende, siger andre. Jeg moedte hende paa cykel, og hun er en frisk dame der saelger sengetoej. Hvorfor i alverden hun har bosat sig midt i ingenting hvor der hverken er senge eller taepper der har brug for toej maa en anden svare paa. Hendes mand dyrker jorden og hun ville vaek fra Zimbabwe, det kan jeg tilgengaeld godt forstaa.
Denne soendag morgen er det noget andet. Jeg kan hoere boernestemmer der synger livligt fra hendes skygge under mangotraet. ”Lets go to play”, siger Ruthi med de samme slags huller mellem ordene som hendes mor. Play, taenker jeg forvirret. Hun tager sit lille engelske nye testamente og finder en BH boejle og putter den i haaret som et skindende soelvdiadem. Hun er meget smuk og jeg foeler mig saa stor og hvid i mine shorts og beskidte undertroeje. Malawianerne bytter L og R ud for at godt ord, saa jeg regnede hurtigt ud at hun ville have mig med i Kirke.
Boernen ligger og staar paa en stor sivmaatte under Zimbawianerdamens store Mangotraer. Mens praesten raaber op om Mulungu (Gud) og disciplene der ikke havde tro i stormen paa soen, falder der en mango lige ned paa straabordet de har sat op. Praesten er overenergisk og har et paaklaebet smil paa mens han konstant siger Halleluja og boernene og teenagerne svarer Ameni. ”Pempera”, lad os be. Og saa for piben en anden lyd. Vi beder alle inde i os selv eller hoejt og i munden paa hinanden. Gud velsigner stedet og jeg maerker deres staerke tro paa skaberen og Jesu eksistens og kaerlighed i deres oprigtige boen. Vi synger nogle sange, og klapper og danser.
Praesten har et barnagtigt syn paa vores eksistens konkluderer jeg. Vi behoever blot jesus, og saa skal vi ikke graaede mere og vaere syge. Jeg kigger hele tiden irriteret ned i min bibel og proever at faa lidt mere ud af den historie. Pludselig beder praesten Linda om at komme op til hende saa han kunne bede for hende. De andre boern forklarer at hun har Malaria. Hun er meget varm og slap og rejser sig langsomt og frygtsomt for at gaa op til den overglade praest. Han holder hende om hovedet og beder Gud tage Malariaen vaek og goere hende rask. En anden lille pige bliver foert frem. Hun har forfardelig oejebetaendelse er slap og varm. Han beder i troens navn for dem begge, og siger at igen at alt vi behoever er Jesus. Ruthi og jeg baerer Linda hjem til os. 41 i feber, og vi proever at faa hende til at spise og drikke. De forklarer of forklarer om hendes sygdom og slynger om sig med smertestillende og Magnesium. Det er en farlig coktail, og jeg er urolig for den lille 4 aarige pige der deler far med min nabo! Jeg siger hun skal paa hospitalet for at faa et Malaria-tjek, men det er soendag og desuden har hun faaet Malaria medicin. Tilsidst maa jeg opgive at forstaa hendes situation. Moren er til begravelse og den lille Linda spiser noget febernedsaettende.
Hun har ikke vaeret syg siden!?
Alt vi behoever er Jesus og en panodil?

Bushflip!
Vi gaar og gaar. Daliya viser mig taalmodigt hele hendes kaempe omraade. Det er virkelig stort og selvfoelgeligt uopdyrket da hun ikke kan dyrke det hele selv. Hun pejer langt i den ene retning og den anden og jeg kan ikke se hvor hendes land slutter, men her er ikke et hus i miles omkreds saa det siger vel sig selv. Saa meget toer jord her midt i ingenting. Her er ingen bakker eller en horisont, bare toere majs stokke og traer som folk lystigt faelder. Vi snakker om hvorfor hun ikke kan bruge alt det land hun ejer. Hun fortaeller hun dyrker bommuld og er med i en sammenslutning paa 135 pers. Der samarbejder. Folk vil ikke dyrke dette land med forskellige afgroeder, og hun har ikke penge til at betale nogen. I min verden er der tusind muligheder og loesninger, men i hendes er der bare boern der er flyttet, en doed mand, og en traet krop der ikke kan dyrke alt dette land. Vi gaar helt hen til graensen til naturreservatet Kuti. Et stort hegn sikrer dyr i at komme ud hvor folk bor og folk i at komme ind for at faelde traer. Pludselig staar vi midt i en svaerm med smaa vaemmelige og ekstremt naergaaende! De flyver ind i mine svedige porer i huden og har naer overtaget mine oeregange foeler jeg. Jeg vifter og vifter febrilsk med et par groenne straatingester men lige lidt hjaelper det. Disse fluer kan lide min fugtige hud og har ikke besluttet sig for at vige blot fordi jeg staar og laver lidt vindcirculation i deres svaerm. Bzzz, lige ved mine oerer. Det bliver mig for meget. Saa meget har jeg proevet her, med folk der peger og snakker hen over hovedet paa mig, proever at snyde mig, varme og overfyldte matollaer der koerer 10 meter inden de stopper for at samle den naeste kasse fisk op, og saa kan jeg ikke engang holde mig i skindet ved moedet med disse aekle fluer. Jeg begynder at graede hysterisk. Vifte, vifte. Varmen ligger som en varm dyne omkring mig og jeg har lyst til hav og en staerk vind der kan vifte det hele vaek. Jeg raaber lidt paa dansk og begynder at samle braende.”Its better now?” smiler Dalya, og jeg siger graadkvalt yes og knaekker grenene mod knaet og samler dem i en lang poelse paa jorden. Jeg binder dem efter bedste evne sammen med de groenne sivagtige blade. Jeg vil bare afsted, fluerne er jo ved at aede os, men Dalya foeler sig aabenbart overbevist om at jeg har det fint nu og hendes taalmodighed er uendelig. Hun griner af mine maerkelige knuder her og der rundt om poelsen af grene og begynder omhyggeligt at binde dem op. ”Chonde Amai”, siger jeg. I do it better next time Amai. Men hun insistere. Hun viser mig hvordan det skal goeres mens jeg desperat taenker paa hvordan vi nogensinde skal komme vaek fra de naergaaende bushfluer som hun tilsyneladende overhovedet ikke registrerer. Hun tager omhyggeligt min lille bunke friske blade jeg vil laegge paa hovedet som en pude under alle grenene, og insisterer paa at lave en krans ud af dem. Jeg er lige ved at faa et hysterisk anfald. Men det kan jeg jo ikke tillade mig. Amai, staerke taalmodige lille Amai Dalya vil jo bare det bedste for mig. Men jeg har faaet flueflip og nu maa det simpelthen vaere nok med Afrikansk taalmodighed, varme, toerre siv og saa de forbaskede fluer.

”Mango”, min ven
Aldrig i mit liv har jeg spist saa mange mangoer. Vi snakker meget om dem og spiser dem. Vi sidder paa verandaen med en kniv og spiser dem i eftermiddagsheden. Kigger ud paa marken og gederne der laver bukkespring eller braeger med deres menneskelige roest. Mangoerne faar roen til at falde over en. Det er klistret og moejsommeligt og naar vi spiser mange lader man bare tiden staa stille og spiser mangoer paa Amais terrasse. Paa sivmaatten hendes hjem. Altid lige en Mango...

Ahh hold op!
Paa mine lange cykelturer er der konstant en gut der raaber gebrokkent ”HeRo Howe a-re iyou?” De irriterer mig graenseloest disse gutter. De kigger paa mine knae og vil altid vide hvordan jeg har det selvom jeg cykler ret hurtigt forbi. Men paa en times cykkeltur cykler jeg forbi de foerste hundrede mennesker, isaer ude paa hovedvejen, og jeg kan da ikke svare hver eneste unge selvophoejede Gut der raaber enten det ene eller andet.
Paa den sandede sti vifter nogle af de aeldre maend bare glade med begge haender. De er bare saa oprigtig glade og imoedekomne saa de for altid et smil og et stort vift. Boernene kan finde paa at loebe efter cyklen mens de energisk raaber Wawawa... De har ikke meget at tage sig til, og det at en hvid cykler paa deres sandede vej og bor i deres omraade er dem ubegribeligt.
”Hvor er din Chitenje hvide?” (slaa om nederdel, traditionel beklaedningsdel!) ”Du kan da ikke cykle saadan”. Hun loeber efter mig. ”Tag min, tag min hvide!” Jeg cykler videre i rasende fart, men beslutter mig for at tage kvinden alvorligt og ifoere mig min groenne og brune Chitenje. Men den blaeser jo alle andre steder hen end ind mod mine ben, og lige saa snart de foerste kvinder lidt laengere inde mod Salima ser mig peger de haanligt og skriger af grin. ”hiiiii, ha...Hvide. Du har chitenje paa...hiii..” Jeg er lige ved at blive idiot, men bider taenderne sammen og cykler ind mod SASO s kontor.
”Where a-re iyou comming from”, siger de og cykler op paa siden af mig. Efter at have svaret de foerste 10 fyre paa en morgencykkeltur har jeg bare lyst til at grave mig ned eller agere doevstum. Nu er jeg begyndt at ignorere folk men det foeles ogsaa uhoefligt men det er da helt utroligt. Lad mig dog bare cykle i fred? Og I har da i oevrigt heller ingen ret til at vide alt om mig bare saadan uden videre.
Cykelhandleren kigger vantro paa mig da jeg fortaeller cyklen er tung. Det er bare dig der skal i traening siger han. Du er jo ikke vandt til at cykle. Jeg kan ikke holde mit raseri inde. Jeg fortaeller ham om dansk cykkelkultur, om min elskede mountainbike. Han siger ikke engang undskyld for sin uforskammethed.
Alle bliver fornaermede naar jeg ikke kan huske deres navn, men det er umuligt! Saa mange nye navne paa en uge!

Til doeden os skiller
Jeg rammes af den soergmodige lyd. Og ser grenene der er lagt hen over den sandede vej mod ingenting. Jeg staar af cyklen og lader oplevelelsen stroemme imod mig. Det starkeste vidnesbyrd om aegte faellesskab og kaerlighed til sin naeste. En raekke af kvinder paa over en kilomet. Farvestraalende i deres smukke traditionelle toej, gaar de og graeder hoejlydt. Det er en Gogo (mormor) der er doed fortalte Daliya i morges. Den staerke lyd rammer mig. De hyler deres sorg ud og stoetter den naermeste familie med deres hulk og jamren. Det er som om raekken af soergene kvinder aldrig holder op. Alle i miles omkreds er moedt op for at give en sidste hyldest til denne Gogo og hendes familie. At hoere deres jamren er paa en maade befriende for her hyler de sammen, og de kender ikke til ensomhed. Jeg rammes af medlidenhed og sorg, og paa samme tid denne befriende foelelse af at kvinderne soerger i faellesskab og ikke lader nogen i stikken. Taarene triller ned af mine kvinder og jeg traekker traet min cykkel gennem sandet og moeder slutten af raekken. Jeg toer ikke kigge dem i oejnene, for hvad vil de ikke taenke. En fremmed Mzungu der graeder? Jeg siger pepani til en lille dame og klapper hende paa ryggen, og hun klapper mig paa ryggen og jeg traekker min cykkel videre til jeg er ude af soergeomaadet.

Bushkvinde Deliya
Med noegen overkrop slaar hun den varme majsgroed ind mod grydens glohede kanter. Brysterne haenger slapt ned af overkroppen, og er et tydeligt tegn paa ansvaret for 5 borns aernering gennem mange aar. Amai er tydeligt upaavirket af min tilstedevarelse og nyder, ikke at have toej paa.Varmen goer os alle traette foer tid, selvom moerket er faldet paa. Og jeg rammes af beundring af denne families frihed og forskellighed. Denne kvinde. Denne anden verden. Det er ubegribeligt i et og samme nu.
Naar vi spiser dypper de bare de store klumper af stiv majsgroed i det de kalder Rellish. Det er alt lige fra kogt salat, aeg, boenner, koed eller fisk. Det betyder at boernene ikke for glaede af den aernaering der er i tilbehoeret. Ingen moste bananer, moste boenner, eller ren salat eller et halvt aeg. Selvom det ligger lige der paa talerknen. Det er saa frustrerende at se paa. Jeg har lyst til at fodre de smaa poder kun med tilbehoer og laere dem at det fungerer helt fint, men det er jo graenseoverskridende for dem hvis jeg blander mig for meget.
Jeg prikker lidt til Freemans opspilede haarde mave og siger jeg godt kunne taenke mig at hvide hvad der er derinde! I sjov, men ogsaa lidt alvorligt. De kigger paa mig, og i ramme alvor siger de, det fordi han spiser alt for meget. Jeg griner af deres joke, men finder ud af at det er ramme alvor. Jeg proever at snakke lidt om aernering og at denne fejlaernerede mave kommer fordi boernen for for lidt vitaminer og proteiner og spiser Nzima (kogt stiv majsgroed) istedet. De griner bare af mig og siger, tror du virkelig det? Jeg tror det ikke, siger jeg lavmaelt, jeg ved det.
Jeg spoerger om de har haft om aernering i skolen. Ork ja, svarer Ruthi ivrigt. I biologi, hjemkundskab og social science...Ikke mere i den snak. Det siger bare alt om skolesystemet og hvor nyttesloest det er at det er saa lidt praktisk og saa paa engelsk!

Hvem er du?
Det er egentlig et godt spoergsmaal. ”How are you?” ”Who are you?””What are you doing here?” ”Where are you comming from?” ”Why are you here”. Det tvinger mig igen ligesom paa 1. fieldstay at taenke det hele igennem igen. Og lige inde i mig selv, midt i maven siger det: ”Jeg er dansker. Jeg er Anja. Jeg er en Braestrup og en Lillemaehlum”. Og jeg bliver helt glad ved tanken. Jeg har et sted jeg hoerer til. En familie, et land, et hjem! Det lyder patriotisk, men det er ikke i den forstand. Det er en dyb aere og glaede jeg finder naar jeg soeger i mig selv og proever at besvare disse spoergsmaal, jeg igen og igen skal svare paa. Jeg graver og graver og sommetider glemmer jeg rent hvorfor jeg er her hvor jeg ikke hoerer til, hvor alt er anderledes og til tider frustrerende. Jeg svarer efter bedste evne om fascination af Vestafrikansk kultur gennem venner. Om lysten til at vide mere om verden, learning by doing, og at det ligger mig paa hjerte at laere om godt udviklingsarbejde og lave fortalervirksomhed for det naar jeg kommer hjem.
Deliya piller nervoest ved sin kjole og fortaeller mig at chefen og hans gruppe landsby formaendene gerne vil se mig. Byde mig velkommen og hoere hvorfor jeg er her. Hun vil gerne hjaelpe mig med at oversaette og siger at det er svaert fordi jeg snakker slang. Hun beder mig om at skrive min tale ned. Jeg gaar straks igang. Hvilket serioest folkefaerd, og jeg glaeder mig og frygter dette moede med saa mange mennesker. Ruthi laeser mine kravetaer op paa langsomt percusion agtigt Malawi-engelsk, og siger saetningerne paa lejende Chichewa. Delyia skaever over paa mig og anstrenger sig for at faa hvert et ord med. Jeg er beaeret over deres engagement for at forstaa min tilstedevaerelse og aander lettet op da Deliya omsider siger ”Tiyeni!” Lad os gaa! Jeg saetter min lille spinkle vaertsmor bag paa min lave kinesiske damecykel, og jeg cykler varm og spaendt ned mod den ukendte landsby.
De troner paa hver deres stol og ser vigtige ud da vi ankommer, svedige efter den korte cykeltur i solskind. ”Put on your Chitenje!” siger Deliya bestemt, og den ordre har jeg ikke lyst til at protestere imod, selvom det frembringer fnis og latter fra de omkringsiddende kvinder!
Vi tager plads paa to stole overfor de aeldre vigtige hoevdinge-agtige typer med store dybe rynker og manglende taender og nu er det min tur til at pille nervoest ved min blaa indiske taske.
Jeg tror at stilheden betyder at jeg skal tale og begynder haest at sige mit navn og stirre ned i jorden. De griner varmt og siger at Saukani vil aabne moedet. Han er et stort smil og fortaeller glad gruppen af kvinder der sidder paa jorden lidt skraat bag os, at han er glad for de er kommet til moedet, og giver ordet til en af de vigtige chefmaend. Han rejser sig og vi beder alle en boen sammen. Det er roerende at de alle er samlet her bare forde jeg skal bo i omraadet i 7 uger. Chefen for hele Nkhuki village rejser sig og fortaeller glad at lige fra han hoerte der skulle komme en hvid og bo her langt ude i Bushen, ville han gerne moede mig, for det er meget usaedvanligt. Han takker hjerteligt for mit fremmoede og siger jeg skal foele mig fri, velkommen og endelig komme paa besoeg igen i deres omraade. Han snakker Chichewa og Deliya er kommet paa opgave. Han snakker i smaa tydelige saetninger og Deliya som sidder lige ved min side snakker endu hoejere og tydeligere til hele forsamlingen paa sit helt eget Malawi engelsk i hans huller. ”You should feel free, and moooost welcome!” Ijaaa.... Hendes mund former ordene foer hun siger dem og det frembringer et smil selv hos Saukani. Vi har ikke travlt og alt bliver sagt med stoerste grundighed!
Nu er det min tur. Deliya er klar siger hun. Jeg kigger nervoest ned i min lille notesblok og proever at snakke med lige saa klar og tydelig roest som dem, under det store mangotrae. Delyia er sikker i sine ord, og jeg stoler blindt paa at hun oversaetter det jeg siger. Det glaeder kvinderne at hoere ordene og de vigtige chefer i deres hoevdinge stole kigger undrene som 4 bjoerne der ser et menneske for foerste gang. De nikker og brummer engang i mellem, og til sidst gler alle og klapper saa hjerteligt. De danser for Deliya og jeg, og hun vil hjem efter nogen tid.
Taenk hvis vi boed fremmede velkommen? Taenk hvis vi aabnede vore hjem, stod til raadighed, havde en hjaelpende haand, viste interresse, arrangede moeder hvor begge parter kunne fortaelle deres tanker?? Jeg laerer saa meget nyt, og forundres igen og igen!

Mzungu syndrom
Jeg elsker og hader Malawi paa samme tid!! Elsker og hader af hjertet! Elsker varmen, det anderledes, det nye, kvindernes staerke vilje, latteren, tiden, det komiske i transporten, og i samme nu hader jeg det af hjertet. Hader deres staedighed omkring mine behov og mine ting. Deliya der pudser min cykel og haelder mad op til mig som var jeg en hel haer af soldater lige hjemvendt fra slag, eller en stor tveskaegget viking. Jeg er hvid ja, men jeg spiser altsaa ikke saa meget! HADER folk der glor, raaber efter mig, forventer noget specielt.......Hader ......elsker. Det er de samme ting jeg hader og elsker.
Men det at vaere hvid her er ikke bare en farve. Deres viden om Europaere er skaaret over en kam, og vi er alle westen white people, der hverken kan cykle, lave vores egen mad, eller taale at arbejde eller blive beskidte. Vi har roeven fuld af penge, og kan spytte dem i hovedet paa hvem som helst naar som helst. Mzungu syndromet slaar til! En haand bliver raekt frem. ”Give me your money!” Selv i rasende fart paa cykel hoerer jeg det mindst gange paa en tur. ”Provide a bike for me?” De tager altid lidt overpris for mig, og kan man snyde en Mzungu saa goer man det. ”Mzungu, azungu, Mzungu!” Raaber de smaa boern, og det nager sig fast som et klaebrigt ekko. Mzungu. Ja, jeg er hvid, jeg er ikke Malawianer, men behoeves i at raabe det hver dag og hele tiden??
Jeg er ingen marsboer eller en omvandrende pengemaskine. Jeg er bare en student der har sparet penge op og nu er her! Men hvordan kan man hvide det?
”Iam hungry!” Selv her paa SASOs kontor hvor der er en AIDS klub for middelaldrende damer tigger de mig straks for penge. We are hungry. De kigger lidende paa mig og tror aabenbart jeg har et bageri i lommen og en ged bag paa cyklen?? Jeg begriber det ikke. Vi forklarer dem hvorfor vi er her, for at observere, laere, lave fortalervirksomhed, og alligevel tigger de og beder som de brune tynde sultne Malawianske hunde der goer hver aften! Jeg aabner min flaske med helt almindeligt vand og 3 kvinder fra moedet raekker deres haender frem. Nu bliver jeg foraget, og peger hen paa vandhanen og de kopper der staar der. De ser skuffede ud. Jeg er frustreret over moedet og at jeg bliver misforstaaet men jeg kan jo heller ikke snakke med dem. Hvad kan jeg goere ved at de er sultne? De er samlet i dag for at diskutere og finde nye indkomstskabende aktiviteter for deres gruppe ud over den faelles koekkenhave de har i SASOs baghave. De maa da selv kunne se at det virker fjollet at spoerge mig om mad?
Jeg gaar opgivende fra moedet, og orker ikke et saadant AIDS klub moede igen.

Jesus eller gulevankulu!
Det jo helt sort. Der praedikes at vende sig til jesus og vaek fra Guluvakulu. Men det er jo en staerk og vigtig kultur. Fantastisk danseteknik og tromning, til festlige lejlighedder. Vi snakker med SASO folk om vaegtning af at pille folks kultur ned. Jeg spoerger om man ikke kan tro paa Jesus og stadig danse og bevare sin kultur? De har vist en saerlig streng form for kristendom, og et par medarbejdere er Jehovas vidner, som er ret strenge her. Jeg er spaendt paa at se mere, for hvis det er SASOs politik at praedike streng kristendom frem for sundhed og undervisning i HIV/AIDS som de er gode til, syntes jeg det er meget aergeligt!

Lakulandila *velkommen du
Den lille snoede sandede bushvej kryber sloevt gennem majsmarker med mangotraer og kaempe baobab traer. Der er langt mellem husene nu og jeg er saa spaendt paa min nye vaertsfamilie. Vi ankommer og en lille dame uden fortaender skynder sig at laegge en maatte klar paa den lille lerklinede veranda. Vi saetter os, og hun tager den obligatoriske goddagrunde. “Hvordan er din eftermiddag hr?” “Meget fin, og din?” “Det er godt hos mig! “ Alle for en hilsen med haanden fra de mange husmedlemmer. Paul fra SASO forklarer omhyggeligt penge-situationen til den lille kvinde og hendes datter inden de koerer og efterlader 3000 Kwacha og en blaaoejet dansker midt I Bushen. Jeg lister ind og saetter min taske I det rum de har gjort klar til mig og datteren Ruthi som lige er kommet hjem og bo efter at have afsluttet gymnasiet. Det er faktisk Naboens Violets hus. Hun sover I vaerelset ved siden af med sine soen Freemand paa lidt under et aar. Det er et murstenshus, med jordgulv, og forleden kom den foerste regn, saa de flyttede noget blik og undskyldte at alt var lidt kaos der stadig. Vaerelset er stort nok til at Ruthi og jeg kan ligge paa 2 maatter I det, og begge have en taske staaende.

Der er bogstavelig talt ALTID plads til en til! Buskontrolmanden staar op I den lille minibus, faktisk er det kun hans ben der er I bussen. Overkroppen haenger og flagrer ud af vinduet. Han er et stoejende og livligt reklameskilt. Kom og koer I denne bus. Dyyyyt. Dyyyyyyt, dyt. Vi koerer til Nkhota kota. Koooooom. DYYYYYYT. Han saelger stadig flere pladser og folkene sidder taalmodigt 5 paa saeder der er beregnet til 3 personer.

Blaa plageaander
Jeg gaar min saedvanlige markedstur I Lipiri. Det er nemlig Torsdag og saa er der marked. Idag er alting anderledes for jeg har slaebt mit kamera med paa tur. Det er et circus uden lige. Jeg vil praeve at fotografere Lipiri naturligt, med alle menneskerne, husene og alt jeg har kigget paa de sidste 7 uger, men det er en fysisk umulighed for paa hvert billede er der et par drenge I blaa skoleuniform. De blir en slags find holger, bare I blaa og endnu mere irriterende. De flyver rundt om mig og hver gang jeg har klikket paa knappen lyder et gennemtraengene “Ahh” lige ind I oerene paa mig. De 8 skoledrenge er fuldstaendig overkaade, og har en helt anden situationsfornemmelse end jeg.
Jeg beslutter at give efter og fotograferer den ene slaa vaermolle ned af den stoevede landevej der gaar sloevt ned gennem Lipiri ned mod ingenting I Dowa west district. Men. Det skulle jeg aldrig ha gjort! Nu er der et par ben I luften paa alle billederne. Hvis ikke det var fordi jeg I forvejden hader al den opmaerksomhed jeg for paa torsdagsmarkedet havde jeg maaske ikke blevet saa vred, men alle gloede og ville saelge og snake og grinede af mig og mine blaa plageaander. Det var en descideret fysisk umulighed at tage billeder. Mine 8 skoleuniformsklaedte plageaander fulgte efter mig hen for at koebe lys. Jeg havde lyst til at tage den ene og banke den anden med, men saa havde jeg nok faaet visse problemer med at fortsaette som volontoer udsendt af folkekirkens noedhjaelp her, og det ville jo vaere en skam, saa jeg beslutter mig for ikke at goere nogle tilnaermelser til de nu hoppende, skrigende og virrende blaa skabelser. Jeg talte til ti og sagde saa:”Chonde chokani!”, og sjovt nok floej den same saetning lige tilbage I hovedet paa mig, med skrig og skraal og en vraengen paa stemmen. Jeg er nu lige ved at springe I luften og I et nu spurgter jeg fasted med plageaanderne lige bag mig. Jeg loeber alt hvad remmer og toej kan holde. Hjem. Hjem med det dumme kamera. Hjem. Vaek fra alle der glor! Forpustet naar jeg Gloria og 5 sekunder efter sidder de 8 plageander og griner hysterisk lige foran doeren. Jeg raaber:”Mukupita ku nyumba!” og for jaget dem vaek!! Jeg griner pligtskyldigt med Gloria, og saetter mig for at skaere kaal, der syntes som den stoerste befrielse I hele verden!