Her i Malawi hersker en vis:" Søster-kom-her-og-slæb-for-mig-kultur!"

som jeg har et meget akavet forhold til. I min værtsfamilie bor Patricia på 12 som er en yngre søster til Gloria. Gloria fortæller hun er der for at hjælpe til, men det jeg ser er en pige der aldrig har fri. Altid skal hun stå til rådighed for søsterens: ”Pari”, og det er til at passe den lille, lave mad, vaske dit og dat. lave bål, købe ind. Som en anden askepot. De snakker ikke med hende, og hun sover hos naboen fordi de har givet hendes værelse til mig. Patricia smiler ikke når faren er i huset, men så snart hun er med veninderne og de leger med Olivia, ler hun så skønt, og det varmer mit hjerte. Der er ikke kultur for at forældre/vægre ser til ens skolegang derhjemme. Patricia læser nærmest skyldbetynget i bøger og det selvom Richard er lærer.

Tourismeprostitution????
Unge fyre, tilbyder deres venskab til udlændinge. Piger og drenge. Vi hopper jo på den, og så har man venner. Men de har altid en bagtanke. Et maleri, en halskæde, en hat hvad som helst. En gadesælger sælger nemlig ikke kun sin kunst, men også sig selv. Jeg kan ikke lade være med at sammenligne med vores forståelse af prostitution. Selvfølgelig sælger de ikke deres kroppe, men de sælger venskaber, deres egen personlighed, og sætter sig selv i et mærkeligt forhold til kunderne. Snakken går, der bliver spillet volleyball, og de indvitere os på varige venskaber, men i virkeligheden vil de bare gerne sælge efter kampen. De vil sælge os bål, dans og tromme. Det er en måde at drive turrisme på vi ikke er vandt til, men det virker jo? Og kultur skal man vel betale for?

Firben på muren, kakkelakker på gulvet, advarsler mod flodheste i søen, slange på lokummet, frøer og edderkopper, skorpioner på værelset, mus og rotter på toilet og i køkken.
realety wakes me up

Hvide letpåklædte popstjerner hænger på væggen i den lille stue, danske flag ned fra væggen og guialander. Richard er fascineret af amerika fordi en dame besluttede sig for at betale hans skolegang. Han er taknemmelig og ønsker at huse en dansk volontør. Det er samme hus som en anden volontør boede i sidste år, og det føles mærkeligt. Lidt ligsom at være den nye kæreste, og kæresten snakker stadig om ekskæresten.

Det føles rart at forlade huset med Gloria. Olivia er stadig bange for mig fordi jeg er hvid og græder og vil væk. Men nu er vi på tur. Rigtig tøsetur, og jeg fryder mig ved tanken om min første veninde aktivitet her i mit nye hjem. Vi skal hente Juliana og Elube. De reder hår, gør sig fine og smører en slags vaceline på læberne, i håret og på huden så de skinder gyldent. Jeg føler mig hjemme. De går på den støvede vej mod Kawande og deres klukkende latter kan høres helt deroppe i Kawande tror jeg. Men latteren fylder mig op med glæde. Jeg aner ikke hvad de snakker om, men det er også ligemeget. De griner og slapper af.

En kødrand af mennesker. Vi bliver guidet igennem. Pludselig står vi midt på en åben plads og 2000 par øjne stirrer på mig fordi jeg er hvid. Jeg føler mig som et giftift insekt menneskene er fascineret af, ikke tør røre og er bange for. Eller........en marsmand. Ja. En marsmand der lige er landet, som ingen ved om de skal tro er virkelig. Jeg bliver revet ud af mine tanker og kastet ind i realiteten af dette organiserede kaos, af kvinder og børn på midten af den støvede plads. Vi bugserer os ned ved siden af alle de andre kvinder og børn.
I ét nu har jeg lyst til at løbe så hurtig jeg kan, ud af mængden, skrige højt og aldrig mere komme tilbage til Afrika. Kan man mon løbe til spanien herfra? Hvis jeg nu skriger højt, kommer der så en bil og tager mig væk? Jeg er helt forkert her. Alle glor, uden undtagelse. De små børn hyler og vil op til deres mor, alle peger og hvisker eller snakker højlydt om mig. Med min grønne chitenje går det heller ikke bedre. Den insisterer på at kravle op af benene på mig så mine to små hvide knæ snart er blottet for alle disse mennesker. Det er frygtelig pinligt det hele.
TA (Traditional Authorety) skal udnævne 3 nye landsby overhovedmænd. De for vigtige ord med på vejen om at være forbilled, behandle andre med kærlighed og om at opmuntre folk til at arbejde hårdt. Det er jo altsammen meget godt, men tænker lidt på de landsby overhoveder jeg har mødt. De drikker, og spiller vigtige og passer ikke deres job. Der bliver ikke ro til flere af mine lommefilosofier, for pludselig dukker et par kuluvakulu dansere op. En mand med en lang stok som han ikke er bange for at bruge, jager folk ned at sidde og ud til siderne. Flere tusinde mennesker venter spændt på optrinnet, de snakker og puffer lidt til hinanden.
Danserne er klovne samtidig, med masker der kan bevæge munden. En begynder at klatre op af en pæl, og det bliver næsten for spændende for TA’en, lederen med de smukke vide tøj. Hun gemmer hovedet i hænderne og venter til at han er nede med at kigge.

Et folkefærd der i sandhed både rummer stolthed og ydmyghed.
Jeg forundres stadig over glorias vilje til at sætte sig på hug for besøgende, selv sin egen far.
Kvinder langs vejen der sagte går lidt ned i knæ og siger Zikomo og kigger ned.
En vilje til at lave et måltid mad til sin gæst, af det lille du har, og du skal ikke selv spise med.
Richard der koger the og skærer Papaja, selvom han ikke selv skal ha noget.
En vilje til at vandre på fællesskabets vej. Dele mad, penge, måtter. Sidde tæt, hjælpe veninden med tøjvasken eller tørring af majs.

Stille sidder hun i stuen og venter på sin mand. Det er søndag og Richard to på bar ved 10 tiden efter kirke, og vi ser ham komme dinglende ind i haven, med lidt chibukuskum på læben og et problem på balancenerven. Han er ucharmerende og spørger til Pambanos dag og så min.
Gloria hæver aldrig stemmen over for Richard, selvom det må være frustrerende ikk selv at have penge mellem hænderne og bare se at mange af pengene går til Chibuku, deres lokale øl. k40 for én karton.

Goddag mand økseskaft

”how fine are you mister?”.....ehm...så god? Og i øvrigt er jeg ingen mister..:)

“I’m comming” siger mine nye bekendte når de går. som når vi andre siger:”Jeg går lige derhen og ordner dit eller dat, kommer tilbage om en times tid.” Men her bare, I am comming. Det er ret sjovt. Kommer du idag? Om 5 min? Hvor skal du hen? Men ok du kommer, yes yes

”What is my name?” Spørger børnene tit på gaden? Jeg ved det jo ikke........

Min nabo på 9:” Anja! What is your name?” Jamen så find dog på noget andet at lave knægt!

Udviklingshjælp der rykker

På tre år har folkene i den lille lerklinede landsby: Kambuzi i Malawi, gået fra at være hjælpeløse sultne bønder fanget i en ond cirkel, til stolte at vise os deres brægende, klukkende og blomstrende landsby frem.
Seje kvinder

På vores vakkelvognede kinesiske cykler, kæmper vi os igennem den sandede sti. Det er næsten umuligt at komme omkring ubemærket her i Dowa. ”Muzungu”, ”hvid” lyder råbet fra børnene overalt, og de fleste markarbejdere eller husmødre foran sine hytter, stopper sine flittige hænder, og rækker dem i stedet frem mod os i en hilsen: ”Hvordan har du det denne eftermiddag?”
En syngende lerbygning danser os i møde. Vi bliver hjerteligt budt indenfor på ”day care centeret” af de frivillige, farvestrålende, håndfaste kvinder.
Børnene står tæt sammen, dansende og syngende i deres hullede og støvede tøj. De har alle tallerkner med, og nyder godt af ”day care centerets” undervisning i vokalerne, og den varme soya-grød.
Damerne er små og smiler hjerteligt med deres manglende tænder, farverige tørklæder og børn på ryggen. De står i en lille rundkreds og snakker. Pludselig bryder den ene ud i sang, går ned i knæ og svinger beslutsomt med armene. Hønsene er ankommet. Kvinderne danser rundt om bilen og åbner bagageklappen mens de stadig synger. Hønsene fatter ikke at de med deres æg skal holde et ”daycarecenter” kørende, og det hænger i luften at det ikke bliver sidste gang hønsene for en sang med på vejen.
Den mindste dame åbner ind til deres ”seed-bank” hvor landsbyen har samlet en fælles pulje med frø af jordnødder, majs, soya, bønner mm, det sikrer dem altid at have noget at så, selvom høsten slår fejl et år.


Håb, styrke og ny energi
Johi Mwale står stolt foran os med sin tandløse mund, sin blå skævtknappede skjorte og er ét stort smil. ”For 3 år siden havde vi ikke visioner for Chayanika. Vi sultede og var uden mod. Jeg er er stolt nu!” fortæller den middelaldrene bonde. Hele landsbyen er samlet inde i deres fælleshus de bruger som kirke og mødested for deres ”circle diskussions” ”Vi, både mænd og kvinder mødes her for at diskutere hvad de kan gøre sammen og frivillige lærere underviser voksne i at læse, regne og skrive”, fortsætter Johi. Kvinderne viser os stolte deres smarte gedestalde og fortæller at de bruger afføringen som gødning, og om det kursus de har været på i gedehold.
De små kid bræger om kap og skal snart gives videre til en ny landsby, da det en låneordning.

Vi kan selv
Mændene viser os deres store køkkenhave med tomater og løg. Med meget letanvendelige trædepumper de selv kan reparere, får de udnyttet den lille mudrede å til fulde.
”Vi føler os rustede til at køre projekterne selv fortæller de seje frivillige i Kambuzi, som står for circel møder, børnedagcenter, hjælp til HIV/AIDS syge, og voksenundervisning. Hønse og gedehold er kommet for at blive. Med et par ganske få, men vigtige imput fra organisationen Evangelical Lutheran Development Service som er støttet økonomisk af folkekirkens nødhjælp, kan disse to landsbyer nu se fremtiden i øjnene.

Evangelical Lutheren DevelopmentService
-startede sit arbejde i Malawi 1989
-fokuserer på fødevaresikkerhed
-indkomstskabende virksomhed
-opmuntre landsbyer til at kæmpe selv
-vejleder lokale til at arbejde frivilligt

Malawi fakta
-13mill indb.
-10. fattigste land i verden
-80% bønder
-Selvstændig fra engelsk kolonimagt i 1964
-Demokrati i 1994
-Nuværende Præsident; Muluzi

Harmonisk og rolig kommer han os i møde. Velkommen! Hans øjne stråler som var vi hans nærmeste familie. ”I go for menyes” Vi har desværre kun 2, dem kan i kigge i. (i 5 sek. viser det sig!) ”Actually, let me tell you what we´ve got!” Med et stort smil og stolthed fremsiges menyen og maden er fremragende. Frisk fisk!

En rejse i mere end tid og sted

Et andet liv, en ny virkelighed. Roen, gæstfriheden, ydmygheden og den umiddelbare glæde. En livskunst vi kun svagt kender. Hvile i Guds nærvær.

Mit liv i København, er ikke til at klage over. Men du kender det sikkert selv. Du føler dig stresset og utilstrækkelig fordi du har for mange jern i ilden. Afleveringer og pres fra familie og bekendte om at bestå eksaminer og være dygtig, kan gøre dig rastløs og du iler videre til næste møde eller aktivitet. I det hele taget er vores identitet i Danmark meget det vi gør, og hvordan vi gør det.
Jeg har selv levet et meget travlt liv som musiker i København. Mange øvelser, pres om at levere et godt stykke arbejde, spille godt til mine koncerter og eksaminer, og en stadig kamp for at promovere mig selv og mine evner.
Jeg valgte at tage et afbræk, rejse med folkekirkens nødhjælp for at lære om udviklingsarbejde i et af verdens fattigste lande, Malawi. Jeg er tilknyttet partnerorganisationen Evangelical Lutheran Development Service, som arbejder langt ude på landet i distriktet Dowa. Det er for mig blevet en livs- og trosrejse der åbner mine øjne for nye værdier, og alt bliver vendt på hovedet. Jeg pakkede hurtigt mit ur i tasken, og prøver at lære fra deres rolige landsbyliv.

Hvile i Guds nærvær, alenheden.
Jeg har kæmpet meget i mit liv for at tage mig tid til det vigtige. Nære relationer, søge Gud, og min familie. Tit var jeg på vej før jeg var kommet, og hvis jeg skulle bede, kredsede mine tanker ofte om den næste eksamen, om min hjemmeside var opdateret, en aftale jeg havde glemt og et telefonopkald jeg skulle huske. At hvile i Guds nærvær var en kamp jeg troede jeg selv skulle kæmpe.
For første gang i mit liv har jeg forstået værdien af at være stille ind for Gud, bruge tid på bare at være og hvile i Guds nærvær. På mine morgenture bliver jeg til stadighed mindet om Guds kærlighed. Jeg er til, jeg er i Afrika og jeg er rask. Solen vækker mig sammen med hanegal og en værtsfamilie der hugger brænde.
Hver dag har sine øjeblikke, sine samtaler, pligter, kampe og glæder. Identitetsformen er hvem du er og hvordan du er! Det er en svær udfordring jeg tager op hver dag her. At have min identitet i Kristus Jesus, i stedet for i mit studie og mine præstationer.
Du og jeg kan lære så meget fra mine nye bekendtskaber i Lipiri. At sidde stille, nyde roen, tage sig af sine medmennesker, hvad enten de er i din familie din brors ven, eller blot en fremmed på vejen. De har ikke travlt, tænker ikke tanker for i morgen, og kender ikke ordet stress.

Stolte og ydmyge fremstår disse stærke kvinder i Lipiri. De knæler og neger, og har ingen skavanker lidt på deres ego ved at lave mad til naboens gæst uden selv at spise med.
En stærk og hiv-smittet dame ville give mig en gave; en kæmpe skål jordnødder. Her er det alt hun har at supplere sin nzima med den næste tid. Dem der intet har, forstår at dele og knytter ikke hånden om sit eget.
Vi sidder stuvet sammen med 30 skolebørn på ladet af en lastbil. En pige har en lille skål majs med, som hun uden tøven deler til alle på ladet.
Eller som de passagerer der uden at blinke giver alt deres vand til det gamle skrammel af en bil der ikke vil køre videre midt i nationalparken.
På vores lille frokostpause på en lang lørdagsgåtur med værtssøster, sætter hun sig og deler sin lille madpakke med 6 andre børn hun dårligt kender, mens jeg spiser min mad alene, sulten og skyldbetynget.

Levende eksempler
Jeg læser disse dage om at lære at være ydmyg. Om ikke at knytte hånden om sit eget og have Kristi sindelag overfor næsten. Beder en bøn som siger: ”Bryd og bøj i knæ, dette mit stolte og stive jeg, lad det ikke længere være jeg, men Kristus som lever i mig”. For kvinderne her, er det det naturligste i verden. De er i sandhed levende eksempler på Kristi væsen.
Gloria’s (min værtsmor) majstørredag lykkes kun fordi nabokvinderne står til rådighed. Kl 5.30 står den første der. Og vi arbejder hele dagen med naboerne, på glorias majs. De er dybt afhængige af hinanden. De vandrer fællesskabets vej.
Martin Lønneborg skriver i sin bog Væven, om at have den fødende kvindes mod. Vise tapperhed og ikke klager over det første sandkorn der ligger i vejen for os. Igen er disse stærke kvinder, med ru hænder og muskler, altid et smil og en hilsen i overskud, et kæmpe vidnesbyrd for os. De klager ikke og arbejder hårdt.

Ber’ du om en lillefinger, for du hele armen!
Den sætning kender du sikkert som jeg fra en lidt anden vinkel. Men her er det omvendt som så meget andet. Jeg overvældes af Guds kærlighed, som mine nye bekendte her viser mig. Spørger jeg om vej, går de gerne hele vejen med mig for at være sikker på jeg kommer frem til rette hus.
Vi skal på tur, og spørger kontorets smilende Yamikani om han kan give et par gode råd. 2 timer senere går vi fra hans bil med et kort han møjsommeligt har tegnet over busser og veje i Lilongwe, flere numre og al info han kunne skrabe sammen.

Velkommen søster
Selvom de små er bange for mig, alt er anderledes, frustrerende og lidt ensomt til tider, føler jeg mig så ubeskrivelig velkommen her. Allerede fra første dag klinger der et: ”velkommen” i mit hoved. Varmen, alle der vinker eller rækker en tommel i vejret og siger: ”How are you sister?” selvom de ikke kender mig for det til at boble inden i. Der er altid et måltid mad til dig som gæst, og intet hus er lukket. I landsbyens to kor griner de så hjerteligt og siger de er glade for jeg vil være med.
Jeg tænker på hvordan ensomheden kan nage i København, selv i kirken har jeg følt det, og kender flere der føler de forsvinder i mængden. Selvfølgelig er vi hvide her sjove at råbe af, pege på, snakke om, og gerne over hovedet på, grine af og være bange for. Men! I kirken her bliver vi budt så hjerteligt velkommen. Foran hele menigheden står vi og skal sige vores navne med 4 andre gæster fra lokalområdet. Menigheden synger en sang og går på en række op og giver os hånden mens de smiler og kigger os lige ind i øjnene. ”Feel home sister hana”, siger præsten og i Glorias hjemlandsby siger broderen: ”Feel free, this is your home!”