Lakulandila *velkommen du
Den lille snoede sandede bushvej kryber sloevt gennem majsmarker med mangotraer og kaempe baobab traer. Der er langt mellem husene nu og jeg er saa spaendt paa min nye vaertsfamilie. Vi ankommer og en lille dame uden fortaender skynder sig at laegge en maatte klar paa den lille lerklinede veranda. Vi saetter os, og hun tager den obligatoriske goddagrunde. “Hvordan er din eftermiddag hr?” “Meget fin, og din?” “Det er godt hos mig! “ Alle for en hilsen med haanden fra de mange husmedlemmer. Paul fra SASO forklarer omhyggeligt penge-situationen til den lille kvinde og hendes datter inden de koerer og efterlader 3000 Kwacha og en blaaoejet dansker midt I Bushen. Jeg lister ind og saetter min taske I det rum de har gjort klar til mig og datteren Ruthi som lige er kommet hjem og bo efter at have afsluttet gymnasiet. Det er faktisk Naboens Violets hus. Hun sover I vaerelset ved siden af med sine soen Freemand paa lidt under et aar. Det er et murstenshus, med jordgulv, og forleden kom den foerste regn, saa de flyttede noget blik og undskyldte at alt var lidt kaos der stadig. Vaerelset er stort nok til at Ruthi og jeg kan ligge paa 2 maatter I det, og begge have en taske staaende.

Der er bogstavelig talt ALTID plads til en til! Buskontrolmanden staar op I den lille minibus, faktisk er det kun hans ben der er I bussen. Overkroppen haenger og flagrer ud af vinduet. Han er et stoejende og livligt reklameskilt. Kom og koer I denne bus. Dyyyyt. Dyyyyyyt, dyt. Vi koerer til Nkhota kota. Koooooom. DYYYYYYT. Han saelger stadig flere pladser og folkene sidder taalmodigt 5 paa saeder der er beregnet til 3 personer.

Blaa plageaander
Jeg gaar min saedvanlige markedstur I Lipiri. Det er nemlig Torsdag og saa er der marked. Idag er alting anderledes for jeg har slaebt mit kamera med paa tur. Det er et circus uden lige. Jeg vil praeve at fotografere Lipiri naturligt, med alle menneskerne, husene og alt jeg har kigget paa de sidste 7 uger, men det er en fysisk umulighed for paa hvert billede er der et par drenge I blaa skoleuniform. De blir en slags find holger, bare I blaa og endnu mere irriterende. De flyver rundt om mig og hver gang jeg har klikket paa knappen lyder et gennemtraengene “Ahh” lige ind I oerene paa mig. De 8 skoledrenge er fuldstaendig overkaade, og har en helt anden situationsfornemmelse end jeg.
Jeg beslutter at give efter og fotograferer den ene slaa vaermolle ned af den stoevede landevej der gaar sloevt ned gennem Lipiri ned mod ingenting I Dowa west district. Men. Det skulle jeg aldrig ha gjort! Nu er der et par ben I luften paa alle billederne. Hvis ikke det var fordi jeg I forvejden hader al den opmaerksomhed jeg for paa torsdagsmarkedet havde jeg maaske ikke blevet saa vred, men alle gloede og ville saelge og snake og grinede af mig og mine blaa plageaander. Det var en descideret fysisk umulighed at tage billeder. Mine 8 skoleuniformsklaedte plageaander fulgte efter mig hen for at koebe lys. Jeg havde lyst til at tage den ene og banke den anden med, men saa havde jeg nok faaet visse problemer med at fortsaette som volontoer udsendt af folkekirkens noedhjaelp her, og det ville jo vaere en skam, saa jeg beslutter mig for ikke at goere nogle tilnaermelser til de nu hoppende, skrigende og virrende blaa skabelser. Jeg talte til ti og sagde saa:”Chonde chokani!”, og sjovt nok floej den same saetning lige tilbage I hovedet paa mig, med skrig og skraal og en vraengen paa stemmen. Jeg er nu lige ved at springe I luften og I et nu spurgter jeg fasted med plageaanderne lige bag mig. Jeg loeber alt hvad remmer og toej kan holde. Hjem. Hjem med det dumme kamera. Hjem. Vaek fra alle der glor! Forpustet naar jeg Gloria og 5 sekunder efter sidder de 8 plageander og griner hysterisk lige foran doeren. Jeg raaber:”Mukupita ku nyumba!” og for jaget dem vaek!! Jeg griner pligtskyldigt med Gloria, og saetter mig for at skaere kaal, der syntes som den stoerste befrielse I hele verden!