Kulturchok i videoformat!

Billeder flyver hen over skærmen, lige ud i hovederne på os der skal rejse om en uge. Til en anden virkelighed går turen. Vi snakker og læser, tænker og forbereder os, men vi kan aldrig forberede os på det kulturchok der vil ramme os, før eller siden......

I den 4 år gamle dokumentarfilm beskrives for os tidligere volontøres oplevelser i Uganda og Tanzania, gennem billeder, interwiews og deres hudløst ælige ansigtsudtryk, når kameraet bliver smækket op foran fjæset på dem.

De rammes af den varme luft i lufthavnen, når hovedstaden midt om natten, og vågner op til gadebørn og sælgere, slum og kaos. Biler overalt og mudder i gaderne. De er overraskede over storbyen i Uganda. Ligesom jeg selv har de tendens til at romantiseres forestillingen om Afrika i sit farverige tøj, skønne lugte, åbne mennesker og livlig musik. De møder en mur af fremmedartedhed man ikke kan læse sig til, i nogen som helst teoribog over forberedelsestips til en rejse.

En rejse til anden virkelighed. Det var folkekirkens nødhjælps 1. hold med volontører der blev sendt afsted. Det er sådan at folkekirkens nødhjælp har 12 fokuslande, med partnerorganisationer som de støtter økonomisk. Volontørerne fra filmen havde helt andre forestillinger om det ukendte og det ramte dem hårdt hver i sær, hvad deres opgave var, hvorfor de var der, hjælpe- og magtesløsheden tog sommetider pusten fra dem. For fire år siden var der ikke noget der hed forberedelsestid, snakke om observant-rollen, undervisning i kulturmøde og længere samtaler med tidligere berejste mennesker.

Jeg er så glad for jeg ikke var i deres sted.

Den 1.havde fået to turberculosestik i armen, og fik betændelse, havde en værtsmor der drak, og måtte arbejde meget hårdt i bommuldsmarken, derhjemme, med de 8 børn, og var indvolveret i organisationens arbejde udover.

Den 2. fik frygtelig hjemve, var blevet placeret 100 meter fra en bace hvor de trænede børnesoldater, græd meget tit og følte sig helt forkert i familien hvor begge forældre var døde af AIDS og en enlig tynd bestemor tog sig af 7 børn i kummerlige forhold.

Den 3. blev til stadighed betragtet som en slags Gud, fik mad hele tiden, og måtte ikke røre en finger, mens den 4. havde en værtsbror der insisterede på at læse avisen højt for hende selvom hun godt kunne læse, og at han i øvrigt ville giftes med hende.

Nogle af disse volontører troede de skulle ud og redde verden på et halvt år. Et så barnagtigt og idealistisk forhold til ulandsarbejde og deres mening med opholdet skal man lede længe efter.Vi var alle på mit hold chokerede.

Jeg er så taknemmelig for denne forberedelsestid med de mange foredrag, videoer, snakke, diskusioner, tid til at læse og fordybe sig og blive kendt med de andre volontører. Heldigvis er de fleste af os meget klar over vores rolle det næste halve år. Vi skal observere, lære om langsigtet bistand, lære en ny kultur at kende som et slags feltophold for en Antropologistuderende. Vi skal suge til os og formidle herhjemme. Det er også derfor jeg bl.a har startet denne blog, kære læser.

Der er en tendens til at vi hænger meget rundt her, som en slags efterskolefluer, der socialiserer, drikker kaffe, spiser kage og spiller fodbol samt klodsmajor. Men denne aften tror jeg der gik en hvis alvor op for hver enkelt af os..........

Jeg trænger til at være lidt mere alene også. Tænke skrive og lære mere af lokalsproget samt lave huskelister til alt jeg skal nå lige inden afrejse.

Så mange gode råd og tips til det ene og andet, intet er for småt til at blive snakket om, og lavet huskelister på.

I morgen har vi et skriftligt formidlingskursus så jeg kan gøre mig mere forståelig gennem denne blog, og i mine artikler. Mørket er for længst faldet på, og en dag i morgen kalder.