Her i Malawi hersker en vis:" Søster-kom-her-og-slæb-for-mig-kultur!"

som jeg har et meget akavet forhold til. I min værtsfamilie bor Patricia på 12 som er en yngre søster til Gloria. Gloria fortæller hun er der for at hjælpe til, men det jeg ser er en pige der aldrig har fri. Altid skal hun stå til rådighed for søsterens: ”Pari”, og det er til at passe den lille, lave mad, vaske dit og dat. lave bål, købe ind. Som en anden askepot. De snakker ikke med hende, og hun sover hos naboen fordi de har givet hendes værelse til mig. Patricia smiler ikke når faren er i huset, men så snart hun er med veninderne og de leger med Olivia, ler hun så skønt, og det varmer mit hjerte. Der er ikke kultur for at forældre/vægre ser til ens skolegang derhjemme. Patricia læser nærmest skyldbetynget i bøger og det selvom Richard er lærer.

Tourismeprostitution????
Unge fyre, tilbyder deres venskab til udlændinge. Piger og drenge. Vi hopper jo på den, og så har man venner. Men de har altid en bagtanke. Et maleri, en halskæde, en hat hvad som helst. En gadesælger sælger nemlig ikke kun sin kunst, men også sig selv. Jeg kan ikke lade være med at sammenligne med vores forståelse af prostitution. Selvfølgelig sælger de ikke deres kroppe, men de sælger venskaber, deres egen personlighed, og sætter sig selv i et mærkeligt forhold til kunderne. Snakken går, der bliver spillet volleyball, og de indvitere os på varige venskaber, men i virkeligheden vil de bare gerne sælge efter kampen. De vil sælge os bål, dans og tromme. Det er en måde at drive turrisme på vi ikke er vandt til, men det virker jo? Og kultur skal man vel betale for?

Firben på muren, kakkelakker på gulvet, advarsler mod flodheste i søen, slange på lokummet, frøer og edderkopper, skorpioner på værelset, mus og rotter på toilet og i køkken.
realety wakes me up

Hvide letpåklædte popstjerner hænger på væggen i den lille stue, danske flag ned fra væggen og guialander. Richard er fascineret af amerika fordi en dame besluttede sig for at betale hans skolegang. Han er taknemmelig og ønsker at huse en dansk volontør. Det er samme hus som en anden volontør boede i sidste år, og det føles mærkeligt. Lidt ligsom at være den nye kæreste, og kæresten snakker stadig om ekskæresten.

Det føles rart at forlade huset med Gloria. Olivia er stadig bange for mig fordi jeg er hvid og græder og vil væk. Men nu er vi på tur. Rigtig tøsetur, og jeg fryder mig ved tanken om min første veninde aktivitet her i mit nye hjem. Vi skal hente Juliana og Elube. De reder hår, gør sig fine og smører en slags vaceline på læberne, i håret og på huden så de skinder gyldent. Jeg føler mig hjemme. De går på den støvede vej mod Kawande og deres klukkende latter kan høres helt deroppe i Kawande tror jeg. Men latteren fylder mig op med glæde. Jeg aner ikke hvad de snakker om, men det er også ligemeget. De griner og slapper af.

En kødrand af mennesker. Vi bliver guidet igennem. Pludselig står vi midt på en åben plads og 2000 par øjne stirrer på mig fordi jeg er hvid. Jeg føler mig som et giftift insekt menneskene er fascineret af, ikke tør røre og er bange for. Eller........en marsmand. Ja. En marsmand der lige er landet, som ingen ved om de skal tro er virkelig. Jeg bliver revet ud af mine tanker og kastet ind i realiteten af dette organiserede kaos, af kvinder og børn på midten af den støvede plads. Vi bugserer os ned ved siden af alle de andre kvinder og børn.
I ét nu har jeg lyst til at løbe så hurtig jeg kan, ud af mængden, skrige højt og aldrig mere komme tilbage til Afrika. Kan man mon løbe til spanien herfra? Hvis jeg nu skriger højt, kommer der så en bil og tager mig væk? Jeg er helt forkert her. Alle glor, uden undtagelse. De små børn hyler og vil op til deres mor, alle peger og hvisker eller snakker højlydt om mig. Med min grønne chitenje går det heller ikke bedre. Den insisterer på at kravle op af benene på mig så mine to små hvide knæ snart er blottet for alle disse mennesker. Det er frygtelig pinligt det hele.
TA (Traditional Authorety) skal udnævne 3 nye landsby overhovedmænd. De for vigtige ord med på vejen om at være forbilled, behandle andre med kærlighed og om at opmuntre folk til at arbejde hårdt. Det er jo altsammen meget godt, men tænker lidt på de landsby overhoveder jeg har mødt. De drikker, og spiller vigtige og passer ikke deres job. Der bliver ikke ro til flere af mine lommefilosofier, for pludselig dukker et par kuluvakulu dansere op. En mand med en lang stok som han ikke er bange for at bruge, jager folk ned at sidde og ud til siderne. Flere tusinde mennesker venter spændt på optrinnet, de snakker og puffer lidt til hinanden.
Danserne er klovne samtidig, med masker der kan bevæge munden. En begynder at klatre op af en pæl, og det bliver næsten for spændende for TA’en, lederen med de smukke vide tøj. Hun gemmer hovedet i hænderne og venter til at han er nede med at kigge.

Et folkefærd der i sandhed både rummer stolthed og ydmyghed.
Jeg forundres stadig over glorias vilje til at sætte sig på hug for besøgende, selv sin egen far.
Kvinder langs vejen der sagte går lidt ned i knæ og siger Zikomo og kigger ned.
En vilje til at lave et måltid mad til sin gæst, af det lille du har, og du skal ikke selv spise med.
Richard der koger the og skærer Papaja, selvom han ikke selv skal ha noget.
En vilje til at vandre på fællesskabets vej. Dele mad, penge, måtter. Sidde tæt, hjælpe veninden med tøjvasken eller tørring af majs.

Stille sidder hun i stuen og venter på sin mand. Det er søndag og Richard to på bar ved 10 tiden efter kirke, og vi ser ham komme dinglende ind i haven, med lidt chibukuskum på læben og et problem på balancenerven. Han er ucharmerende og spørger til Pambanos dag og så min.
Gloria hæver aldrig stemmen over for Richard, selvom det må være frustrerende ikk selv at have penge mellem hænderne og bare se at mange af pengene går til Chibuku, deres lokale øl. k40 for én karton.

Goddag mand økseskaft

”how fine are you mister?”.....ehm...så god? Og i øvrigt er jeg ingen mister..:)

“I’m comming” siger mine nye bekendte når de går. som når vi andre siger:”Jeg går lige derhen og ordner dit eller dat, kommer tilbage om en times tid.” Men her bare, I am comming. Det er ret sjovt. Kommer du idag? Om 5 min? Hvor skal du hen? Men ok du kommer, yes yes

”What is my name?” Spørger børnene tit på gaden? Jeg ved det jo ikke........

Min nabo på 9:” Anja! What is your name?” Jamen så find dog på noget andet at lave knægt!