Et andet liv, en ny virkelighed. Roen, gæstfriheden, ydmygheden og den umiddelbare glæde. En livskunst vi kun svagt kender. Hvile i Guds nærvær.
Mit liv i København, er ikke til at klage over. Men du kender det sikkert selv. Du føler dig stresset og utilstrækkelig fordi du har for mange jern i ilden. Afleveringer og pres fra familie og bekendte om at bestå eksaminer og være dygtig, kan gøre dig rastløs og du iler videre til næste møde eller aktivitet. I det hele taget er vores identitet i Danmark meget det vi gør, og hvordan vi gør det.
Jeg har selv levet et meget travlt liv som musiker i København. Mange øvelser, pres om at levere et godt stykke arbejde, spille godt til mine koncerter og eksaminer, og en stadig kamp for at promovere mig selv og mine evner.
Jeg valgte at tage et afbræk, rejse med folkekirkens nødhjælp for at lære om udviklingsarbejde i et af verdens fattigste lande, Malawi. Jeg er tilknyttet partnerorganisationen Evangelical Lutheran Development Service, som arbejder langt ude på landet i distriktet Dowa. Det er for mig blevet en livs- og trosrejse der åbner mine øjne for nye værdier, og alt bliver vendt på hovedet. Jeg pakkede hurtigt mit ur i tasken, og prøver at lære fra deres rolige landsbyliv.
Hvile i Guds nærvær, alenheden.
Jeg har kæmpet meget i mit liv for at tage mig tid til det vigtige. Nære relationer, søge Gud, og min familie. Tit var jeg på vej før jeg var kommet, og hvis jeg skulle bede, kredsede mine tanker ofte om den næste eksamen, om min hjemmeside var opdateret, en aftale jeg havde glemt og et telefonopkald jeg skulle huske. At hvile i Guds nærvær var en kamp jeg troede jeg selv skulle kæmpe.
For første gang i mit liv har jeg forstået værdien af at være stille ind for Gud, bruge tid på bare at være og hvile i Guds nærvær. På mine morgenture bliver jeg til stadighed mindet om Guds kærlighed. Jeg er til, jeg er i Afrika og jeg er rask. Solen vækker mig sammen med hanegal og en værtsfamilie der hugger brænde.
Hver dag har sine øjeblikke, sine samtaler, pligter, kampe og glæder. Identitetsformen er hvem du er og hvordan du er! Det er en svær udfordring jeg tager op hver dag her. At have min identitet i Kristus Jesus, i stedet for i mit studie og mine præstationer.
Du og jeg kan lære så meget fra mine nye bekendtskaber i Lipiri. At sidde stille, nyde roen, tage sig af sine medmennesker, hvad enten de er i din familie din brors ven, eller blot en fremmed på vejen. De har ikke travlt, tænker ikke tanker for i morgen, og kender ikke ordet stress.
Stolte og ydmyge fremstår disse stærke kvinder i Lipiri. De knæler og neger, og har ingen skavanker lidt på deres ego ved at lave mad til naboens gæst uden selv at spise med.
En stærk og hiv-smittet dame ville give mig en gave; en kæmpe skål jordnødder. Her er det alt hun har at supplere sin nzima med den næste tid. Dem der intet har, forstår at dele og knytter ikke hånden om sit eget.
Vi sidder stuvet sammen med 30 skolebørn på ladet af en lastbil. En pige har en lille skål majs med, som hun uden tøven deler til alle på ladet.
Eller som de passagerer der uden at blinke giver alt deres vand til det gamle skrammel af en bil der ikke vil køre videre midt i nationalparken.
På vores lille frokostpause på en lang lørdagsgåtur med værtssøster, sætter hun sig og deler sin lille madpakke med 6 andre børn hun dårligt kender, mens jeg spiser min mad alene, sulten og skyldbetynget.
Levende eksempler
Jeg læser disse dage om at lære at være ydmyg. Om ikke at knytte hånden om sit eget og have Kristi sindelag overfor næsten. Beder en bøn som siger: ”Bryd og bøj i knæ, dette mit stolte og stive jeg, lad det ikke længere være jeg, men Kristus som lever i mig”. For kvinderne her, er det det naturligste i verden. De er i sandhed levende eksempler på Kristi væsen.
Gloria’s (min værtsmor) majstørredag lykkes kun fordi nabokvinderne står til rådighed. Kl 5.30 står den første der. Og vi arbejder hele dagen med naboerne, på glorias majs. De er dybt afhængige af hinanden. De vandrer fællesskabets vej.
Martin Lønneborg skriver i sin bog Væven, om at have den fødende kvindes mod. Vise tapperhed og ikke klager over det første sandkorn der ligger i vejen for os. Igen er disse stærke kvinder, med ru hænder og muskler, altid et smil og en hilsen i overskud, et kæmpe vidnesbyrd for os. De klager ikke og arbejder hårdt.
Ber’ du om en lillefinger, for du hele armen!
Den sætning kender du sikkert som jeg fra en lidt anden vinkel. Men her er det omvendt som så meget andet. Jeg overvældes af Guds kærlighed, som mine nye bekendte her viser mig. Spørger jeg om vej, går de gerne hele vejen med mig for at være sikker på jeg kommer frem til rette hus.
Vi skal på tur, og spørger kontorets smilende Yamikani om han kan give et par gode råd. 2 timer senere går vi fra hans bil med et kort han møjsommeligt har tegnet over busser og veje i Lilongwe, flere numre og al info han kunne skrabe sammen.
Velkommen søster
Selvom de små er bange for mig, alt er anderledes, frustrerende og lidt ensomt til tider, føler jeg mig så ubeskrivelig velkommen her. Allerede fra første dag klinger der et: ”velkommen” i mit hoved. Varmen, alle der vinker eller rækker en tommel i vejret og siger: ”How are you sister?” selvom de ikke kender mig for det til at boble inden i. Der er altid et måltid mad til dig som gæst, og intet hus er lukket. I landsbyens to kor griner de så hjerteligt og siger de er glade for jeg vil være med.
Jeg tænker på hvordan ensomheden kan nage i København, selv i kirken har jeg følt det, og kender flere der føler de forsvinder i mængden. Selvfølgelig er vi hvide her sjove at råbe af, pege på, snakke om, og gerne over hovedet på, grine af og være bange for. Men! I kirken her bliver vi budt så hjerteligt velkommen. Foran hele menigheden står vi og skal sige vores navne med 4 andre gæster fra lokalområdet. Menigheden synger en sang og går på en række op og giver os hånden mens de smiler og kigger os lige ind i øjnene. ”Feel home sister hana”, siger præsten og i Glorias hjemlandsby siger broderen: ”Feel free, this is your home!”
Mit liv i København, er ikke til at klage over. Men du kender det sikkert selv. Du føler dig stresset og utilstrækkelig fordi du har for mange jern i ilden. Afleveringer og pres fra familie og bekendte om at bestå eksaminer og være dygtig, kan gøre dig rastløs og du iler videre til næste møde eller aktivitet. I det hele taget er vores identitet i Danmark meget det vi gør, og hvordan vi gør det.
Jeg har selv levet et meget travlt liv som musiker i København. Mange øvelser, pres om at levere et godt stykke arbejde, spille godt til mine koncerter og eksaminer, og en stadig kamp for at promovere mig selv og mine evner.
Jeg valgte at tage et afbræk, rejse med folkekirkens nødhjælp for at lære om udviklingsarbejde i et af verdens fattigste lande, Malawi. Jeg er tilknyttet partnerorganisationen Evangelical Lutheran Development Service, som arbejder langt ude på landet i distriktet Dowa. Det er for mig blevet en livs- og trosrejse der åbner mine øjne for nye værdier, og alt bliver vendt på hovedet. Jeg pakkede hurtigt mit ur i tasken, og prøver at lære fra deres rolige landsbyliv.
Hvile i Guds nærvær, alenheden.
Jeg har kæmpet meget i mit liv for at tage mig tid til det vigtige. Nære relationer, søge Gud, og min familie. Tit var jeg på vej før jeg var kommet, og hvis jeg skulle bede, kredsede mine tanker ofte om den næste eksamen, om min hjemmeside var opdateret, en aftale jeg havde glemt og et telefonopkald jeg skulle huske. At hvile i Guds nærvær var en kamp jeg troede jeg selv skulle kæmpe.
For første gang i mit liv har jeg forstået værdien af at være stille ind for Gud, bruge tid på bare at være og hvile i Guds nærvær. På mine morgenture bliver jeg til stadighed mindet om Guds kærlighed. Jeg er til, jeg er i Afrika og jeg er rask. Solen vækker mig sammen med hanegal og en værtsfamilie der hugger brænde.
Hver dag har sine øjeblikke, sine samtaler, pligter, kampe og glæder. Identitetsformen er hvem du er og hvordan du er! Det er en svær udfordring jeg tager op hver dag her. At have min identitet i Kristus Jesus, i stedet for i mit studie og mine præstationer.
Du og jeg kan lære så meget fra mine nye bekendtskaber i Lipiri. At sidde stille, nyde roen, tage sig af sine medmennesker, hvad enten de er i din familie din brors ven, eller blot en fremmed på vejen. De har ikke travlt, tænker ikke tanker for i morgen, og kender ikke ordet stress.
Stolte og ydmyge fremstår disse stærke kvinder i Lipiri. De knæler og neger, og har ingen skavanker lidt på deres ego ved at lave mad til naboens gæst uden selv at spise med.
En stærk og hiv-smittet dame ville give mig en gave; en kæmpe skål jordnødder. Her er det alt hun har at supplere sin nzima med den næste tid. Dem der intet har, forstår at dele og knytter ikke hånden om sit eget.
Vi sidder stuvet sammen med 30 skolebørn på ladet af en lastbil. En pige har en lille skål majs med, som hun uden tøven deler til alle på ladet.
Eller som de passagerer der uden at blinke giver alt deres vand til det gamle skrammel af en bil der ikke vil køre videre midt i nationalparken.
På vores lille frokostpause på en lang lørdagsgåtur med værtssøster, sætter hun sig og deler sin lille madpakke med 6 andre børn hun dårligt kender, mens jeg spiser min mad alene, sulten og skyldbetynget.
Levende eksempler
Jeg læser disse dage om at lære at være ydmyg. Om ikke at knytte hånden om sit eget og have Kristi sindelag overfor næsten. Beder en bøn som siger: ”Bryd og bøj i knæ, dette mit stolte og stive jeg, lad det ikke længere være jeg, men Kristus som lever i mig”. For kvinderne her, er det det naturligste i verden. De er i sandhed levende eksempler på Kristi væsen.
Gloria’s (min værtsmor) majstørredag lykkes kun fordi nabokvinderne står til rådighed. Kl 5.30 står den første der. Og vi arbejder hele dagen med naboerne, på glorias majs. De er dybt afhængige af hinanden. De vandrer fællesskabets vej.
Martin Lønneborg skriver i sin bog Væven, om at have den fødende kvindes mod. Vise tapperhed og ikke klager over det første sandkorn der ligger i vejen for os. Igen er disse stærke kvinder, med ru hænder og muskler, altid et smil og en hilsen i overskud, et kæmpe vidnesbyrd for os. De klager ikke og arbejder hårdt.
Ber’ du om en lillefinger, for du hele armen!
Den sætning kender du sikkert som jeg fra en lidt anden vinkel. Men her er det omvendt som så meget andet. Jeg overvældes af Guds kærlighed, som mine nye bekendte her viser mig. Spørger jeg om vej, går de gerne hele vejen med mig for at være sikker på jeg kommer frem til rette hus.
Vi skal på tur, og spørger kontorets smilende Yamikani om han kan give et par gode råd. 2 timer senere går vi fra hans bil med et kort han møjsommeligt har tegnet over busser og veje i Lilongwe, flere numre og al info han kunne skrabe sammen.
Velkommen søster
Selvom de små er bange for mig, alt er anderledes, frustrerende og lidt ensomt til tider, føler jeg mig så ubeskrivelig velkommen her. Allerede fra første dag klinger der et: ”velkommen” i mit hoved. Varmen, alle der vinker eller rækker en tommel i vejret og siger: ”How are you sister?” selvom de ikke kender mig for det til at boble inden i. Der er altid et måltid mad til dig som gæst, og intet hus er lukket. I landsbyens to kor griner de så hjerteligt og siger de er glade for jeg vil være med.
Jeg tænker på hvordan ensomheden kan nage i København, selv i kirken har jeg følt det, og kender flere der føler de forsvinder i mængden. Selvfølgelig er vi hvide her sjove at råbe af, pege på, snakke om, og gerne over hovedet på, grine af og være bange for. Men! I kirken her bliver vi budt så hjerteligt velkommen. Foran hele menigheden står vi og skal sige vores navne med 4 andre gæster fra lokalområdet. Menigheden synger en sang og går på en række op og giver os hånden mens de smiler og kigger os lige ind i øjnene. ”Feel home sister hana”, siger præsten og i Glorias hjemlandsby siger broderen: ”Feel free, this is your home!”
Ingen kommentarer:
Legg inn en kommentar