”Boern med vaerdighed er selvstaendige og ansvarsbevidste!”

Chisomo Childrens Club i Malawi sigter mod en langsigtet forandring i livet af gadeboern under 14 aar. Med ”Haab” og ”En fremtid” som kerneord i deres mission, hjaelper de gadeboernene tilbage til deres landsbyer hvor kvalificerede medarbejdere raadgiver familier til selvstaendighed og underviser boernene i deres rettighedder saa de selv kan tage ansvar.

”Vi havde et afhaengighedssyndrom med vores udstrakte haand!”, Hawadi Jafai, 14

”Det var de hvide der gav, jeg syntes det var fedt, men jeg var afhaengig af det og gik ikke i skole!” Hawadi Jafai, 14

”Den lille dreng haler op paa siden af mig. Med fremstrakt haand siger han i takt med sine faste fodtrin, som en slags rap. ”Give me, Give me, Give me!” Jeg proever at smile til ham og klasker min haand i hans lille snavsede en, med et ”high 5, men han syntes absolut ikke det er spor morsomt at klappe kage med mig. Han er sulten!”

”Han sidder lige paa hjoernet ved pengeautomaten- det er allerede blevet moerkt. Med et stykke pizza i haanden, er jeg paa vej tilbage til hotellet. Jeg giver resolut pizzastykket til drengen!
Det er foerste og eneste gang jeg har givet til et barn der tigger, og jeg fortryder det bittert!”
--------”Hvorfor?”

Mørket sænker sig over hovedstaden Lilongwe i Malawi. Kvinder med farverige tørklæder, babyer og indkøbsposer lunter ud af det oplyste indkøbscenter i den gamle bydel. Et par gadedrenge står med fremstrakt hånd og venter på 10 Kwacha fra den næste hvide turist. Butikker bliver lukket ned og nattevagter sætter sig klar på verandaerne mens et par drenge lægger sig til rette på papkasser i hjørnet. Auspicious Ndamuwa, socialarbejder fra Chisomo Childrens Club, kender drengene og snakker lidt med dem. Han fortæller, at fordi disse drenge ikke selv er interreseret i at blive hjulpet tilbage til deres landsbyer og værger, samt at genoptage skolegangen, kan Chisomo ikke gøre mere for dem. (Chisomo Childrens Club er en organisation der arbejder med at rådgive børn på gaden til at søge tilbage til deres egen familie eller landsby, genoptage skolegangen og gøre den enkelte familie i stand til fx. at tage et lån til at kunne tage sig af sine egne børn v.h.a en lille familiebuisness eller nye husdyr.)

”Haab” og ”En fremtid”

”Jeg kunne koebe hvad jeg ville, og selv bestemme!”, Hawadi Jafai, 14
De tre drenge sidder i blå plastikstole på Chisomo-centeret og dingler med benene mens de kigger nysgerrigt og lidt skeptisk på mig og min mikrofon. ”Jeg boede på gaden i 2 år”, fortæller Hawadi Jafai på 14, som nu er flyttet hjem igen til sin mor der har taget et laan og faaet raadgivning hos Chisomo. Hawadi er lille af vækst og fortæller med hæs og genert stemme om livet på gaden mens han kigger med blanke øjne ud af det støvede vindue. ”Nogle gange når jeg havde tjent noget kom de store og slog og sparkede for at tage mine penge. Jeg tjente gerne mellem 80 og 100 kwacha (ca. 4 kroner) på en dag, og det var de hvide der gav mig penge. Vi sov tit paa butikkernes verandaer paa papkasser og jeg var kun bange hvis jeg skulle sove alene. Jeg gik ikke i skole. En dag kom der nogle fra Chisomo, og jeg var bange for dem fordi jeg troede de var nogle der solgte børn, og måske ville misbruge mig, men de købte et godt måltid mad til mig og snakkede med mig. Jeg besluttede at tage med hen til deres center dagen efter. De fortalte at de ville hjælpe mig og min familie, og spurgte om jeg ikke ville prøve at tage hjem og starte i skole igen. Jeg havde ikke lyst, for hjemme var der normalt ikke mad til os alle, og mig og mine søskende tiggede på gaden fordi vores far er død og min mor ikke tjente penge. Jeg delte ikke mine penge med familien og kunne godt lide at kunne købe det jeg havde brug for selv,” siger Hawadi skamfuldt. ”Jeg var bange for at tage hjem og fortaelle hvor jeg havde vaeret, men efter et par dage accepterede min mor mig. De lavede en lille mappe om mig på deres kontor, og fordi min mor har taget et laan kan hun nu saelge kul og koekkengrej på markedet. I skolen tog de sig paent af mig da jeg kom tilbage. Jeg var bange for at jeg ikke ville kunne foelge med og blive holdt udenfor, for det havde jeg hoert var sket (ske) for nogle andre drenge,” fortsaetter Hawadi. ”Det er dejligt at spise 3 gange om dagen, og jeg er rigtig glad for at være tilbage i skolen, for jeg vil gerne være en læge der kan hjælpe alle dem der er saa syge her i Malawi.” Hawadi kommer på Chisomo centeret to dage om ugen for at modtage undervisning i livsfærdigheder, spise en omgang mad og spille fodbold med alle de andre drenge. ”Jeg kan godt lide at spille fodbold for så føler jeg mig saa staerk og glad. Vi kommer rundt til nogle andre steder og spiller turneringer og det er fedt at vaere sammen med de andre drenge, men nogle gange er det også lidt farligt hvis man bliver fældet eller vrikker foden om”, smiler han genert. ”Vi syntedes det var fedt at de hvide gav os penge, men det skabte et afhaengighedssyndrom i mig og drengene”, siger han og peger paa de andre. ”Vi var saa afhaengige af dem der gav, at vi ikke kunne staa paa egne ben, og var holdt fanget i at tigge!”, siger han mut. ”Det var ikke engang saerlig meget vi tjente, og uden uddanelse kommer man jo ikke langt”, forsaetter en taenksom Hawadi. ”I dag laerte vi om forskellen mellem boernearbejde, hvor vi ikke bliver ordentligt betalt og udnyttet, og arbejde for boern, hvor vi faar god loen og gode arbejdsforhold”, fortaeller han stolt og kloegtigt med en lille vis mine.

”Det er bedre at gaa i skole, faa saa kan jeg blive laege for gadeboern og bekeampe fattigdom i Malawi!” Tikhala Chilewbwe
”Jeg var så træt af at vaere storebror til 6 soeskende og at vaere sulten, saa jeg begyndte at vaere mere i byen for at finde noget bedre”, fortaeller en staerk og glad Tikhala Chilewbwe på 15. ”En af mine venner hang meget ud på gaden og han lærte mig at sælge plastikflasker og andet skrammel.En dag blev jeg derinde og sov paa gaden i to doegn men mødte en medarbejder fra Chisomo og besluttede hurtigt at tage hjem igen, hvor min mor var rigtig glad for at se mig fordi hun havde været meget bekymret for mig.”, siger han med et skaevt drenget smil, der maa kunne charmere enhver Malawiansk teenagepige. ”Jeg arbejder selv nu om lørdagen til bryllupper hvor jeg sælger snacks. Det tjener jeg 350 Kwacha på, og (jeg) har min egen konto her på centeret hvor jeg putter mine penge ind. Det er kun dem der gaar i skole der bliver hyret til serveringsarbejdet, saa de fleste af os gutter passer vores skolegang!”, griner han. ”Ej, jeg tror virkelig paa uddanelse. Det er vejen frem, helt klart!”, retter han lige sig selv. ” Jeg er glad for livsfaerdighedsundervisningen her paa Chisomocenteret, især når vi snakker om børns rettigheder og afholdenhed fra sex for at passe paa den der HIV-virus. At vi må tro på det vi vil, og at vi ikke maa stjaele kan jeg huske de fortalte om,” siger han eftertaenksomt. ”Vi laerer at tage ansvar for vores eget liv, at have pligter, og det der med rettighederne handler jo ogsaa om mine rettigheder saa det kan jeg godt li’! Min mor og far har det godt, men der er en dum butik tæt på hvor jeg bor, hvor de sælger “masese” (hjemmelavet spiritus), og det skaber problemer, for nogle gange drikker jeg nemlig også noget af det- men ikke når jeg har det godt”, smiler Tikhala stort. ”Når jeg bliver stor vil jeg også være læge, men det skal være for gadebørn, og jeg vil hjælpe dem og vejlede dem og kaempe for et land uden fattigdom”, siger han fast besluttet! Hans glaede og vilje skaber latter og haandklap mellem drengene i det varme og fugtige kontor, og den energiske socialarbejder Auspicious Ndamuwa. aabner et vindue, saa lyden af de mange drenge der spiller en hed fredagsfodboldkamp udenfor, akkompagnerer drengenes historier.

”Det jo ik sjovt at gaa i skole med saa stort haar at alle kan se at jeg ik’ har penge til at holde det paent. Hvad ville du sige til at tage i skole uden skoleboeger, kladehaefter og en pen, med tom mave og ingen penge til mad i pausen? -Saa hellere tigge paa gaden, taenkte jeg!”
Henere Robeni paa 12 stirrer ned i gulvet med store poser under oejnene. Med hans spinkle og drengede, men beslutsomme stemme, fortaeller han om den store forandring i hans liv efter han moedte socialarbejderne paa Chisomo, en dag ved en skraldespand i citycenter. ”Jeg boede hos min mormor paa det tidspunkt. Min mor havde aldrig penge til mad fordi jeg har 4 soeskende. Jeg fik en daarlig vane med at blive hjemme fra skole, og hang tit ud i min mormors bar, men der laerte jeg at loese mine problemer med vold. Det var jo ikke saa smart, for i skolen blev det ikke bedre af det.
Det jo ikke sjovt at gaa i skole med saa stort haar at alle kan se jeg ik’ har penge til at holde det ordentligt! Hvad ville du sige til at tage i skole uden skoleboeger, kladdehaefter og en pen, med tom mave og ingen penge til mad i pausen? -Saa hellere tigge paa gaden, taenkte jeg! Nogle gange sov jeg paa gaden, og naar min mormor spurgte hvor jeg havde vaeret loej jeg og sagde jeg havde vaeret ude og lege med mine venner. Jeg var sammen med min ven da dem fra Chisomo kom. Jeg loeb vaek, men han kendte dem og sagde vi kunne snakke med dem.” Henere holder en lille pause i talestroemmen og skaever over til Auspicious der oversaetter paa livet loes. ”Jeg er glad for at de vejledte mig til at begynde i skole igen. Min mor tog et laan hos dem, og nu saelger hun ”mandazi” (lokale friturestegte melboller) og koekkengrej. Vi spiser 3 gange om dagen og jeg er glad for skolen for jeg har ikke skulle tage nogle klasser om!”, smiler Henere stolt. ”Jeg vil gerne vaere en staerk soldat naar jeg bliver stor. Saa kan jeg straffe alle dem der stjaeler, og soerge for at alle bliver behandlet retfaerdigt!”, siger han bestemt. ”Jeg vil forsoerge min familie med de penge jeg tjener som soldat! Lige nu hjaelper jeg med at saelge petroleum og majs, men jeg vil hellere saelge slik og smaakager!”

”Lav en positiv plan for din fremtid, prioriter dine problemer og find stabile loesninger!”
Grace Tsakama har været daglig leder på Chisomo Childrens Club i Lilongwe siden 2004. ”Jeg havnede her fordi jeg havde en længsel efter at hjælpe gadebørn tilbage til deres landsbyer og se dem tage ansvar for sig selv, istedet for at tigge og stjaele paa markedet og gaden.”Vores vision er at give gadeboernene vaerdighed og goere dem opmaerksomme paa deres rettigheder saa de kan soege en varig og stabil forandring i deres liv! Gennem vores undervisning oensker vi at de skal undgaa afhaengighed og bygge deres eget haab for fremtiden.”

”Det jeg godt kan lide ved den måde vi bliver støttet af Folkekirkens Nødhjælp, er at de opmuntrer alle os partnerorganisationer ligesom MIA (Malawian International Aids Organisation) eller SASO (Salima Aids Support Organisation) til at laere fra hinanden, og det goer at vi har et taet samarbejde. De har laert os at opdele vores arbejde i sektioner med forskellige emner og budgetter, og de bruger altid lokale undervisere der kender vores kultur og arbejdsgang,” siger hun med et intenst blik.

Gadeboerns rettigheder hoerer sammen med ansvar!
”Vi modtager snart en portion penge der hedder ”Christmas gifts!” Dem skal vi bruge til at købe lokale geder og høns som skal distribueres til nogle af de tidligere gadeboernsfamilier. Det er et slags lån, så familien giver en ged videre når den føder to, og det samme med kyllingerne.” Hun forklarer videre at Folkekirkens Noedhjaelp arrangerede for medarbejderne paa Chisomo at modtage kursus fra landsbybeboerne selv, som modtog dyr sidste aar. ”Folkekirkens Noedhjaelp opmuntrede dermed virkelig til selvstaendighed, da det var landsbybeboerne selv, der underviste os!”, klukker Grace med sin haese stemme.
”Det er vigtigt for os at familierne arbejder selvstændigt og ikke er afhængige af os. Vi rådgiver og bygger en bro mellem barnet, storfamilien og landsbyen.” Malawi har ikke haft demokrati i mere end 10 aar, og det med rettighedder paa alle planer er stadig meget nyt. Chisomo underviser baade i ligestilling mellem koennene og fortaeller familierne hvad boernerettighedder egentlig er, da mange har den opfattelse at det bare laerer boernene at svare igen og vaere dovne. ”I oejeblikket har vi givet et lille laan til 60 hushold styret af kvinder saa de kan starte deres egne indkomstskabendeaktiviteter,” fortæller den store rolige dame med det dejlige smil. I modsaetning til microfinans og de andre ellers yderst effektive laan folk tager i Malawis nationalbank, forlanger Chisomo ikke nogen renter. Kvinderne betaler ganske simpelt det samme beloeb tilbage, som de har laant. ”Man kan sige at vi uddanner familierne til en solid livsfoerelse, og vi siger foerst farvel til dem naar de klarer sig godt.”, paapejer Grace. I en aarlig rapport til Folkekirkens Noedhjaelp beskriver de styrker og svagheder, samt at goere rede for budgettet.

Vi er alle broedre og soestre
”Vi ønsker at delagtiggøre børnene i vores beslutninger. De vælger tit selv temaerne i undervisningen og skal selv godkende nye socialarbejdere der oensker at blive ansat. Vores mål er at få børnene til se andre løsninger på deres problemer derhjemme, istedet for at gå på gaden i Lilongwe. Vi lægger stor vægt på tilliden og kontakten mellem ansat og barn.”
Grace sidder og troner paa sin stol mens der med jaevne mellemrum kommer medarbejdere ind paa hendes kontor for at spoerge efter det ene og andet, og en snarlig tur til Lake Malawi skal lige arrangeres.
”Vi rækker langt med Chisomo, da vi har et center i syd-, central- og nordregionen. Der er børn der er udsat for børnehandel fra nord, i Mzuzu, helt ned til syd i Blantyre, og vi er i stand til at hjælpe dem tilbage til deres oprindelige landsby, selvom den maaske er i nordregionen, fordi vi laver opsøgende arbejde på gaderne i vores tre storbyer.”
I Malawi har børn, i modsætning til i Danmark, et stort sikkerhedsnet i deres landsby, for begrebet storfamilie er i den grad stadig en realitet i Malawi. Alle kaldes brødre og søstre og har du mistet dine forældre eller værge er der stor sandsynlighed for at andre i din lokale landsby tager dig til sig. Problemet er at med de begrænsede ressourcer som mange familier lever under i Malawi, kan det være svært at brødføde et barn mere, hvis børneflokken i forvejen er stor. Men viljen og kærligheden er der til at tage sig af sine naboers børn.

Education is Power
”Når vi går på gaden og møder børnene, følger der et grundigt opfølgningsarbejde hvis børnene er interesserede i at modtage hjælp. Vi laver faktisk fortalervirksomhed for børnene i deres egne landsbyer, for tit er de diskriminerede (imod) og har begrænsede rettigheder når de kommer tilbage. Vi opsøger familien og går i dialog om hvorfor barnet ikke bor i landsbyen mere. Vi spørger begge parter indtil de fortæller os samme grund. Den mest anvendte støtte vi giver er lånet, og nye input til husdyr. Det at vi har en organiseret virksomhed i bryllupsservering fra gadebørnene gør at de faktisk kan blive bestilt til at servere til bryllupper, og de sparer dermed selv op til skolematerialer og andet de har brug for. Vi sørger for de bliver registreret i den lokale folkeskole, og vi opsøger tit også den lokale kirke og landsby-høvdning for at så mange som muligt skal være opmærksomme på det hjemvendte barn.”
Chisomo er en trosbaseret og ikke regeringsstoettet organisation, startet af den frikirkelige menighed ’Living Waters Church’ i 1994. Alle medarbejderne, ogsaa de frivillige fra de kirker der samarbejdes med, har faaet uddanelse i at respektere boerns ret til at tro hvad de vil. Det er vigtigt for Grace at slaa fast at troen ikke er et krav for at hjaelpe boernene, kun det at de er villige til at genoptage uddanelsen.
Det nybyggede laeserum paa centeret er veludstyret med boeger, (en) videomaskine, tegnematerialer, og et godt laesemiljoe, men hvad med dem der er for gamle til skole, eller ikke kan?
”Vi stoetter med uddanelse i mange forskellige former”, fortsaetter Grace. ”Vi har fem drenge der har faerdiggjort en haandvaerkeruddanelse i deres lokale landsby. Vi hjalp dem med at identificere deres haandvaerk- mekaniker, skraedder, smed eller snedker- og betalte ganske simpelt deres laeretid. Nu da landsbyerne har set deres paalidelighed og dygtighed blev de umiddelbart efter ansat, og arbejder nu og tjener egne penge!”

Hvad med pigerne?
Desvaerre er de fleste piger der lever paa gaden i Lilongwe involveret i prostitutionsarbejde, selvom de ikk er mere end 14 aar. De haenger isaer ud paa en gade der hedder Devilstreet. ”Vi har sovepladser her paa centeret og en uddannet sygeplejerske der sover her fem dage om ugen. Gennem taet samarbejde med vagter i gaderne og politirunder, er vores medarbejdere, som er med ude paa natpatruljer, i stand til at identificere dem der udnytter pigerne og pigerne selv. Politiet er blevet mere opmaerksomme paa at anholde misbrugerne, da det er ulovligt i Malawi at have samleje med unge piger.” Grace fortaeller at det er et braendende emne de vil fokusere mere paa i det nye aar, for paa nuvaerende tidspunkt er der kun to piger der goer fast brug af centeret i Lilongwe.

’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’