Unge, indvolverede Malawianere rykker!I childrens Affairs Forum (CAF) samles boern og unge fra Salima og diskuterer HIV/AIDS, sundhed, deres fremtid og at tage ansvar for sig selv og sin landsby. De er et taleroer for boern og unge i deres hjemlandsbyer, og paa sigt linket til ungdomsparlamentet i Malawi.
Seje teenagere i Salima tager ansvar!!Sharon Kaligwenjere er med sine 19 aar formand for Childrens Affairs Forum,(CAF). Hun bor med sine 6 soeskende lidt udenfor byen Salima og straaler af viljefasthed og visioner for hendes landsby Zirombo, hvor CAF netop idag har vaeret tilstede med et dramafremstoed der fortaeller om HIV/AIDS samt boerns og kvinders rettighedder, med mange fremmoedte. Sharon staar frem foran den kaempe flok og fortaeller bla. om hvordan alle boern har ret til at gaa i skole, faa mad, og blive behandlet ordentligt. Hun praesenterer de unge fra CAF der bor i omraadet og siger at boern og unge skal vaere velkomne til at snakke med dem, og de vil vaere opmaerksomme paa boernene i landsbyen. Den traditionelle autoritet roser CAF og siger hun er glad for deres interresse i hendes omraade.
De unge moedes paa (Salimas Aids Support Organisation) SASO-centeret og for undervisning i “Lifeskills” af ungdomsvejlederen Chembe, der har studeret Communety and Rural development paa universitetet i Malawi, og er ansat i ungdomsafdelingen paa SASO. Undervisningen er paa modersmaalet Chichewa, og indeholder en masse de ikke laerer om i skolen i Malawi hvor alt foregaar paa engelsk og gaar over hovedet paa mange. De entusiastiske unge laver med fornyet viden om selvsikkerhed, beslutningers kvalitet, fremtiden, kvinders og boerns rettighedder, sexualitet, viden om HIV arbejdsplaner for kommende aktiviteter i netop deres landsby.
Vi vil se en forskel!
De 25 fremmoedte diskuterer haeftigt de problemer de moeder i deres hjemlandsbyer, og hvordan de kan bruge deres viden og hinanden til at goere en forskel. ”Der er mange boern der ikke bliver sendt i skole, og vi kan som CAF medlemmer snakke med boernene og foraeldre eller vaerge og fortaelle dem om vigtigheden af uddanelse”, fortaeller Sharon. “Uvidenhed om HIV/AIDS, er noget vi kaemper imod og med vores rettigheder som kvinder gaar vi ind i arbejdet med at hjaelpe til i vores landsby og tage ansvar”, fortsaetter en serioes Sharon.
De er med deres engagement en katalysator for udvikling i deres omraade, da foraeldreloese boern og unge kan bruge dem som et taleroer, og lettere kan betro sig til dem end andre voksne.
Mange af CAF-medlemmerne er selv foraldreloese eller udsatte, og har haft sin gang paa SASO-centerets Boernehjoerne om Loerdagen hvor der bliver undervist i HIV/AIDS og sundhed. Samvaeret med hinanden er i hoejsaede paa bornehjoernet og der er liv og mange boern der synger, danser og hygger sig med hinanden paa saadan en loerdag!
Frivillige er drivkraften i SalimaDer er gennerelt et rigtig godt samarbejde mellem SASO og landsbyvejledere der bor i landsbyen. Nogle gange er de landsbychefer og traditionelle autoriteter, andre gange er landsbyvejledere en almen beboer der har modtaget et kursus i at vejlede en landsby, arbejde med HIV/AIDS-problematikken, og opfordre folk til at lade sig teste friviligt. Der er typisk ogsaa en “Star-circle” koblet til landsbyen, der moedes to gange om ugen og diskuterer vejen frem for deres landsby.
Den lille landsby “Kambwiri”, langs den befaerdede hovedvej gennem Salima, har i dag faaet besoeg af Snoria’s “Star-circle”. Hun staar stolt og viljestaek frem foran de fremmoedte i sin groenne spraglede kjole og nyvaskede haar, og fortaeller om kvinders rettighedder mens Edson giver de fremmoedte en opfordring til at gaa til en frivillig testning saa de kan vide sin krops status. Mange spoergsmaal ryger frem og tilbage mellem de fremmoedte kvinder der sidder paa maatter under et stort mangotrae med deres boern, de faa maend der har placeret sig paa en lerklinet tearresse eller en stol et andet sted, og de engagerede og dygtige frivillige medarbejdere. “Jeg var bange for at vide min status”, fortaeller Snoria, men nu er hun glad for at hun ved hun er negativ, og hun braender for at flere hun moeder toer goere det samme.
Paa SASO centeret er der en klinik der tilbyder frivillig testning, og paa de fleste klinikker og hospitaler i omraadet, opfordres folk til at lade sig teste gennem plakater, fremstoed og personlig samtale. “Vi modtog et 6 dages kursus fra National Aids Commission i at vaere Starcircle fascilitators og det var meget givende med undervisning i alt lige fra at vaere rollemodeller, HIV, ARV-medicin, til hvordan man formidler. Jeg er glad for at arbejde gennem denne gruppe og er overbevist om at det goer en forskel i vores destrikt Salima”, fortaeller en stolt Edson.
Hvad sker der egentlig der hvor jeg bor?
Saukani Mandalipos fra landsbyen Mkhuki som min værtsfamilie hoerer under, er landsbyvejleder, og en af de 2700 frivillige under SASO i salima.
Her opmuntrer han de fremmodte kvinder fra den lille landsby Dokosani om frivilligt at gå til rådgivning og testning for HIV. Han underviser i deres rettigheder til at sige nej, og fremhaever vigtigheden i samarbejde mellem mand og kvinde. Saukani er en rar og dedikeret familie far i 30 vern med 4 boern. Han er en ihaerdig frivillig fra SASO og de femmoedte lytter intenst til hans levende undervisning. Desværre er det kun kvinder der er moedt op, så det der med at blive testet og at behandle hinanden ordentligt må kvinderne selv bringe videre til deres mænd.
Det er med blandede følelser jeg lytter til Saukani, for det som vi i Danmark med et fint ord kalder rettighedsbasseret bistand er slet ikke noget herned hvilket jo egentlig er forståeligt nok siden mand for ikke mange år siden slet ikke havde rettigheder og ikke kunne sige hvad man tænkte. Saukanis undervisning er sublim, levende og vigtig, og jeg ser op til ham, men SASOS politik er uklar for de mange frivillige og SASOS medarbejdere selv, så Saukani kan ikke andet end at imødekomme kvindernes bøn om at hjælpe dem med geder og plastikpapir til tagene i den nærmeste fremtid. Saukani smiler sit smil til dem og fortæller at han vil berrette det til SASO og at de nok kommer og hjælper. Jeg krøller mine tær næsten ud af sandalerne og vrider mig uvilligt på den klistrede måtte. Jeg kan ikke lade være med at afbryde hans talestrøm og bede min lille seje værtsmor uden tænder om at fortælle kvinderne hvordan hun selv har kæmpet sig op fra ingenting, til at blive nævnt i radioen som one of the small hold farmers doing well, benefitting from Microloan from National bank, rural department. Hun værger sig og stirrer flovt ned i sandet. Jeg er lige ved at blive irriteret. Deliya, det er vigtigt for disse kvinder at lære fra dig. Hun fortæller om hendes liv, og at hun nu er selvforsynende og har klaret at opfostre og betale skolegang for alle sine børn, uden at se skyggen af nogen der giver noget. Saukani bliver nød til at afbryde hende, for solen lyser sine sidste stråler og her er det bedst at bevæge sig i aftenlyset. Jeg går derfra med en sjov smag i munden.
Vi vil gerne hjælpe, men det binder dem på hænder og fødder at blive lovet plastik og geder så de ikke selv tager ansvar, bider i den umodne mango og tager geden ved hornene!:) Men alt tager tid, vi har en politik i folkekirkens nødhjælp om rettighedsbaseret bistand, at oplyse, undervise, at udvikling kommer fordi folk bliver bevidstgjorte om deres rettighedder og selv tager ansvar og kæmper, men det hele skal vendes hernede, for mange af organisationerne har også oplevet store sultkatastrofer og har været nødsaget til at dele ud i stedet for at undervise, samtidig med at kulturen her er at du spiser dine majs og når de holder op går du først til familien og spiser deres og så tigger du gerne naboerne om at spise deres for det de kalder Pice work, dvs, arbejdskraft på marken op til regntiden for et måltid mad om dagen. Når naboerne er trætte af det, går man til den nærmeste organisation og bønfalder om hjælp der. Det tager mange år at vende denne mentalitet og SASO skal nok komme efter det og fokusere mere på undervisning og formidling for det er det de er gode til.
Saukani Mandalipos fra landsbyen Mkhuki som min værtsfamilie hoerer under, er landsbyvejleder, og en af de 2700 frivillige under SASO i salima.
Her opmuntrer han de fremmodte kvinder fra den lille landsby Dokosani om frivilligt at gå til rådgivning og testning for HIV. Han underviser i deres rettigheder til at sige nej, og fremhaever vigtigheden i samarbejde mellem mand og kvinde. Saukani er en rar og dedikeret familie far i 30 vern med 4 boern. Han er en ihaerdig frivillig fra SASO og de femmoedte lytter intenst til hans levende undervisning. Desværre er det kun kvinder der er moedt op, så det der med at blive testet og at behandle hinanden ordentligt må kvinderne selv bringe videre til deres mænd.
Det er med blandede følelser jeg lytter til Saukani, for det som vi i Danmark med et fint ord kalder rettighedsbasseret bistand er slet ikke noget herned hvilket jo egentlig er forståeligt nok siden mand for ikke mange år siden slet ikke havde rettigheder og ikke kunne sige hvad man tænkte. Saukanis undervisning er sublim, levende og vigtig, og jeg ser op til ham, men SASOS politik er uklar for de mange frivillige og SASOS medarbejdere selv, så Saukani kan ikke andet end at imødekomme kvindernes bøn om at hjælpe dem med geder og plastikpapir til tagene i den nærmeste fremtid. Saukani smiler sit smil til dem og fortæller at han vil berrette det til SASO og at de nok kommer og hjælper. Jeg krøller mine tær næsten ud af sandalerne og vrider mig uvilligt på den klistrede måtte. Jeg kan ikke lade være med at afbryde hans talestrøm og bede min lille seje værtsmor uden tænder om at fortælle kvinderne hvordan hun selv har kæmpet sig op fra ingenting, til at blive nævnt i radioen som one of the small hold farmers doing well, benefitting from Microloan from National bank, rural department. Hun værger sig og stirrer flovt ned i sandet. Jeg er lige ved at blive irriteret. Deliya, det er vigtigt for disse kvinder at lære fra dig. Hun fortæller om hendes liv, og at hun nu er selvforsynende og har klaret at opfostre og betale skolegang for alle sine børn, uden at se skyggen af nogen der giver noget. Saukani bliver nød til at afbryde hende, for solen lyser sine sidste stråler og her er det bedst at bevæge sig i aftenlyset. Jeg går derfra med en sjov smag i munden.
Vi vil gerne hjælpe, men det binder dem på hænder og fødder at blive lovet plastik og geder så de ikke selv tager ansvar, bider i den umodne mango og tager geden ved hornene!:) Men alt tager tid, vi har en politik i folkekirkens nødhjælp om rettighedsbaseret bistand, at oplyse, undervise, at udvikling kommer fordi folk bliver bevidstgjorte om deres rettighedder og selv tager ansvar og kæmper, men det hele skal vendes hernede, for mange af organisationerne har også oplevet store sultkatastrofer og har været nødsaget til at dele ud i stedet for at undervise, samtidig med at kulturen her er at du spiser dine majs og når de holder op går du først til familien og spiser deres og så tigger du gerne naboerne om at spise deres for det de kalder Pice work, dvs, arbejdskraft på marken op til regntiden for et måltid mad om dagen. Når naboerne er trætte af det, går man til den nærmeste organisation og bønfalder om hjælp der. Det tager mange år at vende denne mentalitet og SASO skal nok komme efter det og fokusere mere på undervisning og formidling for det er det de er gode til.
Hvad er SASO?????? taenker du nok lige engang, maaske...her er lidt facts......:
* Salima AIDS Support Organization (SASO), er en lokal NGO (non govermentel organisation), som blev etableret I 1994 af Catherine Phiri, der var den foerste til at give HIV/AIDS sit ansigt I Salima.
* SASO’s vision er et HIV/AIDS frit distrikt i aar 2020.
* Salima distrikt har det hoejeste antal registrerede HIV smittede i Malawi
* Salima distrikt ligger paa plads nr.34 i hvor mange unge der faerdiggoer deres uddannelse
* SASO har ca.2000 frivillige tilknyttet
* SASO arbejder gennem: frivillig testning for HIV, opfoelgning paa baade HIV negative og possitive i
landsbygrupper, undervisning af boern og unge, landsby-vejledere, boernehjoerner m. meget mere
* SASO er bl.a. stoettet af folkekirkens noedhjaelp, National Aids Commission Malawi, Unicef, mf.
* Salima AIDS Support Organization (SASO), er en lokal NGO (non govermentel organisation), som blev etableret I 1994 af Catherine Phiri, der var den foerste til at give HIV/AIDS sit ansigt I Salima.
* SASO’s vision er et HIV/AIDS frit distrikt i aar 2020.
* Salima distrikt har det hoejeste antal registrerede HIV smittede i Malawi
* Salima distrikt ligger paa plads nr.34 i hvor mange unge der faerdiggoer deres uddannelse
* SASO har ca.2000 frivillige tilknyttet
* SASO arbejder gennem: frivillig testning for HIV, opfoelgning paa baade HIV negative og possitive i
landsbygrupper, undervisning af boern og unge, landsby-vejledere, boernehjoerner m. meget mere
* SASO er bl.a. stoettet af folkekirkens noedhjaelp, National Aids Commission Malawi, Unicef, mf.
Hvad er det nu lige med Malawi ??
Malawi
-ligger i det sydlige afrika og venter paa regn pt.
-er selvforsynende med Majs, og den lokale oel Chibuku, men det er ogsaa det
-er selvforsynende med Majs, og den lokale oel Chibuku, men det er ogsaa det
-er et land med en sammensat befolkning af forskellige stammer.
Ngoni, Chewa,Tumbuka m.fl, med hver deres sprog og kultur, derfor besluttede deres foerste praesident Banda, at det oficielle sprog skulle vaere engelsk for at undgaa stammekrige og alt saadan noget. Derfor er skolesystem, aviser, radio, grundlov (der blev trykt foerste gang i 1994) alt sammen paa engelsk
-er verdens 10. fattigste land selvom der aldrig har vaeret krig. En historie hvor indbyggerne har vaeret arbejdskraft for de omkringliggende lande, og derfor er der kun meget faa industrier i Malawi. Et stort Carlsberg bryggeri, Chibuku oelbryggeri med omfattende transport i store flotte lastbiler til de fjerneste egne, og et par kaempe Majs-siloer i Blantyre og Lilongwe.
-er PT. afhaengig af udviklingsbistand og du kan finde billige indiske og kinesiske ja selv europaeiske produktur istedet for Malawianske.
-er et land med stor forskel paa rig og fatttig. -har haft demokrati i 10 aar, og det er stadig nyt det der med rettigheder, da man foer i tiden ikke maatte snakke om det!
-er et land med 85,5% boender, og er du bonde foregaar det tit med en hakke som vi brugte i jernalderen og det er til eget forbrug eller til at saelge til naermeste mellemmand,
-har omkring 12 mill. indbyggere
Drengestreger og mandehørm!!!
Knirk, skratvh, knirke, knirk, bump, swushgedunkeknirk.......knirk...ssssss...knirtvk
Den vandte lyd fra min trofaste kinesiske cykel som jeg tilbringer 2,5 time om dagen paa. Jeg har saa helt afgjort et kaerligheds/hadsforhold til den, som jeg har til resten af Malawi.
Jeg cykler vaad af sved hjemad og ser at der 100 meter fremmeligger en tynd dreng midt paa grusvejen. Jeg studser over hvorfor han har valgt at placere sig lige der og konkluderer at der maa vaere sket noget forfaerdeligt.
Jeg naar frem til den stoevede knaegt og stirrer på hans ven der sidder paa en sten. Jeg fornemmer lige lidt vel sent glimtet i hans øje, men jeg slår en latter op og siger på Chichewa til den lille støvede skuespiller, Ukuchita chiani? Mens jeg griner.....han rejser sig op og hans ven og ham er helt faerdige af grin mens jeg cykler videre......
De sidder alle vejne med deres cykler, deres pumper, deres bau, deres blikke og tanker. How are you Madame, where are you going, what is your name, osv osv...Jeg er blevet god til at se meget interresseret ud over markerne og på hvert et mangotræ jeg passerer, og ignorerer kortsagt denne evige mandehørm. Jeg kan da ikke svare hvert et menneske på disse cykelturer...
Ingen kommentarer:
Legg inn en kommentar