Fra Landsbybeboer til Backpacker med alt for meget I sin taske!
Vi paa vejen igen!!
Aldrig har jeg transporteret mig selv paa saa mange maerkelige maader.
Liggende sovende I ske, seks mennesker paa et lille lad. Stoppet sammen 25 mennesker I en bjergambullanse. Paa skoedet af en gut med en braekket arm. Med 5 saekke kassavaer (Afrikanske kartofler), og 20 malawianske kvinder med majs og store pakker. I busser med smaa saeder og “altid plads til en til mentaliteten”. Vi har sovet I telt og levet budget, pruttet om priser og oevet os I teamwork. Nu det snart jul, og vi skal danse omkring en palme og synge fra julehaefter som Simons farmor har sendt ned til os.

Alle Malawianere bor da I lerhytter, goer de ikke?
Paa toppen af et bjerg ligger Livingstonia. Og et syn uden lige moeder mig. Flotte bygninger, skoler og hospitaler, og et museum, universitet og et bibliotek med Computere? Hvor er vi? Jeg gaar ind paa museet og faar af vide at en hvis Gordon Brown var her. Han var missionaer og der er en kaempe skotsk kirke. Mine sko er tunge af mudder og mine tanker koerer. Teknisk universitet, laererseminar og hospital, og det fungerer.
Hvilket tilfaelde!
Regnen vaelter pludselig ned, og vi soeger ly paa en terrasse.
Efter lidt tid kommer en rar gammel mand ud, med overskaeg og sideskilning I sit graa krusede haar. Han byder os indenfor, og hans lille kone med groen bowlerhat paa skraa og et dejligt smil, saetter the og hjemmebagte boller frem. Her sidder vi I deres stue og stirrer forbloeffet paa fasciliteterne. Sofaer, klaver, badevaerelse med badekar, koeekken og alt hvad hjertet begaerer. Den gamle mand begynder at fortaelle.”Da de hvide kom hertil vores egn, loeb alle hen til hulerne for at gemme os. Men den hvide mand sagde:-I skal ikke vaere bange for mig, og hyrede tre mand til at baere hans bagage og arbejde for ham. Den ene var min morfar!”, fortaeller han mens han peger op paa et falmet billede paa den tapeserede vaeg. Vi kigger paa ham og klaveret og han fortaeller om sin musikuddanelse I Londan. Han har komponeret utallige kor til den prespyterianske kirke I Malawi, skriver noder og minder om en engelsk bedstefar. Hans kor lyder engelsk og vaelkendte og vi kan naermest nynne med fordi det er saa I orenfaldende.
Hans datter studerer ogsaa I london og han viser os stolte sine diplomer og eksamensbeviser. Pludselig hiver han en bog frem jeg lige har koebt, og fortaeller at han fra et baand har skrevet folkemelodier ned til bogen. Foer I tiden kendte han ikke til Copyright, og han var engang udsat for at en hvis gut tog alle sine kladder paa korvaerker med til London og udgav dem uden han fik en krone. Han er en hyggelig fyr, og jeg nynner en Kenyansk folkevise for ham som han kender og vi synger den sammen. Jeg er glad for moedet med manden, og spiller og synger lidt norsk folkemusik for ham. Han lyser op. Jeg spoerger om han stadig bevarer sin smukke Malawianske sang tradition, og kultur. Han kigger lidt ned I jorden og fortaeller at han syntes det var svaert at laere klaver paa musikstudierne I London, og at teorien hang langt bagefter. Jeg kigger undrende paa ham, og forklarer spoergsmaalet igen. Han er naermest uforstaaende. Min egen kultur. Min tradition? Til sidst finder hans kroellede fingre guitaren og han synger en slags Malawiansk vise med sin spinkle stemme.

Gir’ du en kop kaffe?
Vi ankommer traette til Chakaka efter 3 timers rask gaatur opaf de mudrede bjergveje, hvor bilerne for laengst har opgivet deres gang. Vi er omgivet af groenne frodige bjerge og kaffeboender. Vi slaar telt op midt paa kaffeplantagen. “Kan vi koebe en kop kaffe?” Det kan vi men foerst I morgen, fyren skal nemlig hoejt op paa bjerget, riste og male boenderne for os. Det smager fantastisk der midt paa plantagen. Han fortaeller at en hvid man I 60 erne kom med froene og spurgte om de ikke ville dyrke. Folk gik med til det og nu er de 360 boender tilknyttet et lille Kaffecoorporativ der salger til Mzuzu kaffe. Bonden med den gule undertroeje der lige knapt kan haenge fast paa skulderen, fortaeller at chefen nu ikke er nem at arbejde med. De skal ha 100 k, for et kilo boender uristede. Men de afleverer altid saekkendetil en truck der ikke betaler dem direkte, og naa betalingen staar for doeren er bosserne altid forsinkede og fortaeller at de kun kan faa 30 k for deres boenner. Jeg snakker med ham om rettighedder og at de maa proeve at slaa haanden I bordet og lave nogle nye aftaler, men det ser ikke ud til det er saa nemt. Men han er glad for at vaere kaffebonde og salger ogsaa haanding som de fleste andre boender her I bjergene I nord.

Tak for gaven?
Cathterine min vaertsoster skal I 8. klasse, og jeg taenker at den bedste gave maa vaere en skolebog I Social Studies…….
Hun jubler og det lyser af stolthed ud af oejnene paa hende. “Er hilsenen paa dansk?” spoerger hun min vaertsmor? Jeg kigger forskraekket paa hende. Alt undervisning hun har haft de sidste 5 aar har jo vaeret paa engelsk, og hun kan ikke laese min simple hilsen foran bogen paa engelsk. Jeg har lyst til at rive mig i haaret. Hvorfor er skolesystemet her paa engelsk? Det er jo haabloest at uddane de unge paa engelsk naar de ikke engang kan se at en simpel julehilsen er paa engelsk!

Saa kom regnen!
Alt blomstrer og spirer. Hvor der foer blot var toert roedt sand spirer nu smaat groent graes. Tropevarmt og fugtigt! Jeg sveder. Folk gaar med paraplyer og bliver inde I deres smaa huse naar de vaerste skyld vaelter ned. Smaa stier bliver omdannet til mudder der er totalt ufremkommeligt.
Alle for pludselig travlt I de mudrede marker, hvad der foer er blevet udskudt til I morgen, skal nu goeres I dag. Kuponner bliver hentet, og der indloeses kunstgoedning I store saekke. Dramaer uden lige udspiller sig! Kurruption pga. Kunstgoedning og et drab fra Politimaend I Lipiri er hverdag pga. Kunstgoedningens skaeve fordeling.
Men hvad med goedning? De fleste boender har jo mulighed for at lave en fremragende kompost, med gedelort, madrester og mangoskaller. Grav et hul og held blade og aske fra baalet I? Men hver morgen bliver gedelorten og alt det andet fejet hid og did og bliver ikke brugt til noget nyttigt. \\

Nanzikambe! (Teater I verdensklasse)
Der er moerkt I salen og teaterforestillingen loebes igang I modsaetning til derhjemme hvor alt er time. Lidt komedie der lokker folk til og salen bliver I loebet af en halv time nogenlunde fyldt. Vi er I Lilongwe og der er ikke mange der kender dette lille kultursted, da det primaert har vaeret teater for de hvides boern I skolen. Med nye ejere og nye visioner koerer stedet fint nu, der er bare flere der skal vide om det.
Nu gaar teateret igang. Det er som at vaere til en formiddabel teaterforestilling I Tjekiet bortset fra at her synger og danser de hundrede gange bedre. Det er en oplevelse uden lige, og jeg leder paa programmet efter Skuespillernes nationalitet, baggrund og uddanelse. ALLE er amatoerer, frivillige og har en anden uddanelse end skuespillere. Jeg er molloes. Flotte effekter, kostumer, video, masker, dans, humor, og yderst relevant emne. DEMOKRATI! Der bliver diskuteret haeftigt efter forestillingen, og gruppen sigter da ogsaa mod at oplyse med deres teater.
Det rykker!

JULEGAVER!
Paa SASO (Salimas Aids Support Organisation) hvor jeg har vaeret de sidste to maaneder, har modtaget en god portion penge fra folkekirkens noedhjaelp, maerket Julegaver. Ved du hvad det er?
Jo det er husdyr, med kursus, og det er verdens bedste julegave for mange familier der mangler et lille input for at bryde ud af en cirkel af fattigdom. Det samme sker paa Chisomo Childrens Club, hvor tidligere gadeborns familier besteammer sig for et husdyr og sender en ansoegning.
Flere af os volontoerer har boet og vaeret I landsbyer som har faaet kaempe glaede af disse husdyr. Geder, hoens, hjaelp til koekkenhave mm.
Drop det nye playstationspil, og den elektroniske vinoptraekker paa jul, og koeb en julegave fra folkekirkens noedhjaelp!

Taarekultur
Vi evaluerer med vores partnerorganisationer, og de naevner at vi er for unge fordi vi graeder med taarer. Jeg taenker saa det knager, jeg foeler mig ikke for ung til det her, og taarer og graad er jo dybt naturligt I Dansk kultur. Vi graeder over en kaereste, naar noget gaar os paa, over savn eller selv I biografen. Men her sidder 12 ledere af organisationer der har misforstaaet vores taarer. I Malawi graeder man ikke aabenlyst, og slet ikke over bagateller. Jeg har kun en gang set en kvinde graede, og det var af bekymring over sin mand!
Men med saa meget sygdom, komplikationer og alt de maa igennem til tider, forstaar vi jo ikke hvordan de kan lade vaere med at graede.
“Maybe it would help us if you could warn us! Now I am going to cry. It is so difficult for us to understand, and we get very wooried.”
Vi kan ikke lade vaere med at grine af den kaere mand, men han mener det jo dybt alvorligt. En komisk scene udspiller sig I mit hoved, og jeg sprutter af grin

Intet gaar til spilde
“Skkkkrrr…--“ “skkkkkrrr…--“
Vi sidder og spiser sidste morgenmaaltid I regnvejr I Mkhuki, min vaertsmor og to doetre. Jeg taenker at det bliver sidste gang jeg skal vaere vidne til den irriterende lyd af en ske der skraber det braendte groed ud af gryden. Der staar massere af groed stillet frem I en skaal, men de vil ikke spise af den foer jeg har spist, og der skrabes loes. Har du smagt braendt rissengroed? Og der skrabes, og jeg eksploderer…..naesten