Boernehjoernet paa Salimas Aids Support Organisation.

Baade udsatte og helt almindelige boerne har deres ugentlig gang der.

Fart paa feltet i alle aldre

Sandet soendag og andre tanker
Sand. Sand overalt. Masser af sand. I maden, I oejnene, I huset. Det stormer. Stormen blaeser mit nyvaskede toej ned og goer det endnu mere beskidt en det var da jeg haengte det til toerre paa den rustne metal snor der gaar fra huset til et lille lavt trae.
Mormoren med det roede toerklaede der ikke ved hvor gammel hun er og moren med smilerynker opad, har en haeftig diskussion. Om kap med blaesten snakker de hoejlydt til hinanden mens de kigger hver sin vej og gestikuler haeftigt med baade nakke, skuldre og arme.

En ovn, et broed? Det kan man da ikke. Du kan ikke varme stenen hold op og lav Nzima i stedet. Jeg springer i luften og samler mig selv sammen i en klump dej. Aelte alt agressionen sammen, forme, bage, vente. ................

Det bliver da til broed. Se selv!!!!

Latter, radio og aftensnak! Folk er samlet hos naboen Alfred med de to koner og en masse radioer og andet skrammel. Han samler paa alt han finder, og bygger og arbejder haardt paa snart en maatte, saa mursten, saa en have. Hyggen finder sin plads, mens jeg ligger paa min maatte, med olielampe, halvsloeve oejne og hovedpine, snart mavekramper. Maakse sku jeg ikke ha bagt broed paa den sten?

Tidsalder og afhaengighed?
Vores tidsalder? Hvad ascosierer du til? Burgere, cowboybukser, nyheder, rejse, laere nyt, tage koerekort? Sikkerhed?
Hvad er det 21. aarhundrede for en stoerrelse?
Vi er en verden der lever i forskellige tidsaldre! Det er syret og sandt!
Vi lever saa forskelligt at det er svaert at saette bestaemte foelelser, ascosiationer paa denne tid. Den indeholder saa meget forskellighed.
Her dyrkes jorden som I jernalderen, der spises endnu mere uvidende end hos os for 100 aar siden, og mange fyre har flere koner. Folk kigger paa min mikrofon og stikker den op til oeret og spoer om der kommer musik ud af den?
Alt vi kender til. Hygiejne, en seng, en pude, et toilet, et koekkenbord, en butik med groentsager der er til at betale. Biblioteker, eller boghandlere! Det eksisterer ikke her. Ikke her i Nkhuki i hertfald. Naar det stormer bliver folk hjemme og holder fast paa taget, og gederne sover inde af frygt for at tyve skal stjaele dem.
Vores verden er et maerkeligt sted. Samme tidsalder, rummer saa stor forskellighed.
Jeg kan ikke taenke paa andet end saetningen i den norske sang vinden blaes synna. “Somme er fattige, somme er rike. Bare tell slutt er vi jamsi og like.”
Graate min vise, graate min sang!

Hvad skal vi goere? Giv tid, giv plads til forskellighed. Folkene her lever ofte i en rolig cirkel de paa sin vis er glad for. Trods ensidig kost, laset toej og haardt arbejde, har de deres livsrytme og lever sit liv dag for dag, og repeterer med glaede deres sidste aars rytme. Ting tager tid, og al udvikling skal komme fra folket selv. Der skal vaere en vilje foer der kommer en vej!
Jeg oplever en fare for at passifisere folk ved udviklingshjaelp.
De sidder I en stor cirkel, og Henry hiver papir frem og siger at Care and Support er paa dagsordenen. Fedt, taenker jeg. Nu vil han undervise dem I hvordan de kan slutte sig sammen og hvordan de kan soege penge eller gaa til hospitalet foer det er for sent. Til min store overraskelse bliver de naeste to timer brugt paa at skrive hjalepeorganisationer I Malawi ned. NAC, national aids commission, SASO, salima support organisation, DCA, EU, European Union, etc. De definerer hvad de kan faa for slags stoette. Jo det er toej, saebe, penge, majs, mad mm, bliver de enige om! Jeg leder efter en pointe, en retning og en konklussion, men finder ingen. Moedet slutter, og Henry fortaeller stolt at nu ved hans landsby alt om Care and support. Vi diskuterer efter moedet, og jeg siger at han leder dem til afhaengighed af disse organisationer og at dette ikke er udvikling! Han snakker ikke engelsk og min tolk er naesten ligesaa elendig saa jeg braender inde med mine spoergsmaal, da de ikke forstaar mig. “Just come on Monday. You will know more.! Men det jo hele holdningen!
En landsby tigger om gede fra SASO, mens min vaertsmor der har kaempet sig fra ingenting til at have 15 geder flere hektarer med land, hoens og 5 boerns betalt skolegang i sin historie, sidder og lytter. Jeg afbryder moedet og siger at Banda her maa faa ordet og fortaelle hvordan man skaffer sig geder. Gennem Rual finance laante hun penge til at kobe den foerste og har siden vaeret en flittig kunde I banken. Landsbyen hoerer sloevt efter mens den lokale frivillig fejer hende af og forklarer videre at han vil tage deres boen men til SASO, og maaske vil de komme med nogle geder en dag.


Gaa vaek…eller……
En lille gruppe boern haenger ud foran den lille minishop paa den sandede vej der foerer ned til hovedvejen. De irriterer mig, for de kigger paa mig og mit sloeve blik mens jeg drikker en varm cola. Gaa vaek taenker jeg, men efter naermere overvejelse taenker de nok praecis det samme om mig. Gaa vaek! Hun kigger paa os. Jeg proever disse dage at se glansen i det graa. Jeg soeger den enes blik og smiler til de mange boern. Efter naermere overvejelse er de jo skoenne!
Fanta! Siger en pige med et stort smil, og kaemper med at faa en most mago ud af en klistret flaske. Hun vender den paa hovedet og griner hoejlydt. Det er vel en form for kommunikation.
En glad landsbyvejleder stikker hovedet ind under halvtaget og siger han kender mit navn og har hoert om mig. Jeg beder om hans navn og han fortaeller om sin opgave som landsbyvejleder!
Saa det min tur. Pyh, igen! Min opgave, min tilstedevaerelse. Jeg proever at slappe af med 1 boerns lange blikke efter min varme cola!

Prosa i mangotrae
maler det hele gult og roedt,
det der hjemme,
noget saa soedt!
Maerkelige minder flokkes,
lokker og fortaeller,
det lyse det lette
det letfordoejelige og behagelige.
I et nu, et glimt, en tanke.
Vandkamp I mudder paa en boernelejr.
Marzarinkage, og oldemors papagtige asiatiske kommoder paa tykke vide taepper.
Rugbroedsmadder I solfyldt stue,
Rene cowboybukser og ynglingsparfurme.
En tone, en melodi.
Fars stemme og et klaver der synger om hjemland 2.
Det bakkede, groenne, noegne, aerlige land.
At hoere til, vaere hjemme, blive forstaaet.
Lave egen mad med groentsager.
Bage dem I ovnen med ost.
Massere af ost,
og drikke maelk.
Kold maelk fra et stort rent glas.
En seng at putte sig langt ned i, med bloede puder og nyvasket dynebetraek der dufter af hjem, og nyde den fuldkomne ro.
I mormors o morfars koekken!
Med udslaaet bord og masser af mad og mennesker.
Latteren ruller over bordet,
som et IC3-tog der suser forbi valby station paa en loerdag.
Historier der flyver gennem luften, og der grines saa taarene triller.
Vi hoerer sammen, vi forstaar.
Blod og koed
Vi er I familie forstaas, men det er ikke bare det.
Det er trygheden, visheden, at foele sig elsket og velkommen.
Urtethe, det kan du bedst li’!
Din ro, din mildhed,
Fylder hele stuen, mens vi nipper til din urtethe din mor har anbefalet for hovedpine og stress eller saa noget.
Urtethe.
Men det er ikke bare det.
Det er dit vaesen, din kaerlighed, din vilje, din ro!
Vi aabner en bog,
Laeser hoejt.
Maler det hele gult og roedt
Det derhjemme
Noget saa soedt

Det er nu du lever
Livet er nu, nu er livet
hoejt oppe i et mangotrae,
vinden tager fat og koeler en overkogt krop ned
sidde i fred og ro!
kun med vinden og de mange bushfugles sang.
den koelige luft vaekker, og sier:
“Det nu du I Afrika, og der gaar laenge foer chansen ta’s igen”

Skandinaviske toner holder mit hoved koldt!
“Vil du leve min ven goer det nu. For nu er tiden da dit liv skal leves.
Og den som skal leve er du. I morgen er maaske for sent. Nej vent ikke paa nogenting ven.”

Det er sandheden fra en svensk vise jeg tit vaagner med i hovedet....

Det er svaert, men jeg proever....

Kom og besoeg mig!
Det varmer mit hjerte at taenke paa de sidste par ugers besoeg. Hos to forskelige piger der er medlemmer af CAF (Childrens Affairs Forum) , ungdomsafdelingen her i SASO, og saa en der arbejder her som en slags klinik assistant.
Det betyder saa utrolig meget at blive indviteret hjem til en. Spise, slappe af og foele sig velkommen. Det maa vi huske i DK. De nyankomne paa vores arbejdspladser, i skoler mm. Det fremmer integrationen og folk foeler sig pludselig velkomne. Lad os indvitere en gaest hjem i denne uge vi ikke kender, og dele ud af det vi har, tage os tid og vaere tilstede. Mit hjem skal altid vaere aabent, for maaske har jeg haft en engel som gaest! Siger en eller anden klog en, og det har han vel paa sin vis ret i.

Memory er en sej en!
Hun bor hos sin mormor og morfar. De aabnede deres hjem for mig. Morfaren hedder Tomi og er halvt blind og lam i den ene arm, men han blev ved med at gentage at Gud havde velsignet mig i det her besoeg. Han fortalte han aldrig havde troet en hvid ville besoege hans hus, sidde paa gulvet og hjaelpe hans soester med at lave mad, hente vand og vaske op. Han er foedt i 1929, og har nok oplevet en del andre slags hvide mennesker end vi kan vaere stolte af. I zimbabwe har han vaeret arbejdsdreng, slaebt sten og grus for rige vearbejdere, og i Malawi vaeret sjaffoer for hvide og asiater.
Det er ret irriterende at hvide bare er hvide. Han siger jo ikke hvor de kommer fra, og her er en hvid pr definition Britisk! Snakker engelsk, og staar indenfor alt hvad andre hvide har sagt eller gjort. SUK. Men vi siger jo ogsaa bare Afrikaner, eller sort eller neger eller Indvandrer eller andet slags, og vi generaliserer jo helt vildt! Lad os holde op med det, som jeg selv har maerket paa min krop er det helt vildt frustrerende at alle har et billede af hvem jeg er bare fordi jeg har en anden farve!
Men Memory.! Hun for betalt lidt skolegang af SASO, men hun har selv dyrket et hektar med Majs, saelger mangoer og parafin og har sine egne hoens. Det lyder maaske ikke af saa meget. Men det var helt forloesende at tage ud og besoege hende og se at ting fungerer i hendes liv.
Da vi skulle sove kravlede vi op paa hendes seng, og hun sagde. Det eneste jeg mangler er en madres! Og jo….det var lidt svaert at sove paa de bare blanker. Jeg troede jeg hoerte mus under sengen, og laa og lyttede, men pludselig udbroed musen “Bgook!!”, memoy sukkede og jeg stirrede ud i luften. Jeg maatte spoerge hende hvad det var for et dyr. “Det min hoene!” svarede hun traet og glad. “Den er kun min, og den bor under min seng!” “Det et fint sted for en hoene sagde jeg lettet, og lagde mig til at sove mellem to planker paa sengen!

Strandet paa motorcykel
Midt i ingenting punkterer monstrumet selvfoelgelig! Og det er alt for varmt til overhovedet at taenke paa vand! Vi traekker afsted med den varme motorcykkel, som Ladislas har koert i 3. gear hele vejen, til motorens store misfornoejelse.
Vi finder en lokal cykelreparatoer som er i besiddelse af en par store some, han har banket flade i den ene ende, og et par skruetraekkere og saa gaar den store taalmodighedsproeve igang! Jeg gaar paa tehus, og koeber et par friturestegte kartofler, og skaever i flere timer over til den lille cykelmekaniker og alle de mange sloeve drenge der glor og spiller Bau.
Til sidst er den fiks og faerdig og vi kan koere.

Give me!
Overalt hvor jeg gaar! Ser jeg en hand. Give me money! Give me! Sidste skud paa stammen var ved en lille biks med kartofler. Buy for me!. "Why" svarede jeg stokaanded af arrigskab. "I am hungry, buy it!" Jeg skaeldte og smaeldte den slappe unge fyr ud og sagde han kunne tage og arbejde i stedet for at staa og haenge eller spille bau og koebe sine egne kartofler. Jeg pointerede vredt at han var yderst uhoeflig. Han skraldgrinede bare med pomfritsaelgeren og jeg stavrede afsted mod et trae hvor jeg kunne sidde i fred for unge slappe fyre der ikke har andet at lave end at glo paa mine kartofler og min solbraendte tud og spoerge mig om penge.

“I am a strong man!”
Et stort hjemmelavet skilt straaler mig imoede. Tomater, jordnoedder, kasava, Njonas Shoprite.
En staerk mand byder Memory og jeg over paa en lille snak, om hvad jeg har laert i Malawi. Om hvordan man loeser fattigdomsproblemer og meget andet. Jeg fortaeller ham at jeg ikke er her for at give loesninger, og at jeg umuligt kan hvide nok om det efter bare 6 maaneder. Jeg spoerger ham selv. “People are lazy! They are just waiting for help from somebody, either an organisation, a turist, a friend, a volentierworker or a neighbor. Look at me! I am a strong man. I used the knowledge i have! I have 9 hektars of Kassava. This big shop, nice wife and healthy kids! What we need in Malawi is more education, so we can use the knowledge we have. Please tell about me in your Denmark. I am a strong man! Jeg jublede indeni. For hvor har han dog ret! Det er da lige saadan en som ham jeg vil huske og fortaelle om. Han arbejder haardt, ligger ikke paa den lade side, er ikke afhaengig af hverken det ene eller det andet og er stolt som en hingst! Nu har jeg fortalt om Memorys nabo.!!

Malawis udvikling ligger i Malawianernes egne haender. Der skal arbejdes haardt og det er varmt, men der er ingen andre der skal goere det for dem!Basta.....