Musik, den hørbare livskilde!

”Jeg er cellist!” ”Hvad for en rellish? Er det noget man kan spise?”
Jeg prøver at forklare at jeg er musiker.

”Nåh, hvor dejligt syng mig lige en sang så!”

Musikken i hjertet!
Jeg vågner under mit myggenet på den lerklinede terrasse i familien Bandas ranch nær bushen i udkanten af distriktet Salima i det centrale Malawi. Lyden af morgensolen der står op, hanens ekstremt høje inaverende: ”Nu er det tid til at gå i marken!”, lader ingen sover længe. Bushfuglene synger legende med toner vi ikke kender i Danmark og gederne står omkring mig og bræger med deres spæde menneskelignende stemmer om kap med hundene der gør. Ny musik i mine ører. Det er morgen i Mkhuki.

Celloen og mit eksamensbevis fra DKDM ligger i Danmark og venter på mig, men musikken er her lige omkring mig, fylder mig op og har for alvor taget bolig i mit indre på dette halve år, takket være mine nye Malawianske bekendtskaber.
Det er eftermiddag og en række med børn kommer luntende fra nabolandsbyen ned mod os. Pigerne med deres støvede og hullede tøj, og lidt for store maver sætter sig på verandaen og stirrer på mig. Jeg kan ikke snakke ret meget Chichewa, så jeg spørger om de kan lide at synge. En af de mindre piger, med hår der nærmest er gråt af støv, og en kjole der hellere kunne være brugt som gulvklud, smiler genert og starter med klar røst. ”Laduka cheni a e”, og de andre svarer. ”chenilada dukkhala!” Det giver kuldegysninger på mine arme, denne livsglæde de deler med mig i deres musik, trods deres livsvilkår. De stiller sig i en cirkel, klapper og danser deres ”Chiterele”, som enhver Malawiansk pige på landet kan. Det er fantastisk at se deres hengivenhed og fællesskab. Det er det mest naturlige i verden for de syngende piger. Det holder dem sammen. Musikken flyder hen over de ødelagte sivtage der ikke glæder sig til regntiden. De danser af sted med livsglæden i rygsøjlen mens støvet hvirvler omkring os som når en stor bil lige har kørt forbi dig på en sandet grusvej og du føler dig nødsaget til at hoste.

Nyt mod
Kirken virker ufattelig stor og tom, men en helt særlig forventning hviler I rummet. Vi sætter os på en bænk og glider ind i forventningsstemningen.Pludselig hører vi en smuk mandestemme synge en frase, med en helt egen hæs inderlig stemme. Kvinderne svarer på hans messeagtige frase. Sangen bliver ved, den bliver stærkere og stærkere og flere mennesker klædt i fantastiske flotte farver kommer stille og højtideligt ind af døren. De knæler ned foran en bænk, kvinderne i den ene side, mændene i den anden, og stemmer med i den smukke sang. Det er som sangen tiltrækker hele landsbyen, og jeg ville ønske den aldrig ville slutte, jeg lukker øjnene og lader mig fylde op af deres rolige men kraftfulde stemmer.De lange hvide præstekjoler svinger rundt oppe foran. Præsterne står i en slags halvcirkel og lovpriser Gud med klap og den smukkeste sang jeg nogensinde har hørt. Kvinderne og børnene rejser sig, og svinger stille fra side til side og klapper med.
Med celloen flere tusind kilometer væk er mine tanker om musik, og mine følelser for musik kun blevet forstærket. Musik er livsnødvendig! Jeg lærer så meget om tilgangen til musik i dette varme, fremmedartede, tørre land, hvor musikken er deres hjerteslag og livsrytme.
Hvad er musik?
Som klassiske musikere tror jeg vi er mange der har oplevet sceneskræk, præstationsangst og at føle at leve for musikken i stedet for at leve af musikken. Musikken i sig selv bliver placeret på en piedestal, bliver målt og vejet, puttet i klasser og kasser og givet karakter. Den bliver teknisk og teoretisk, tager kvælertag og lægger låg på det inderste. Bliver på papiret i de små prikker og fanges i en sort smoking med stive sko. Den bliver en kamp om at være bedst, tjene penge og skabe sig en karriere.
Hvordan for vi musikken til at være en livsresource? Pil den ned fra den stive, klassiske piedestal!
Lad os klappe den, synge den, nyde den, elske den og indånde den, som når vi indånder den friske luft i en bøgeskov efter et ordentligt regnskyl i April. Lad den binde os sammen og skabe fællesskab, være hvor trofaste følgesvend og dele ud af den. Lad os være musikken! Lad den flyde frit, som et stort vandfald der aldrig holder op med at lade sine vandmasser vælte ned over sine stejle klipper. Lad den leve og du vil blive beriget, i stedet for forpustet og skræmt at forlade den oplyste scene.

Ansvar
Livets alvor slår mig i hovedet, som et svip fra en ivrig hundehale. Bliver akkompagneret af de mange dødsfald på min arbejdsplads hvor jeg frivilligt observerer udviklingsarbejde i en lokal organisation der arbejder med at undervise om HIV/AIDS. ”I Danmark vil jeg lave fortalervirksomhed for Folkekirkens nødhjælps partnerorganisationer, og formidle mine kulturindtryk”, tænker jeg, mens syge og underærnrede børn kommer og tigger morgengrød. Der er ingen retfærdighed og langt mindre en løsning. Verden er ikke i balance og det kommer den ikke lige foreløbigt, men det skal ikke slå hverken dem eller os ud. I visen, Vinden blæs synna, gør skribentet sig også et par tanker.
”Somme er fattige, somme er rike, bare tell slutt er vi jamsi og like.
Drøm på din stein at du sitt på eit fang, gråte min vise, gråte min sang!”
Vi må alle tage ansvar hvor vi er. Malawianerne må selv kæmpe deres kamp, og vi kan blot støtte deres lokale organisationer økonokisk, med viden om at udvikling tager tid.
"Gør det lidet du kan, gør det villigt og glad", lige der hvor du er!